Vejrudsigt uge 7: Skiområderne har fået sne og ugen bliver et mix af sol og sne

Vejrudsigt uge 7: Skiområderne har fået sne og ugen bliver et mix af sol og sne

Efter en tidlig start på sæsonen har snetørken hersket i Europa og Skandinavien, men nu er sneen på vej tilbage lige til uge 7. Bl.a. er der faldet 70 cm i St. Anton og Bad Gastein på 48 timer.

OBS: Det er altid svært, at se hvordan vejrudsigten ser ud så langt fremme, men vi har forsøgt at give vores bud. Det kan derfor hurtigt ændre sig.

Højsæsonen er over os og vi har samlet et overblik over vejret på udvalgte skidestinationer i Europa og Skandinavien, som gør det nemt for dig, som skal på skiferie i uge 7 at se, hvordan vejret bliver i nærheden af det område, du skal til.

2019/2020 sæsonen startede mange steder med et ordentlig snefald, men siden hen har snemængderne ikke kunnet leve op til, hvad vi har set de sidste to vintersæsoner. De seneste uger har vejrguderne dog taget lidt revanche og sørget for, at mange skiområder i Østrig og Frankrig, så vel som i Skandinavien har fået et nyt snelag og står klar til højsæsonen. Bl.a. er der faldet over 70 cm sne omkring St. Anton og Bad Gastein fra mandag til onsdag. 

I denne vejrudsigt: 

- Sådan bliver vejret i Norge

- Sådan bliver vejret i Sverige

- Sådan bliver vejret i Østrig

- Sådan bliver vejret i Italien

- Sådan bliver vejret i Frankrig

- Sådan bliver vejret i Østeuropa/Centraleuropa


Se hvor meget sne der pt.er, der hvor du skal hen 

Se LIVE-Webcams her


Sådan bliver vejret i Norge

Mange steder i Norge har der i den seneste tid været relativt høje temperaturer, som flere gange har sneget sig et stykke over frysepunktet, hvilken ellers er en sjældenhed i januar og februar, og det har betydet mindre sne og mere flydende nedbør.

Den seneste uge har Norge dog fået nogle fine snefald igen og i løbet af søndagen og natten til mandag i uge 7 forventes der at falde sne i blandt andet Trysil. Resten af uge 7 ser dog tør og overskyet ud uden vind.

Situationen er lignende i Hemsedal. Weekenden op mod uge 7 byder på lidt snefald, som godt kunne fortsætte ud på mandagen. Temperaturene ser ud til at ligge mellem -2 og -5 hele ugen med meget svag vind, og så forventes et lettere snefald igen midt på ugen.

Det ser altså ud til at blive behagelige temperaturer for de skigæster, som rammer Norge i løbet af uge 7. Den stabile kulde som trækker indover landet i løbet af ugen betyder desuden, at sneen forbliver god og danner grundlag for perfekte pister. Så kan man kun håbe på, at solen gradvist vil bryde igennem skydækket først eller sidst på ugen. 


Se en frisk snestatus fra vores udsendte Lars i Trysil i uge 5.



Sådan bliver vejret i Sverige

Ligesom i Norge, så skal man i Sverige ikke forvente det helt store snefald i uge 7. Der har ligget et stort højtryk over Sverige det seneste stykke tid og det har betydet højere temperaturer. Til gengæld er vejret meget mildt og kun med let vind, samtidigt er der produceret sne i massevis. 

Frem mod uge 7 har man i Sälen kunnet nyde nogle enkelte solstråler, mens områder som Idre Fjäll har fået få centimeter nysne. Det ser foreløbigt ud til, at der falder lidt sne mellem søndag og mandag i Idre Fjäll.

Efter mandag skulle temperaturene falde igen og det gennemgående tema med -2 til -5 grader, overskyet vejr og let vind fortsætter resten af uge 7.


Idre Fjäll er klar til uge 7


Sådan bliver vejret i Østrig

Østrig har i løbet af uge 5 og 6 oplevet et stort snefald som betyder, at pisterne i de fleste områder knap kunne blive bedre. I Wagrain ser det ud til, at solen kommer igennem skydækket i slutningen af uge 6, og uge 7 starter ud med flot vejr. Bl.a. fladt der over 70 cm i Bad Gastein og St. Anton fra mandag-onsdag. 

Også i Sölden har uge 6 har sørget for et godt snelag til gæsterne, som rammer området i uge 7. Temperaturen stiger her henover søndag og mandag. Men som i Wagrain kommer kulden stærkt igen midt på ugen og der forventes endnu et snefald på op imod 10 centimeter.

Der kommer ingen eller kun ganske let vind hele uge 7.


Således så det ud i Bad Gastein onsdag


Sådan bliver vejret i Italien

Generelt for Italien ser det ud til, at Italien stortset slipper for de varme vinde, som rammer Østrig for tiden, og uge 7 tegner til at blive en rigtig fin uge med både sne og sol.

Tager man til Livigno, så skal man huske at pakke det helt varme tøj. Området har i løbet af uge 6 fået et godt lag nysne, og uge 7 begynder da også i den kølige ende med temperaturer ned på -9 grader, mens det bliver delvist skyet og tørt. I løbet af tirsdag og onsdag vil et nyt snevejr komme ind over området, mens man kan være heldig, at solen trænger gennem skyerne og bringer lidt varme sidst på ugen, selvom vejrudsigten lover ned til -10 graders kulde, hvilket giver optimale skiforhold.

Samme snevejr ramte også Canazei, som dog starter ugen med fuld solskin, enkelte plusgrader og kun ganske lidt vind. Temperaturene holder sig generelt på den rigtige side af frysepunktet og det forventes, at der falder et godt lag sne natten til tirsdag, inden solen igen vender tilbage i løbet af dagen og fortsætter resten af ugen. Det tegner derfor til at blive noget nær perfekte skiforhold i Canazei i uge 7.


Livigno har fået fint med sne op til uge 7


Sådan bliver vejret i Frankrig

Hvis uge 7 skal tilbringes i Frankrig, og det største ønske er nysne, så kan man godt begynde at glæde sig. Starten af uge 6 har mange steder budt på overvældende meget sne. I Val Thorens er der eksempelvis faldet hele 32 centimeter på 24 timer. Uge 7 starter ud med endnu mere sne og vejrudsigten melder om en blanding af sol og sne hele ugen. Der kan komme temperaturer ned på -14 grader i starten af ugen. Resten af ugen ligger mellem -1 og -7 grader med svag vind.

Også i det nordligere Frankrig tæt på Schweiz er der i Avoriaz faldet store snemængder i uge 6. Starten af uge 7 vil dog byde på enkelte plus grader, hvor der dog burde falde sne på toppen. Midt på ugen falder temperaturene væsentligt igen ned til -10 grader, hvor endnu 25 centimeter sne er varslet. Resten af ugen vil blive overvejende tør med enkelte plus grader sidst på ugen, dog ikke i en grad som vil skade snekvaliteten.

Der er altså masser af nysne at finde i Frankrig i den kommende uge og når solen kigger frem, så får man optimale forhold.



Val Thorens har igen fået 15 cm over natten - her mangler ikke sne!


Sådan bliver vejret i Østeuropa

Snevejret fra resten af Europa fortsætter også i Østeuropa, hvor skiområder som Spindleruv Mlyn i Tjekkiet i starten af uge 6 havde et snefald på op til 10 centimeter. Nedbøren fortsætter ind i uge 7, men i starten og slutningen af ugen vil temperaturen stige til op imod 7 grader i dalen og lige omkring frysepunktet på toppen. Midt på ugen er temperaturen dog under frysepunktet, og der er lovet op imod 25 centimeter sne i løbet af tirsdag og onsdag – så det er bare om at krydse fingre for, at det forbliver frost på toppen af skiområdet.

De ustadige temperaturer skaber noget problematiske sneforhold i bunden af skiområdet, men med lidt held holdes temperaturen nede og de store snemængder midt på ugen vil skabe rigtig gode skiforhold på toppen.


Alt i alt: Det bliver en god uge 7

Summen af det hele er, at uanset om turen i uge 7 går nord eller sydpå, så er der netop faldet sne og forholdene er rigtig fine over hele linjen. Mod nord kan man være heldig at finde lidt mere sol, mens man mod syd rammer større snemængder. Kun Østeuropa ser ud til at blive en smule snydt for de helt store snefald op til uge 7, men så kommer der en god portion i løbet af ugen.


Uge 7 ser derfor ud til at blive rigtig fin med en kombination af sol og sne. Ellers er der vist ikke andet at sige til alle jer, som drager nord eller syd på i uge 7 – rigtig god tur!

Udgivet af: Sofie Ærthøj

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen