Sne, tåge og to skjulte perler i Tyrol: En dag på ski i See og Kappl

Sne, tåge og to skjulte perler i Tyrol: En dag på ski i See og Kappl

Sne, tåge og to skjulte perler i Tyrol – kom med på en uforglemmelig skidag i See og Kappl med sne, brede pister, hyggelige restauranter.

Der er dage, hvor man overvejer, om det måske ville være bedre at blive nede i dalen med en kop kakao. Men så er der dage, hvor sne og tåge bare er kulissen til noget helt særligt, som den dag, vi besøgte See og Kappl.

Vejret kunne bedst beskrives som klassisk "whiteout". Tung sne fra morgenstunden, tåge der dansede mellem træerne og sigtbarhed, som krævede tillid til både skiløbet og pistekortet. Alligevel blev det en god dag på ski.


Formiddagen i Kappl – mere sne og lidt offpiste
Vi lagde ud i Kappl, som er mindre kendt end nabo områderne, men med masser af charme og varieret terræn.

Her gik vi målrettet efter de øvre lifter – specielt op mod Alblittkopf, hvor man kan finde nogle af de mere åbne og naturlige pister. På grund af snefaldet var der endda mulighed for et par lette offpiste-sving i skovkanten – sikkert og sjovt.

Dagens bedste piste i Kappl blev den lange nedfart fra toppen af Lattenabfahrt – en bred rød piste med god hældning og plads til store carving-sving. Særligt efter snevejret var den helt perfekt.

Se pistekortet her:

Om Kappl – skjult perle med masser af sne og plads

Kappl ligger på solsiden af Paznauntal, kun ca. 10 minutters kørsel fra både Ischgl og See, og byder på noget af det bedste skiløb i regionen – bare uden de store mængder turister.

Skiområdet i Kappl går fra 1.180 til 2.690 meters højde og har omkring 42 km pister, men det føles større, fordi landskabet er åbent og varieret. Der er rigtig gode forhold til både carving og offpiste, især omkring toppen ved Alblittkopf.

Kappl er kendt for snegaranti og roligt skiløb. Her er sjældent kø ved lifterne, og pisterne er ofte i topform – især efter snefald, som området får rigeligt af takket være sin placering og højde.

En særlig detalje er det store fokus på familier og børn: der er et veludbygget børneområde, Sunny Mountain Adventure Park, med skiskole, børnepasning og sjove figurer på pisterne.

Men Kappl har også en vildere side: offpiste-entusiaster kender området for sine mange skovpassager, bowls og ikke-præparerede ruter. Flere freeride events har været afholdt her, og på gode dage føles det næsten som at have en hel bjergside for sig selv.


Frokost på bjerget i Kappl

Frokostpausen blev dagens højdepunkt – ikke fordi solen kom frem (den gemte sig stadig), men fordi vi slog os ned på den hyggelige Bock-Alm i Kappl.

Kun et stenkast fra bjergstationen ved Diasbahn, ligger denne traditionelle bjergrestaurant i 1.825 meters højde med udsigt over det sneklædte Tyrol. Stemningen er præcis som man håber: varmt, træbeklædt og med duften af både wienerschnitzel og friskbagt pizza i luften.

Vi valgte pizza og det var bestemt ikke en fejl. Sprød bund, masser af smag og serveret med klassisk østrigsk gæstfrihed. Et ægte “gemt spot”, hvor både skiløbere og snowboardere finder ro og energi midt på bjerget.


Eftermiddagen i See – klassisk alpin stemning

Efter frokost pakkede vi bilen og kørte få minutter længere til området See, som ligger lidt skjult i Paznauntal, men bestemt ikke bør overses. Trods det sparsomme udsyn bød området på overraskende god sne – nyfalden, kold og blød. Netop dét, der gør selv de fladere pister til en fornøjelse.

Dagens bedste piste i See var nedfarten fra Versingbahn – en kombination af røde og blå stykker, hvor du kan tage fart på de åbne stræk og samtidig få lidt udfordring på de smallere passager.

Se pistekortet her:

Udsigtsspot i See? Det er måske ikke det oplagte på en dag med lav sigtbarhed, men vi fangede alligevel et næsten magisk øjeblik lige ved toppen af Ascherhütte, hvor skyerne åbnede sig i få minutter og afslørede bjergenes konturer i det fjerne.

Om See – hyggeligt og alsidigt skiområde

See ligger i den nedre del af Paznauntal i Tyrol og er ofte overskygget af storebror Ischgl, som ligger længere oppe i dalen. Men det er faktisk en del af charmen ved See. Her er færre mennesker, mindre trængsel ved liftene og en langt mere afslappet stemning.

Skiområdet strækker sig fra ca. 1.050 til 2.450 meters højde, og byder på over 40 km pister, der spænder bredt – fra brede blå bakker til røde nedfarter med lidt mere bid. Der er også en håndfuld sorte pister og gode muligheder for skovkørsel og offpiste.

Et plus er den moderne liftinfrastruktur – bl.a. Medrigjochbahn, der hurtigt bringer dig fra byen og op i terrænet, samt Versingbahn, der giver adgang til højere og roligere pister i den øvre del af området.

For børnefamilier og nybegyndere er See også et rigtig godt valg. Der er en stor børne- og øvelsesområde nær dalstationen samt gode muligheder for kælketure og vintervandring.


See og Kappl er måske ikke de mest kendte skisportssteder i Tyrol – og netop derfor føles det som at opdage noget særligt. Det er ikke områder, man bruger en hel uge i, men de egner sig perfekt til et par dage med varieret skiløb, god mad og færre mennesker.

Udgivet af: Frederik Mikkelsen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen