Børnevenlig og hyggelig destination sydpå?

J. B. Plum 30/09 2012 12:51

Hej

Vi er en familie på 8 personer, som skal af sted sydpå på ski henover jul eller nytår - 3 letøvede voksne, 3 voksne begyndere, 1 8-årig dreng (2 uger på ski) og 1 4-årig pige (har aldrig stået på ski). Vi er lidt i tvivl om, hvad der er det rigtige sted at tage hen for os, så derfor søger vi lidt inspiration her på forummet.

Vi har to høje prioriteter, som er:
1. At destinationen er børne- og familievenlig (også når det ikke vedrører skiløb), så især den 4-årige pige også kan få en god uge og måske møde andre børn, som hun kan lege med (hun har ikke så stærke ben og veludviklet motorik, så vi forventer ikke, hun kommer i gang med at stå på ski)

2. At selve byen er en hyggelig by, der tilbyder andre aktivitetsmuligheder (wellness, shopping, vandland, etc.) end skiløb, så der er noget at lave, hvis nogen har lyst til en eller flere dage uden skiløb, og når nogen skal passe den 4-årige - der er flere i gruppen, som ikke forventer at stå alle dage, hvorfor det er vigtigt, at der er andet at tage sig til.

Udover ovenstående, skal det være en begyndervenlig destination, så alle i gruppen kan få en god oplevelse, der må gerne være gode muligheder for at leje en hytte/lejlighed med plads til os alle (4 separate soveværelser), og så antager jeg, at destinationen helst skal ligge relativt højt, hvis man vil være nogenlunde sikker på ordentlig sne så tidligt på sæsonen.

Det vil være et plus, hvis der er mulighed for en slags skiskole/skibørnehave for den 4-årige pige, men det er ikke et must.

Er der nogen, som har et bud på en eller flere destinationer, som kunne passe godt til vores ønsker? Vi er åbne overfor destinationer i alle lande sydpå - det vigtigste er, at det er en destination, som passer godt til vores behov.

På forhånd tak.

Mvh.
J. B. Plum

Kommentarer:
Der er i alt 1 svar i denne forumtråd.

Mia 30/09 2012 18:28

Sv: Børnevenlig og hyggelig destination sydpå?

Hej!

Umiddelbart har jeg én klar destination i hovedet, når jeg læser dit indlæg igennem: Wagrain. Wagrain er et fantastisk skiområde med ca. 350 km. piste hvoraf de næsten alle er super brede.
Det er en meget populær familiedestination, og i år har både Team Benns Ski og Højmark Rejser fokus på børnefamilierne netop i Wagrain. Det betyder, at der er gratis pasning af børn på det nye Grafenberg Resort hver dag. Man skal ikke tilmelde sig - blot møde op. Derudover er der dansk skiskole til alle danske børn.

Højeste skiløb foregår i 2188 m.o.h, og der er ganske snesikkert i både jul og nytår. Skulle det ske at det står lidt sløjt til med snemængden, så er der de seneste år blevet investeret rigtig meget i diverse snekanoner i Wagrain-området, så så længe der er minusgrader er der sne. Jeg tager selv mod Wagrain i midten af december og bliver der indtil en gang i april. Skiløbet er fantastisk i Wagrain og stemningen fejler bestemt heller ikke noget!

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen