Frankrig
Italien
Sverige
Østrig
Tyskland
Weekendski
Helga Tobiasen 21/08 2015 15:11
Vi er så heldige at skal bo i Boston i 12 måneder. Derfor søger jeg nogle som har kendskab til skiområder i nærheden men også i Canada. Hvor kan i anbefale vi skal hen på en uges ferie til vinter.
Vi har også overvejet at flyve til Utah eller Colorado - men det bliver jo noget dyrere.
Glæder mig til at høre fra jer......
Sophie Hendriksen 14/09 2015 21:16
Sv: Skidestinationer øst USA / Canads
Det rigtig fede ski i USA får du i Colorado. Det er ikke en lang tur fra Boston :-)
Om ski i USA og Canada generelt: Det er væsentlig dyrere end vi er vant til fra Europa uanset om hvor det er henne. Til gengæld er det en meget anderledes måde at være afsted på. Servicen er fantastisk på hele bjerget og ak og ve den europæer der moser i liftkøen!! Her står man i pæne rækker. Til gengæld kører der aldrig en stol/kabine op uden at være fuld. Det styrer personalet og køerne glimrende. Hver lift har som regel mange "nedfarter", som også bare kan være en bjergside hvor du bare bumler ud over hvor du har lyst.
Jeg har været i Whistler i Canada to gange (2008 og 2015) samt Vail i 2015. Vail er også en super posh by med pelsbutikker og virkelig gode restauranter. Alt er sindssygt dyrt i Vail men det er også ufattelig godt. De gode hoteller ligger ikke ved liften men har "ski concierge". Dvs. de har et sted helt oppe ved liften med udlejning, opbevaring af ski og andet grej og personale. Super super luksus, man dumper sit grej til personalet ved endt skidag, får lidt kaffe/varm cacao og et par cookies inden man går ud i den hyggelige by i sine almindelige sko. Du kan også efterlade hjelme og andet du ikke gider slæbe med til hotellet. De billige hoteller har skikælder men så skal du slæbe grejet selv. Vi boede på Sonnenalp, som varmt kan anbefales. Fantastisk service, overdådig morgenbuffet og opvarmet pool indendørs/udendørs (og spa selvfølgelig).
I min optik får man ikke bedre ski end Vail.
Whistler er også rigtig godt, og stemningen er mere afslappet end Vail/Aspen. Man får langt mere for sine penge her. Mange hoteller har værelser med køkken, så man kan lave mad hvis man vil. Vi boede i år på Pan Pacific Mountainside ca. 10 meter fra liften. Det er rigtig godt til prisen. Poolen var lidt kold. Du slæber selv grej fra skirummet. I 2008 boede vi på Westin. Det er liiidt finere end Pan Pacific og ligger ca. 50 m fra liften. De har ski valet og opsamling af ski af personalet for foden af pisten, men du skal selv slæbe derhen om morgenen.
Både Whistler og Vail har som alle nordamerikanske skiområder såkaldte Family Zones eller Slow Zones om man vil, hvor man ikke må "køre ræs", så klipper de liftkortet. Der er personale, som håndhæver reglerne. Det er super hvis man er begynder eller har mindre børn med, så kører man i sikkerhed. Der er ret mange *virkelig* dårlige skiløbere i nordamerika... til gengæld kan vi andre gi' den totalt gas på de andre pister og på det upræparerede.
Satser på en tur til Vail eller Whistler igen til Påske, det er meget afhængighedsskabende at stå på ski derovre :-) Overvej også Aspen/Snowmass og Breckenridge i Colorado.
Andreas Jonsson 25/08 2015 09:14
Sv: Skidestinationer øst USA / Canads
Hej
Hvor mange rejser i og hvad er jeres niveau og ønsker til ski området?
Brian Lund 25/08 2015 10:34
Sv: Skidestinationer øst USA / Canads
Kender du www.skiresort.info ?
Synes det er en super side til at finde potentielle destinationer!
Jeg har aldrig været i USA så jeg har ingen erfaringer med nogen specifikke destinationer, men jeg kan se at Killington eller Stratton nok er de to største skiområder i nærheden, begge ligger indenfor cirka 3 timer af Boston og ser ganske fornuftige ud:
http://www.skiresort.info/ski-resort/killington/trail-map/
http://www.skiresort.info/ski-resort/stratton/trail-map/
Andreas Jonsson 27/08 2015 20:28
Sv: Skidestinationer øst USA / Canads
Jeg synes i skal gribe chancen nu i er der ovre og kigge på mulighederne i at investere i nogle http://mountaincollective.com/ skipas (Snart udsolgt).
Sæt to uger af til en road trip i marts måned (veje sandsynligvis farbare) til de steder der ligger i det vestlige USA (Taos, Aspen/Snowmass, Alta/Snowbird, Jackson Hole, Squaw valley, Mammoth) I får nok ikke den mulighed igen.
Det kan godt være at det bliver en lang køretur mellem destinationerne men så kan man glæde sig over alt den fantastiske natur man kommer forbi på turen.
Har selv gjort noget lignende for nogle år tilbage, ud over skiløb blev det til sne scooter i yellowstone, Solopgang ved Grand canyon, Dead horse point, Zion Canyon, Monument valley, mm. Start f.eks. ud i Las Vegas, her er det altid billigt at flyve til fra de store byer i USA.
Der ud over gælder ski passet også til Stowe der ligger i Vermont, der kan i tage på weekend i løbet af vinteren.