En forårssnemelding fra Østrig (24-27 marts, 2017)

Brian Lund 29/03 2017 12:00

Hej alle,

Jeg er lige kommet hjem fra en forlænget weekend i alperne og tænkte jeg lige ville opdatere jer på situationen, hvis der er nogen der står og skal have de sidste dage på ski skudt af inden sæsonen for alvor er slut.

Jeg havde købt et 3-dages "Super skipas" til Hochötz og Kühtai hvilket giver én dag hvor man må køre i Sölden. På vejen hjem tog jeg så et smut over Zugspitze i Tyskland og stod der inden jeg kørte hjem om eftermiddagen.

Vejret har været godt, rigtigt godt, næsten for godt! Med 18 grader eller tæt på i dalen hver dag har der selvfølgelig også været plusgrader langt op på bjerget, selv på min dag i Sölden fandt jeg blød sne helt oppe på toppen af gletsjeren og længere nede var der decideret sjap og tung sne. Men det gode vejr betød også at jeg den ene dag kunne få lov til at gå en tur op til Stuibenfall som er Tyrols højeste vandfald og lå lige i nærheden af hvor jeg boede.

Heldigvis har områderne været dygtige med at holde på sneen så nedkørslerne til dalene i alle områderne var åbne. Men hvis vejret fortsætter sådan meget længere må de snart lukke for dem.

Fredag var jeg i Hochötz og Kühtai og på trods af den våde sne var det faktisk okay, men lidt tungt at køre i, for heldigvis var der ikke så mange folk i området og dermed heller ikke så mange pukler, selvom de mest befærdede pister havde nogen gode pukler! Da jeg kom tilbage søndag var der nattefrost og pisterne var ret hårde at køre på de første par timer, hvilket var specielt træls med mine ski som godt kunne trænge til at få kanterne slebet. Begge dage tog jeg til middag bussen fra Hochötz til Kühtai (10 min) for at stå der nogle timer, men jeg synes faktisk at sneen var bedre i Hochötz frem for Kühtai på trods af den lidt lavere højde, måske fordi der ikke var så mange mennesker i Hochötz, måske fordi bjergene og træerne skyggede mere, eller måske en kombination.

Lørdag var jeg i Sölden og her var der nogen flere mennesker, der var også liftkø ved flere af knudepunkterne op mod gletsjeren men generelt var der ellers ikke nogen liftkøer der var værd at skrive om. Jeg endte med at tage op på gletsjeren ved 14-tiden, der var det meste mylder på vej op overstået. Sneen på gletsjeren var væsentligt bedre men man kunne stadigvæk mærke at solen var kraftig nok til at få sneen til at tø let på trods af frostgrader hele dagen. På vej ned fra gletsjeren tog jeg pisten hele vejen ned til parkeringshuset ved Gaislachkoglbahn hvor jeg havde parkeret. Allerede fra den øverste del af pisten ned fra gletsjeren havde en del bølger så der måtte lårmusklerne på arbejde! Da jeg kom ned til den sorte piste ned mod byen var der en del store pukler på pisten og på de nederste par hundrede højdemeter var der flere steder med brune pletter på pisten.

Om mandagen havde jeg besluttet mig for at tage et smut forbi Zugspitze fordi det ikke var den helt store omvej og jeg således var 1½ time længere "den rigtige retning" når nu jeg skulle køre hjem om eftermiddagen. Situationen var den samme som om søndagen i Østrig, nattefrost gjorde at pisterne var stenhårde om formiddagen mens de langsomt tøede op hen ad formiddagen og til middag var pisterne stort set bløde hele vejen op til toppen. Heldigvis er området mest præget af mere eller mindre lokale weekendskiløbere hvilket betød at der ikke var så mange mennesker på pisten sådan en mandag. Da jeg tog ned ved 14-tiden var der endnu stort set ikke nogen pukler at finde nogen steder i området!

Alt i alt smukt vejr med et par dage med delvist skyet og et par dage med kaiserwetter, men temperaturen måtte godt have været 5 grader lavere.

Kommentarer:
Der er i alt 0 svar i denne forumtråd.

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen