« Til oversigten

Skisafari i Dolomitterne

Beretning omkring skisafari i Dolomitterne af Jørgen Fagernæs.

Nedenstående er en beretning om skisafari skrevet af Jørgen Fagernæs, guide ved Winther Rejser i Canazei.

"Hvorfor dælen er der ikke nogen, der står på ski i Cortina?" Niller kigger forundret ud over de næsten menneskeforladte pister fra sin plads i stoleliften. Han har ret; der er faktisk forbavsende få skiturister, der har valgt at bruge denne smukke vinterdag til at få sved på panden i det legendariske gamle skiområde."De sidder sikkert på en ottestjernet restaurant og spiser østers, mens de holder øje med deres Ferrari ude på p-pladsen", siger Niller og griner.
Vi brokker os i hvert fald ikke over den manglende tilslutning til dagens festlige strabadser. Der er ingen trængsel nogen steder og racet er frit! Pisterne i Cortina d'Ampezzo er fantastiske - svingende fra de velpræparerede brede selvtillidspister, der bugter sig idyllisk ned igennem skoven til byen, til de pludseligt nederdrægtigt stejle nedfarter, hvor der opstår en spontan lyst til at standse op og nyde sceneriet!



Vi er på tredje dagen på vores femdages skisafari og stemningen er høj. De tretten gæster og de to guider Niller og undertegnede Jørgen fortsætter med at lægge adskillige kilometer lækker sne bag sig på vores rundtur i de spektakulære Dolomitter i Norditalien. Jeg tænker tilbage på lørdag morgen, hvor vi alle mødtes til informationsmødet i baren på Pension Ester i Canazei. De stakkels gæster var netop hoppet af bussen en time tidligere, efter tyve timers kørsel, eller havde siddet i egen bil de femtenhundrede kilometer fra Danmark. De fleste så lidt klatøjede ud, men alle var utålmodige efter at få pakket rygsækken og komme af sted.

Holdet bestod af ti hanner og tre piger med mellem 20 og 50 år på bagen, så nogen jævn kønskvotering var der ikke just tale om. Dagen forinden havde Niller til min skræk fortalt mig, at tre af deltagerne var snowboardere. Jeg huskede alt for godt de mange dagsture jeg havde kørt med ventetid efter hver lift, eller på hvert et stagestykke, hvor "snesurferne" sad på røven og fumlede med bindingerne. Mine fordomme blev gjort fuldstændigt til skamme. Vores snowboardere var alle tre nogle store stærke basser, som kunne få god fart på brædderne henover de fladere stykker. Skulle de endelig spadsere nogle meter med brættet på nakken, hørtes ikke det mindste pip fra dem.

Det viste sig hurtigt, at vi havde et hold, som ville stå meget på ski, men som samtidigt var interesseret i den sociale side af turen. Der blev med passende mellemrum råbt på ølpause og snakken gik livligt på tværs af tidligere grupperinger.

Niller havde på forhånd lavet en omtrentlig tidsplan, således at ventetiden de få steder hvor vi skulle transporteres ikke blev for lang. Vi udvekslede numre på mobiltelefonerne, selvom forbindelsen i bjergene ikke altid er pålidelig.


Efter turen igennem Arabba og over Padonpasset gled vi fra foden af Marmolada-gletcheren i hyggetempo ned igennem den få meter smalle kløft med de fantastiske is-fald til den "glemte" by Sottoguda. Vi kom selvfølgelig for sent til den første bustransport. Til vores ufattelige held var den lille cafe ved stoppestedet netop åbnet, så ventetiden var på ingen måde spildt!

I det herligt isolerede skisportsområde mellem de to imponerende bjerge Civetta og Pelmo var den første, der blev væk ikke overraskende undertegnede. Jeg var ikke i besiddelse af en mobilfætter, så her måtte rutinen råde. Niller havde fortalt holdet, at vi to havde løbet på ski sammen i så mange år at han kunne forudsige mit næste træk, nemlig at løbe ned til den nærmeste bar. Som sagt så gjort. En times tid senere mødtes vi til en genforeningsøl - jeg med skælvende underlæbe og en stak fjogede undskyldninger.Ved firetiden var de fleste mætte af dagens skiløb og vi løb ned til Rifugio Pala Favera, hvor vi hurtigt blev indkvarteret.

Aftenens måltid samt en hel del dejlig rødvin brød de sidste barrierer mellem gæsterne og der blev grinet og pralet med meget røde kinder indtil batterierne på de sidste natteravne var brugt op.

Søndag morgen efter morgenmaden bød på skiløb i skønt vejr i det imponerende panoramalandskab. Med udsigt over Alleghe-søen, dannet i 1771 efter et voldsomt bjergskred med dens smaragdgrønne spejl, var strabadserne ledsaget af brede smil og hyppige kamera-klik.Én af vore deadlines i dag var at ramme skibussen fra spøgelsesbyen Pescul til "passet som tiden glemte" - Passo Giao.
I hvert fald var liften et levn fra fortiden, som mest af alt hørte hjemme på Veronas tekniske museum. Altså liften!!

Påstigning med 25 liters rygsæk på en lift anno ca. 1911, som ikke havde tænkt sig at sænke farten i påstigningsøjeblikket, var forbundet med tumultagtige scener. Efter megen festivitas og 30 smertende lægmuskler forløb opstigningen fredfyldt og i meget smukke omgivelser.Vores rute havde, med en del afstikkere, indtil nu fulgt den forholdsvis nye Første Verdenskrigs Rute - en tur, der følger fronten i de barske bjerge, hvor østrigske Kaiserjägere og italienske Alpini-soldater udkæmpede hårde kampe om de strategisk vigtige bjergpas i årene 1915 - 18.Mange soldater døde ved kamphandlinger, men endnu flere bukkede under af kulde eller blev dræbt af laviner. I tiden mange årtier før Windstopper og Gore-Tex blev udviklet, var de hårde vintre soldaternes værste fjende.


Det var tid til at fordybe sig lidt i historiens vingesus over en kop jägerte med udsigt over de mærkværdige klippeformationer, Cinque Torri. De seje kunne med held følge utrættelige Niller, hvis fodboldben aldrig giver op før solen går ned. Og efter den sidste tur ned igennem skoven med rygsækkene parkeret på toppen hos os mere magelige endte skiløbet for i dag.


Nu var kun 10 minutters bustransport og den uhyggeligt stejle bjergbane fra Falzarego-passet op til vores herberg på Lagazoui sidste forhindringer, før vi med god samvittighed kunne iføre os tørt kluns og bestille en fyraftenspilsner.



På terrassen foran Rifugio Lagazoui i 2800 meters højde svøbt i tæpper og med et glas rødvin eller en jägerte ved hånden er solnedgangen over Dolomitterne en oplevelse man gemmer et specielt sted i sit arkiv over uslettelige indtryk.

Den eneste lyd, efter kabineliften er standset for dagen, er de hårdføre alpespurves skrig og vinden, der suser truende gennem de snævre dale og rundt om klippetoppene.Man er isoleret på bjerget, og som mørket skænker sig bliver de mægtige bjerge sovende giganter, der fremmaner én ting: Ærefrygt.
De små lysprikker fra mange pistemaskiner spreder sig ud over skiområderne. Maskinernes piloter passer deres ensomme job med at gøre de puklede og opkørte pister perfekte til næste morgen.

Indenfor ventede et dejligt aftensmåltid i den hyggelige spisesal og vi gennemgik dagens skiløb som altid til afterski. Nogle brokkede sig gemytligt over at vi skulle sove i sovesale med rigtige dyner, i stedet for at grave en bivuak i sneen.SÅ kom historierne; værten Guido begyndte at fortælle om de stakkels soldater, der lå i mange mange måneder heroppe - fanget i en håbløs skyttegravskrig under umenneskelige forhold. Om dagen havde vi alle været inde i én af de trange østrigske maskingeværstillinger og fornemmede trøstesløsheden.


Historien om, hvordan italienerne huggede flere hundrede meter tunneller igennem bjerget, hvor østrigerne havde forskanset sig, og sprængte hele toppen bort. Aftenen gik, Guido kom med billeder fra dengang man filmede Cliffhanger med Sylvester Stallone heroppe. Han fortalte legenderne om dværgkonger, der herskede her i gammel tid osv.Til sidst var gæsternes ører ved at dratte af, og vi tørnede ind.


Mandag var der skiløb i Cinque Torri og efter få minutters bustransport var vi i Pocol med direkte skiløb til Cortina d'Ampezzo. Vi nåede kun et af de to legendariske skiområder i Cortina - Tofane. På den modsatte side af byen ligger området Faloria, der synes ligeså mennesketomt, men dagen var så småt gået på hæld og stemningen var mere til en ekstra kaffepause end til flere kilometer under brædderne.


De håbefulde guider måtte diske op med en kvajeforfriskning for at have lokket hele holdet med på en børne-legebakke med oppustelige nisser og gummitunneller. Til vort forsvar måtte vi igen henlede opmærksomheden på, at vi ikke selv havde været alle stederne før, så en enkelt svipser var hvad man måtte forvente.



Efter endnu en hyggelig aften på Rifugio Lagazoui var det næste morgen tid til at bevæge sig over mod Kronplatz. Rygsækkene blev spændt godt fast og efter lidt benspjæt og et par englehop var vi på vej. Turen ned over den næsten ti kilometer lange naturpiste med de forrevne klippesider, imponerende isformationer, der springer direkte ud fra bjergsiden, og den mærkelige stilhed, var endnu engang en naturoplevelse i særklasse.


Vejret var for fjerde dag i træk med os - sol og vindstille, og det i en sæson med bundrekord i solskinstimer!For enden af kløften ventede hestene på den frosne flod for at trække os over i "civilisationen" igen. To lange tov efter en kane og de tre snowboard-gutter op hos kusken, og så gik det derudaf. Hvis forreste mand snubler, opstår der en meget festlig dominoeffekt, så det er med at være vågen. Turen foregik dog uden tumultagtige scener og vi blev læsset af i Armentarola i god behold.



Tidsplanen gik på at spise en tidlig frokost hos nonnerne på det lille gamle kloster Heillige Kreutz. Vi var nu på vej ind i den fortrinsvis tysktalende del af Norditalien. Niller havde lavet en snedig aftale med en gammel bonde, Albert, som skulle hente os i Pedraces og transportere os til St. Vigilio med forbindelse til liften op til Kronplatz.


Albert viste sig at være legendarisk. Hans gamle militærbus var udstyret med vifter, jomfru Maria'er, krucifikser, dingenoter og duppeditter. I virvaret på instrumentpanelet befandt der sig i øvrigt to vækkeure - et til sommertid og et til vintertid! Alt, hvad Albert foretog sig foregik i slowmotion, også da han satte sig ind på førersædet og brugte et par minutter på at proppe vat i ørene. Niller var ved at få et nervøst sammenbrud, da det viste sig, at bussen ikke kunne, eller ville køre stærkere end 40 km/t. Vores vært på Rifugio Gran Foda, Toni, fortalte senere på dagen med slet skjult skadefryd, at Albert var blevet gråhåret på én nat, da skattepolitiet - de frygtede Guardia Finanza - havde gennemgået hans (manglende) regnskab og fundet visse uoverensstemmelser.

Kontrasten til det øde Lagazoui var stor, da vi stod i St. Vigilio ved liftsystemer af seneste model. For første gang siden Canazei var der antydning af kødannelse, men de moderne lifter hele vejen rundt om Kronplatz viste sig meget effektive.Heldigvis var skiløbet tilsvarende godt, dog med væsentlig flere folk på pisterne end vi havde set hidtil. Kronplatz fungerer som liftsystem på dèn måde, at næsten alle lifterne - og det er mange - havner på samme bjergtop.



Efter vi havde indkvartret os på det lille hyggelige Rifugio Gran Foda og smidt rygsækkene, kunne de utrættelige endnu en gang følge Niller på et sidste ræs. Vi andre få fornuftige valgte at nyde en velfortjent fadøl på terrassen med udsigt til Marmolada gletcheren i det sene eftermiddagslys.Vores vært Toni var gammel bjergklatrer og en lille spøjs fætter, der smug røg når hans slovenske kone ikke så det. Han spurgte os, hvad vi ville have til aftensmad, og vi fik strikket en menu sammen.

Niller og jeg havde været lidt spændte på, om der var værelser til os, når vi troppede op med tretten mand. Telefonsamtalen med Toni nogle dage forinden havde været temmelig forvirrende med dårlig forbindelse og gebrokkent tyrolertysk. Alt var dog i skønneste orden. Vi havde en dejlig aften med en ny dags oplevelser at prale med.

Femte- og sidste dags formiddag blev brugt på ture fra toppen af Kronplatz nedover de ufatteligt lange pister mod Brunico, med en fornemmelse af at kunne spytte over på de østrigske Alper.Klokken 12 var det mødetid med vor ven, Albert, som kørte os tilbage til Pedraces. Herfra var der skiløb hele vejen til Canazei - over det smukke bølgende landskab Alta Badia, over Campolongo-passet, igennem Arabba og hjem til Canazei.Da vi havde taget sidste lift og stod på toppen af vores "hjemmebane" Belvedere, fik en af gutterne Henrik pludselig en ubændig trang til at køre sidste tur kun iført snowboard, underbukser og guidejakke! Under hujen og piften susede vi sidste tur i eftermiddagssolen ned over Belvedere og ned igennem skoven til Canazei. Skovpisten ender, hvor byens bedste vinbar ligger, og det var oplagt at slutte turen med en fælles skål i et glas Brunello.

Resten af ugen var vi som en familie, der havde nok i os selv i forhold til de mange andre gæster, der ikke havde været med på safarien. Fornemmelsen af at have været væk i lang tid var delt af alle, og hvad der var sket hjemme i Canazei føltes stort set ligegyldigt.Torsdag morgen gik jeg hen på hotellet for at se, hvordan det stod til. Med undtagelse af Johnny, der altid var med på en ekstra tur, tøffede alle rundt i badetøfler og drak kaffe eller sov længe, og havde ikke planer om at skulle på bjerget foreløbigt.Vi havde løbet på ski i fem dage med samme liftpas, stort set uden at løbe på samme piste to gange.La vita e bella.



FACTS:
Superski Dolomiti er et af verdens største skiområder. Skipasset dækker ca. 1250 kilometer pister og 458 lifter.
Et liftpas til 8 dage i højsæsonen koster 1690 kr.
Afstanden fra den dansk-tyske grænse til Canazei er 1270 km.
Winther Rejsers femdages safari er ikke en overlevelsesmanøvre for off-pistespecialister, men nærmest en udbygget pistevisning.
Det kræves, at man kan stå på ski hele dagen, at man er i rimelig form, men ikke nødvendigvis marathonløber, at man løber sikkert på røde og sorte pister og at man kan se det sjove i at dele værelse med nye mennesker.
Gruppens sammensætning var på denne første tur tre piger og tolv drenge aldersmæssigt fordelt fra 20 år til 50 år.
Glem alt om tyrolerpunk og svedig hip-hop. Turen er for folk med sans for naturoplevelser og socialt samvær.
Udstyret er almindeligt godt skitøj samt en kropsnær rygsæk på ca. 35 liter.
Guiderne medbringer Bio-Tex i breve til opskylning af sokker og trøjer.

Skirejsebureauer der tilbyder skisafarier:
- Højmark Rejser
- Slopetrotter Skitours

Skiferie forslag i Canazei

Bustransport tur/retur Bustransport tur/retur Bus fra 1.380,-/pers.
Hotel El Ciasel Hotel El Ciasel Fly fra 7.498,-/pers.
Hotel Caminetto Hotel Caminetto Bil fra 5.998,-/pers.
Nulstil   Udvidet søgning