Freeride DM 2022 i uge 7

Freeride DM 2022 i uge 7

Efter et års corona pause vender Freeride DM stærkt tilbage med både nye og velkendte ansigter, og understreger hvorfor det anses for at være et af Danmarks hyggeligste nationale mesterskaber. Læs med

Hvad er Freeride DM

Freeride DM er en konkurrence der afvikles i offpisten, hvor det i alt sin simpelhed går ud på at køre ned af en bjergside på den mest spektakulære vis uden at gå på kompromis med kontrol og god skiteknik. Mere specifikt bedømmer et dommerpanel efter 5 kriterier: Linjevalg, hvor ens valg af rute bliver bedømt på sværhedsgrad og sammensætning. Air & Style, hvor man kan score top point for at køre ud over store klipper og lave tricks. Fluidity, her bliver man målt på at holde et godt flow uden ophold på bjergsiden og vise at man er god til at finde vej og holde sig til sit linjevalg. Kontrol, her gælder det om at vise at man er i kontrol over sit skiløb ved f.eks. at holde farten nede igennem teknisk svære passager. Kontrol hænger også godt sammen med det sidste kriterie, Skiteknik, altså hvor dygtig man er til at stå på ski, holde den rigtige balance på skiene og køre flotte runde sving.

Her ses hele bjergsiden fra målporten. De friske spor fra de første 10 deltagere ses tydeligt i den nye sne på den østrigske bjergside. 

Corona påvirkning

På trods af fortsatte corona restriktioner i Østrig, hvor konkurrencen blev afholdt lykkedes det alligevel at blive et særdeles vellykket arrangement! Månederne op til den årlige konkurrence i uge 7, herskede der stor tvivl om hvorvidt at arrangement kunne løbe af stablen, men det lykkedes de to arrangører, Johannes Feldager og Troels Iversen at skaffe sponsorer og aftaler med Fieberbrunn som er en del af skiområde Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang.

Uvisheden om afholdelsen har for nogle gjort det svært at planlægge, hvorfor at deltagerantallet blot var på 28 personer fordelt på de tre kategorier ski mænd, ski damer og snowboard mænd. Men kvaliteten af konkurrencen led ingen nød, da mange af Danmarks mest dedikerede offpiste skiløbere havde fundet vejen til Fieberbrunn, og leverede en freeride konkurrence af højeste kvalitet.

Om det var gåturen i den tynde bjergluft eller om det var nervøsiteten der gjorde at der ikke blev snakket meget på vej mod toppen vides ikke, men der blev ikke udvekslet mange ord. I baggrunden ses den øvre del af konkurrencebjerget.


En af forhåndsfavoritterne, Mikkel Brandt, ses nederst i billedet efter at have landet en af dagens største klipper, som starten på et bund solidt andet gennemløb. Desværre gik første gennemløb ikke efter planen og Mikkel må tage sig til takke med en samlet 6. plads på dagen.

Freeride DM er ikke blot en konkurrence der bliver afholdt i løbet af en enkelt dag, for mange er det en hel uge i godt selskab med andre entusiaster i et helt særligt fælleskab med passion for offpiste skiløb, eventyr og højt humør. Grundet corona måtte der i år ikke afholdes forskellige officielle arrangementer i løbet af ugen, men danskerne i området har været gode til at mødes på kryds og tværs stå på ski med både nye og gamle venner hele ugen. Arrangører og sponsorer regner med at de officielle arrangementer vil være tilbage igen næste år.


Molzen, Chistian-Emil og Jens Peter modtager Martin Schøber i målområdet efter et styrt i andet gennemløb. Styrtet satte desværre en stopper for Schøbers vinderkurs fra første gennemløb.

Samme regler omkring større forsamlinger gjorde det desværre også umuligt at have et publikumsområde i samme omfang som tidligere år med burgergrill, bar, DJ, kommentatorer og forskellige publikum konkurrencer undervejs. Dette gav dog mulighed for at benytte en helt ny bjergside til afvikling af konkurrencen, som ikke var så publikumsvenlig, men til gengæld meget spændende for samtlige deltagere. Bjergsiden, kaldet Loder Bowl, har tidligere været benyttet til afholdelse af Junior Freeride Tour, hvor verdens bedste juniorer dystede om point til at deltage i verdensmesterskaberne.


Arrangør og kommentator Troels Iversen guider publikum og deltagere igennem dagen.


Tobias Kronborg finder vej ud over en stor klippe (nederst til venstre i billedet) på den meget stejle og tekniske øvre sektion af bjergsiden.

Resultatliste til Freeride DM 2022

I konkurrencen for ski mænd skulle der findes en ny danmarksmester da tidligere vinder desværre ikke kunne stille til start. Det blev en heftig duel hvor der blev kørt ud over store klipper i høj fart på særligt den øverste del af bjergsiden. Hvorimod den nederste del voldte lidt flere problemer, hvor nogle af forhåndsfavoritterne havde svært ved at holde sig til den planlagt rute. Podiet bestod af tre mænd som virkelig gennemførte teknisk svære linjer med store klippedrops og høj fart.

1. Tobias Kronborg

2. Carl Schmidt-Svejstrup

3. Jacob Molzen

Også i konkurrencen for ski damer skulle der findes en ny danmarksmester da den regerende mester heller ikke her havde mulighed for at stille til start. Damernes konkurrence blev i høj grad præget af god skiteknik og kontrol kombineret med høj fart! Men særligt to damer skilte sig ud ved også at krydre deres gennemløb med stører klipper, nemlig Stine Berg og Mette Larsen som tog sig af hhv. første og anden pladsen, podiets sidste placering blev taget af Ditte Therkildsen.

1. Stine Berg

2. Mette Larsen

3. Ditte Therkildsen



Konkurrencen for snowboard mænd var eneste mulighed for en regerende mester at gentage succesen, og Oscar Helmersen levede op til presset og kunne genindtage podiets øverste trin. Podiets andet trin tog Patrick Bessert sig af, og på det sidste trin indfandt Nicholai Stålhung sig.

1. Oscar Helmersen

2. Patrick Bessert

3. Nicholai Stålung

Skisport.dk takker af for denne gang og ser vemodigt på kalenderen der siger et helt år til Freeride afholdes igen i 2023, vi ses!

Afslutningsvist et stort tillykke til de tre glade og nykårede danmarksmestre i freeride.


Se videoen og få et indblik i Skisport.dk udsendtes gennemløb til Freeride:



Det efterfølgende billedgalleri er stillet til rådighed af Andreas Putz og Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang:






Udgivet af: Sebastian Jakobsen

Find tilbud på skirejser