« Til oversigten

Utah - The Greatest Snow on Earth

Skisport.dk's udsendte har været en uge i Park City for at udforske det tidligere olympiske område i Rocky Mountains

I uge 7, 2013, rejste vi til Park City for at stå på ski i det tidligere olympiske område i Rocky Mountains. Vinter-OL blev afholdt i Salt Lake City i 2002. Det var en uforglemmelig oplevelse og kan klart anbefales hvis man ønsker at prøve noget andet end europæiske pister, og hvis man har mod på at bruge et døgns tid (og måske lidt ekstra penge) på rejsen.

Park City – for familier og ligesindede

Vi boede på hotel Silver King i Park City. Silver King var engang verdens rigeste sølvmine og har således givet navn til hotellet, men i dag er der begrænsede spor efter den tidligere så omfattende minedrift i området. Hotellet ligger i gåafstand fra skiområdet, så det var nemt at komme hen til First Lift om morgenen, og der var kun 100 meter fra den sidste pist til hotellets skistald om aftenen.

Mountain Host i Park City 

Vi ankom sent fredag aften til hotellet og havde valgt at den første dag skulle være en "jetlag"-dag. Det var et klogt valg, eftersom der så var god tid til at hente de forudbestilte liftkort og de lejede ski samt danne sig et første overblik over stedet. Desuden gav det tid til power-shopping lørdag eftermiddag i et nærtliggende Tanger Outlet.

Søndag morgen kl. 9 var vi så klar i den første pist. Og ingen tvivl om at Park City er et fantastisk område.

Pisterne er inddelt i fire kategorier: Blue, double blue, black og double black. Blue og double-blue er brede og præparerede pister, lette at køre på, men de kan sagtens være stejle. Black og double-black er uden undtagelse u-præparerede (not groomed), hvilket betyder pukkelpister i store mængder. Selv om området i vidt omfang henvender sig til familier, er de sorteste pukkelpister ved Jupiter-liften af en kaliber, så der er udfordringer for alle.


Deer Valley - liftkort billetteres

Samtlige lifter i Park City er stolelifter – ikke noget med slæbelifter eller tilsvarende. Der er nye og gamle lifter mellem hinanden (læs: hurtige og langsomme), men op til toppen kommer man. Lifterne er næsten alle forsynet med bøjler, der kan lukkes ned for at sikre transporten af skiløbere, men brugen af disse bøjler ses tydeligvis ikke som en nødvendighed. I Guds eget land er der åbenbart andre der holder hånden under én, og bøjlen lukkes derfor som udgangspunkt ikke ned. Som forsigtig europæer er det nu lidt mærkeligt blot at hænge tredive meter oppe i luften uden en bøjle foran sig, og uden at fodstøtten er tilgængelig.

Foran alle lifter er der store områder med opmarchbåse, så det sikres at eventuelle liftkøer afvikles retfærdigt. Amerikanere er generelt meget velopdragne hvad angår køkultur; mange vejkryds i byerne er således af typen 4-way stop hvor alle har fuldt stop, og hvor trafikken stille og roligt afvikles efter hvornår man ankom til krydset.

Men i en liftkø kan det naturligvis være vanskeligt at overskue, hvem der er kommet først, og hvis tur det er næste gang. Der er derfor personale ved alle lifter som styrer afviklingen af køerne, hvis det er nødvendigt. Således har skiskoler altid førsteret og sendes derfor foran andre ventende, den enkelte vogn pakkes op til kapaciteten, hvis man har købt fast-track billet, holdes andre skiløbere tilbage osv. Når der endelig var optræk til kø, havde man en klar fornemmelse af at retfærdigheden skete fyldest.


Deer Valley - kør langsomt på dagens sidste tur

Nu var der næsten ingen liftkøer, mens vi besøgte området, og derfor var det svært ikke at trække på smilebåndet, når man så de mange afspærringer til ganske få skiløbere. Men der må jo være dele af sæsonen, hvor der er mere pres på området, end vi oplevede i uge 7.

Der er mange oversigtskort over området, eksempelvis placeret ved toppen af de forskellige lifter. Skulle man have problemer med at gennemskue kortet, står der en Mountain Host klar til med sin pegepind til at vise hvilke lifter og pister der fører en derhen, hvor man ønsker. Alternativt til at give et godt råd til en ny og hidtil ukendt tur.

Skidagen slutter generelt tidligt. Lifterne lukker ved 16-tiden, og så er det tid at køre tilbage til Park City ad Home Run. Vi skal alle sammen stort set samme vej hjem, så for at sikre at også familier med børn kommer uskadte hjem, står der vagter ved alle SLOW-skiltene. Og disse vagter griber ind, hvis man kører for hurtigt eller for hasarderet mellem 15.45 og 16.15. Man kan faktisk få frataget sit liftkort, hvis man kører for vildt i det præparerede område.

Der er aftenski med kunstlys hver aften frem til kl. 21, dog kun i den nederste del af området omkring Payday-liften. Men man kan således få op til 12 timers dagligt skiløb, hvilket gør det muligt at få opfyldt selv det største behov.

Deer Valley - eksklusivt og let

Der er i alt sytten skiområder i Utah, og man kan ikke dække dem alle med hverken en eller to ugers ferie. Men så kan man også undskylde endnu en tur til Rocky Mountains på et senere tidspunkt.


Park City - Adventure Alley

Vi havde valgt at kombinere besøget i Park City med to dage i Deer Valley. Deer Valley er USA's mest eksklusive skiområde og er fire år i træk af Ski Magazine udnævnt til det bedste område i USA. Eksklusiviteten viser sig på flere måder:

  • Man kan køre i bil helt hen til liften. Ved kiss-and-ride-pladsen står der en mindre hær af grønklædte "ski-butlere" klar til at hjælpe med at bære skiene ud af bilen og hen til skistativet. De står naturligvis klar igen efter endt skidag, hvor færdselsretningen på parkeringspladsen i øvrigt er vendt, så det er hurtigere at komme hjem fra Deer Valley.
  • Området er forbudt for snow-boardere. Den type sne-turister bidrager åbenbart negativt til det eksklusive look.
  • Vandet på de offentlige toiletter er varmt. Ikke noget med at vaske hænder i koldt vand.
  • Toiletrulleholderne på de offentlige toiletter er af "guld" (måske var det messing, men illusionen var da til stede).
  • Der er varme i det fortov der grænser op til skipisten. Man står på ski helt ned til byen, tager skiene af og hopper ind på et varmt og tørt område. Hvor ski-butlerne altså står klar til at hjælpe.
  • Selv om der i luftlinje kun er 100 meter til Park City-området, hænger de to områder ikke sammen. Man skal nødigt mænge sig med pøbelen.
Skiløbet i Deer Valley fejler bestemt ikke noget. Der er færre double black-nedfarter end i Park City, men de sorte pister på Bald Mountain kan sagtens give fart i skiene. Og der er store, familievenlige pister på Bald Eagle Mountain. Hjemturen i Deer Valley foregår ad Success-pisten; alene navnet gør, at man er i godt humør, allerede når man påbegynder nedfarten. Også i Deer Valley står vagterne klar til at holde hastigheden nede, når klokken bliver 15.45. De er dog ikke bevæbnede (så vidt vi kunne se).

Park City - POWDER

I Park City bruger man Key Cards til liftkort. Den slags moderne pjat er ikke nået til Deer Valley. Næ nej, her får man udleveret et papkort og en kabelstrip, og så skal liftkortet fastgøres og hænge synligt på tøjet. For at sikre at der ikke snydes med liftkortene, er der konduktører som kontrollerer liftkortene og klipper hul i dem med en billettang, så de ikke kan overdrages til andre.

Da vi nærmede os områdets eneste kabinelift, stod der også her butlere klar til at modtage vores ski. Umiddelbart var vi noget reserverede – "Hvad skal han med vores ski?" – men det viste sig, at den flinke mand bar skiene det sidste stykke hen til liften og sørgede for, at skiene blev placeret i holderne uden på kabinen. Da vi så kom op på Little Baldy Peak stod hans kollega klar til at løfte skiene ud af gondolen og placerede dem lettilgængeligt i skistativet. Det er da service!


Park City - ikke skyggen af liftkø

Området

Sneen i Utah er forrygende. Tør, pulveragtig sne som stammer fra uvejr over Stillehavet, der bæres af vestenvinden mod bjergene. Undervejs samles fugtighed op fra Great Salt Lake. Når uvejret møder Rocky Mountains, så sner det med den fineste pulversne. Der falder mellem 4,5 og 9 meter sne om året i Utahs skiområder, så der er rigeligt at tage af.

Med kun en uges besøg er det vanskeligt at udtale sig generelt om vejrforholdene. Vi startede med 15 graders frost (Celsius) og sluttede af med blå himmel og temperaturer lige under frysepunktet. Da det var koldt i området, var det rigtigt koldt! Det kan have noget med den store snemængde at gøre, og måske var det fordi, det ikke havde været i nærheden af frysepunktet i mange uger. Det var naturligvis fint at slutte af i et helt forrygende vejr.

Området ligger på breddegrad med Madrid, så man er langt mod syd. Til gengæld er man højt oppe (mellem 6900 og 10.000 ft, dvs. 2100 og 3050 m). På trods af det højtbeliggende terræn er der mange træer, og pisterne krydser ind og ud mellem træerne. Det dominerede træ er asp (Populus tremuloides), og specielt i Park City er der lagt ruter ind mellem de store træer. Ruterne kaldes Adventure Alleys og er markeret med "snemonstre", som falder i børns og barnlige sjæles smag.



Park City - liftkø med opmarchbåse 


Hvis man holder af at slutte sin skidag med en rygende stærk Jagatee, vil Utah være en skuffelse. Til formiddags- og eftermiddagspauserne drikker man kaffe eller varm chokolade. Til frokost kan man få en øl, men i henhold til State Law kan man kun købe én øl, hvis man ikke kan præsentere to id-kort som viser, at selskabet består af to voksne. Det blev dog kun håndhævet den sidste dag hvor mængden af skiløbere var steget.

Et tredje skiområde i umiddelbar nærhed af Park City er Canyons. Vi prøvede ikke området, men ifølge lokale beboere skulle det være det vildeste af områderne. Deres slogan er Play Hard – Live Easy, så måske er der noget om snakken.

Praktiske informationer

Vi havde selv arrangeret rejsen – flybilletter, hotel, liftkort, taxikørsel og skileje. Det hele kunne organiseres hjemmefra efter et antal aftener i selskab med internettet.

Det havde formentlig ikke været nødvendigt at bestille skileje og liftkort på forhånd, men nu er det jo USA, så man kunne få 20% rabat ved at reservere og i visse tilfælde betale på forhånd. Angående Deer Valley er der endvidere begrænsning på antallet af liftkort, der udstedes en given dag, så hvis man vil være helt sikker på at få plads, skal man reservere på forhånd.


Deer Valley - udsigt 


Det lykkedes os ikke at finde ud af hjemmefra, hvor meget højsæson det ville være, når vi kom frem, så da vi gerne ville prøve også Deer Valley, bestilte og betalte vi liftkortene på forhånd. Mandag-torsdag var der dog meget få andre skiturister i området. Fredag var der noget mere besøgt, og det skyldes at President's Day faldt mandag i uge 8, så i den weekend, hvor vi tog hjem, ville der komme ganske mange gæster. President's Day er altid tredje mandag i februar; hvis man kan undgå at lægge sin skitur til USA i netop den weekend, er det sikkert fornuftigt.

Transporten med busser i dalen er gratis. Køreplanen er ikke nødvendigvis verdens letteste at gennemskue, men systemet virker fint, når man først har forstået det.

Er det dyrt?

Er det dyrt at holde skiferie på den måde? Tja, alt afhænger jo af øjnene der ser. Vi fik flybilletter med KLM fra Billund til Salt Lake City for knap 5000 kr. pr. person. Dertil kommer skileje og liftkort som er ret pebrede – i Deer Valley koster et liftkort cirka 100 USD/dag. Og der gives ingen rabatter.

Hotellet var heller ikke helt billigt – til gengæld var der inden- og udendørs swimmingpool (opvarmet) og gas-pejs på værelset. I alt havde vi udgifter på godt 30.000 kr. for to personer.


Park City – hvor er de andre henne? 


Til gengæld er det billigt at spise i USA, også ude. Vi havde en etværelses lejlighed på hotellet, så vi sørgede selv for morgenmaden, samt købte ind til aftensmad nogle af dagene. Det nærtliggende Fresh Market var på størrelse med et stort dansk supermarked havde åbent 0-24. Hver dag.

I det Tanger Outlet, hvortil skibussen kørte, kan man få dækket sit behov for billige indkøb. Og når man er rejst hele vejen over Atlanten, kan man jo tage en periode mere i et andet hjørne af landet, når man nu er der alligevel. F.eks. i Florida hvor der er sol og varme i februar.