Det bedste skisted for 2 voksne og et barn på 4½ år?

Peter 04/01 2007 21:23

Vi skal på ski i uge 10. Vi er to voksne der er godt øvet og et barn der skal prøve, at stå på ski for første gang. Vi vil helst til Østrig. Hvor skal vi tage hen, når følgende krav skal opfyldes:

1. Der skal være danske skiskole/skiinstruktører.
2. Det er optimalt, hvis der ligeledes er mulighed for dansk skibørnehave.
3. Skiområdet skal være børnevenligt, men samtidigt skal der være udfordringer for de voksne, mens barnet er i skoskole. Området skal ikke være for lille.
4. Vi vil gerne bo på hotel og gerne midt på pisten.

Jeg venter spændt på alle jeres anbefalinger. På forhånd tak.

Mvh Peter

Kommentarer:
Der er i alt 9 svar i denne forumtråd.

Steffen 08/01 2007 11:28

Sv: Det bedste skisted for 2 voksne og et barn på 4½ år?

Hej!

Jeg kan absolut anbefale Haus Ager i Söll (mellem Kitzbühl og St. Johan i østrig.): http://www.haus-ager.at/.

Det ligger oppe midt på bjerget, så selv om der måske ikke er så meget sne er der gode muligheder her. Det er et lille hotel (16 lejligheder tror jeg nok) men med en pragtfuld beliggenhed - ski til døren, og en dejlig skirestaurant i uderetagen.

Bem. Kører i selv, og vil i have bilen med op, skal I op af en meget lille snoet bjergvej med sne der flere gange krydser pisten på vej ned af bjerget. Så husk gode snekæder! Ellers vil Herr Ager (himself!) gerne komme ned til parkerinspladsen for foden af bjerget og hente Jer og Jeres bagage. Det kan godt være en fordel at efterlade bilen nede, så man kan bruge den til at køre de ca 1½ km ind til centrum når der skal handles. Kabineliften bringer Jer op til hotellet ved mellemstationen.

/Steffen

Tommy Pedersen 08/01 2007 22:35

Sv: Det bedste skisted for 2 voksne og et barn på 4½ år?

Hej

Tænk lige på, at det langt fra er sikker at et barn på 4½ kan placeres i en skiskole/skibørnehave (af dem med ski på) og så smutter i ud og køre.
Vores 2 drenge der nu er 8 og 10, var begge omkring 6 før de kunne begynde i skiskolen og vores datter på fire var 1 time i skibørnehave, så måtte vi tage hende ud igen! Herefter øvede vi selv skiftevis med hende på de små flade pister!

Et godt alternativ er børnehaven i f.eks. Maria Alm (dansk personale). og en god slæde. I kan prøve at leje ski en dag og se hvordan det går, men det kan godt kræve noget tålmodighed:) Men belønningen kommer jo så når det bliver helt vilde med at stå på ski og bare ikke kan få nok (ligesom forældrene)

//Tommy

John Lysdal 10/01 2007 02:03

Sv: Det bedste skisted for 2 voksne og et barn på 4½ år?

Uanset hvor turen går hen... forsøg at komme på skiskole(alle), det giver simpelthen så meget... også sikkerhed.

Det er nok forskelligt hvornår vores børn kan/vil klare en skiskole. Og derfor tror jeg det er vigtigt, der tages udgangspunkt i barnet?
Vi havde "leget" med ski osv. i sneen herhjemme før vores datter på 4 år for første x var på ski, hun startede på fransk børnehaveskiskole i La Plagne(F), 3 timer hver formiddag, og der var 2 skilærer og 12 andre børn(ingen talte Dansk), det var hårdt for hende(og moderen), men hun fik lært utrolig meget på sine 5 første dage på ski!

Et godt råd(til små børn), det skal helst være en Dansk-talende skilærer og/eller evt. andre venner. Skiskole om formiddagen og køre sammen med forældrene om eftermiddagen fungere fint.

vh john

Katja 14/01 2007 21:15

Sv: Det bedste skisted for 2 voksne og et barn på 4½ år?

Jeg vil som en anden også skriver vælge ud fra hvor der er dansk personale enten i form a reel skiskole eller skibørnehave.

Vi skal selv til Norge, Hafjell med vores datter på 2,5 år. Det blev valgt ud fra at ingen (så vidt jeg husker) danske selskaber tilbyder pasning af så små børn, og i hvertfald passede det rigtig skidt med at vi ville køre selv og orkede ikke at skulle køre sydpå (kørte selv til livigno for 3 år siden)i et stræk (og slet ikke ville det med hende i bilen).

Hilsen Katja - der selv startede sin skikarriere i Norge som 4,5 årig :))

Heidi Rasmussen 04/01 2007 22:02

Sv: Det bedste skisted for 2 voksne og et barn på 4½ år?

Hej Peter.

Vi kan anbefale Maria Alm. i Østrig. Vi har været der de seneste 3 år med stor glæde, og tager afsted igen i uge 6. Der er både dansk børneskiskole og skibørnehave. Det er en lille hyggelig by med mulighed for at bo tæt på lifterne og ikke mindst et sted der er til at betale sig fra.

Håber i får en rigtig god ferie

Familien Hvilsted-Frank

Jesper 04/01 2007 22:08

Sv: Det bedste skisted for 2 voksne og et barn på 4½ år?

Wagrain Østrig, det fåes ikke bedre til små børn. Hvis der er sne er der nogle ok offpist muligheder for de voksne, ellers må man primært nøjes med røde pister.

Har været der en af de årlige uger 5 gange med børn på skiskole fra 3½.

Poul Erik Jørgensen 05/01 2007 09:08

Sv: Det bedste skisted for 2 voksne og et barn på 4½ år?

Jeg er enig i Wagrain, men der er jo mange lækre steder i Østrig.
Synes dog lige du skal checke Livogno i Italien. Min familie har været fans af Østrig i 20 år, men alligevel besøgt Livigno 3 gange nu - det er et fint sted for alle niveauer, det er toldfrit og italiensk mad er ikke så ringe. børn er der altid plads til.!!
NB: der er rigtig mange danskere i Livigno
God tur, Poul Erik

Bianca 10/01 2007 21:53

Sv: Det bedste skisted for 2 voksne og et barn på 4½ år?

Jeg har selv været skilære i Wagrain. Og jeg kan også kun anbefale det område til børn. Jeg har selv undervist børn på ned til 4 år, som har kørt med mig 2 time om formiddagen og 2 timer om eftermiddagen. Men det kræver at barnet er helt bidt af at stå på ski, og ikke er for mor & far ski. Selvfølgelig er der nogen børn der bare er for små til at stå på ski, men langt de fleste kan sagtens klare at være på skiskole. Så giv det et forsøg. I wagrain er der også ski børne have, hvor de leger i sneen (Står en smugle på ski) 2 timer om formiddagen og leger og ser tegnefilm osv om eftermiddagen. Til alt ski undervisningen er der altid dansk instruktør, specielt i høj sæsonen, hvis der er danske børn.

Lige meget hvor du ender med at tage hen, må du have en god rejse.

Kenneth 07/01 2007 16:14

Sv: Det bedste skisted for 2 voksne og et barn på 4½ år?

Nu skriver du godt nok at det skal være i Østrig.

Jeg vil gerne anbefale dig, at tage til Hemsedal i Norge. Det er et rigtig godt sted for børn og også for voksne.

Jeg stod mine barneski i Sverige og Norge, men har siden rejst til Frankrig og senest Østrig. Jeg har ikke rigtig kunnet finde mig til rette i norden siden, men jeg tog til Hemsedal sidste år med bl.a. min 3 årige datter. Jeg var solgt med det samme. Verdens bedste børneskiområde og masser af udfordringer til voksne sammmen med et yderst velfungerende liftesystem. Der er desuden et par pister åbne om aftenen, som man kan tage et par ture på. Helt kanon.

Min datter var desværre for ung til skiskole, vidst nok fra 4 år, men hun lærte på det meget børnevenlige område, at tage lift selv og ellers også køre på ski. Dem der står ved liften var rigtig gode til, at hjælpe. I Norge forstår de små purke også hvad der bliver sagt og der var masser af aktiviteter for børnene.

Helt sikkert et sted jeg gerne vil hen igen. Sidder faktisk og leder efter en rejse dertil netop nu.

Held og lykke med det.

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen