Vintervinger over Alperne,- en tandemflyvning for livet med Ellen i Gimmelwald & Mürren
Februar i Alperne er ikke bare en måned. Det er en stemning. Sneen ligger som flødeskum på granerne, luften er sprød og klar, og solen hænger lavt nok til at give bjergene den dér næsten gyldne glød
Det er her, på en stille vinterdag over Mürren, at Ellen spænder og justerer paragliderens harness, kigger på en med et smil, der kunne smelte is, og siger: “Are you ready Hans!”Ellen er en sjælden kombination af fuldstændig ro og boblende livsglæde. Utrolig karismatisk, totalt charmerende med øjne som funklende sne – og med den slags nærvær, der får selv de mest spændte nerver til at falde til ro. Ellen er ikke bare pilot; hun er en ambassadør for skyerne. Med næsten et årtis erfaring med at flyve i Berner Oberland, har hendes øjne den stille selvtillid, som en person, der har læst de tusind vinde.
Med erfaring med paragliding i Syd Amerika, flere steder i Europa, og senest Marocco, som er hendes foretrukne, er jeg i de tryggeste hænder. Det føles som om at Ellen kender hvert bjergs stemning, hver eneste termiske hemmelighed. Hun bevæger sig hjemmevant i sneen, tjekker vinden med et rutineret blik og fortæller små historier, mens paraglideren folder sig ud bag os som et farverigt løfte.
Take off
“Three, two, one….”!
Ellens stemme, rolig men bestemt, skærer gennem den alpine luft. Med lette skridt accellerer vi ned ad skråningen, og så – magi. Jorden faldt, og vi bliver vugget af vinden, ophængt i et stort, blåt maleri. Dette var begyndelsen på min tandem-paraglidingflyvning med Ellen, en rejse, der ikke bare var slut, men gennem sjælen i de schweiziske alper.
Under os breder Mürrens vinterlandskab sig ud i en næsten uvirkelig stilhed. De lodrette klippevægge falder dramatisk ned i Lauterbrunnendalen, nu dækket af sne og is, hvor vandfaldene er forvandlet til frosne skulpturer. Jungfrau, Mönch og Eiger står ranke og tidløse i horisonten – kolde, majestætiske og fuldstændig overvældende.
Vild fornemmelse
“Hans! You must try!” Ellen rækker mig styregrebene. Jeg trækker forsigtigt i det højre håndtag. Vingen drejer blidt til højre. Samme med venstre. En vild fornememelse selv at have kontrollen. Fornemmelsen er utrolig – ikke styring, men overtalelse af vinden. Et øjeblik flyver jeg. Ellen tager igen kontrollen tilbage og udfører en række blide "wing-overs", der får os til at svinge som et pendul gennem luften, mens et udbrud af ren glæde undslipper mig. Det er en helt utrolig fornemmelse selv at prøve.
Ellen styrer vingen med små, præcise bevægelser. Hun ler, peger, forklarer. Hendes entusiasme er smittende, og selv i vinterens stille kulisse er der noget sprudlende over turen – som om luften selv bobler af glæde.“Winter flying is the purest,” siger hun. “Everything is clearer. The sounds. The feelings.” Og hun har ret.
Lyden af vinden er blødere heroppe. Sneen dæmper verden, og Gimmelwald dukker frem nedenfor som et eventyr – træhuse med røg fra skorstenene, smalle stier i sneen og den særlige ro, som kun en bilfri alpelandsby kan have. Det er som at svæve ind i et levende postkort. Solen varmer ansigtet, selvom februar minder én om, at det er vinter. Tiden mister sin betydning. Man hænger bare dér, i luften, mellem himmel og bjerg, mens Ellen ubesværet guider turen videre mod dalen.
Det, der gør paragliding virkelig fantastisk, er kontrasten mellem sindsro og opstemthed. Det ene øjeblik svæver du ubesværet, ophængt i stilhed; det næste løfter en blid termisk bølge dig højere og cirkler opad med blød, kraftfuld ynde. Der er spænding, men også dyb fred – en sjælden kombination i det moderne liv.
Følelsesmæssigt efterlader paragliding et varigt præg. Det skærper dine sanser, beroliger dine tanker og skaber en stærk forbindelse til nuet. Mange beskriver det som meditativt, endda livsbekræftende – en påmindelse om, hvor små vi er, men alligevel hvor ekstraordinært det føles at trodse tyngdekraften, om end kun for et stykke tid.
Tilbage til jorden
Alt for hurtigt begynder vores himmelske krydstogt sin blide nedstigning mod landingspladsen i Stechelberg. Den snedækkede parkeringsplads rejser sig for at møde os. Med et par ekspertinput sænker Ellen vores vinge til et gåtempo.
“Feet up, Hans," kommanderer hun sagte. Vi glider et sidste, perfekt øjeblik, og så rører mine fødder sneunderlaget i den blødeste landing, man kan forestille sig. Vi er tilbage. Landingen er blid. Et lille hop. Sne under støvlerne igen. Og så grin. Det slags grin, der kommer, når kroppen stadig er fyldt med luft, udsigt og adrenalin.
At stå på fast grund igen føles mærkeligt tungt. Mit perspektiv er ændret. Ellen smiler, mens hun pakker vingen og genkender gløden. "It stays with you," she says. "Once you've seen the world from the wings of a bird, you never see it quite the same way again."
En tandem paraglidingtur med Ellen over Mürren og Gimmelwald en vinterdag i februar er ikke bare en oplevelse. Det er følelsen af frihed i sin reneste form. Det er vinterens stilhed set fra oven. Og det er mødet med Ellen, der ikke bare flyver – men tager dig med på noget magisk, du vil huske længe efter sneen er smeltet. Har du mod på selv at prøve at paraglide kan du kontakte Twin Paragliding i Interlaken eller Airtime i Mürren.
Skrevet af Hans Aage Nielsen
