Wasaloppet go home

Wasaloppet go home

Trænger du snart til nogle større langrends-udfordringer end Wasaloppets sølle 90 kilometer, og er du lidt træt af at dele løjpen med 15.999 andre løbere?

Så ku du vente en måneds tid, tage op til Jokkmokk i den nordligste del af Sverige og løbe Nordenskiöldsloppet. Her kan du kaste dig ud i et 220 kilometers langrendsløb nord for polarcirklen – og du må vel og mærke højst bruge 30 timer på at gennemføre, hvis du vil have bevis på din bedrift. Det er næppe nogen overdrivelse at kalde løbet for verdens hårdeste ”étdøgnsløb”.

Vakt til live efter 132 år

Nordenskiöldsloppet er et spritnyt ekstremløb, der afholdes for første gang den 10. april 2016 for både motionister og eliteløbere. 

Eller rettere, løbet bliver genoplivet nu. Faktisk blev langrendsløbet opfundet helt tilbage i 1884 af polarforskeren Adolf Erik Nordenskiöld. Han stablede konkurrencen på benene for at vise, at de samiske medlemmer af hans ekspeditionsteam formåede at gå vanvittige afstande på kort tid.

Under sin anden Grønlandsekspedition i 1883 oplevede den svenske polarforsker nemlig, at hans to samiske deltagere fra Jokkmokk formåede at holde sig på skiene i 57 timer og tilbagelægge 460 kilometer under en rekognoscering i Grønlands barske vintervildmark. Ingen troede på denne bedrift, så for at bevise, at det var muligt, satte Nordenskiöld 220 kilometers-løbet op året efter, hans ekspedition vendte hjem – i 1884.

Nu har RedBull vækket løbet til live efter 132 år i dvale. Løbet skulle egentlig først være startet i 2017, men forhåndsinteressen har været så stor, at man har rykket det frem til 2016. Arrangørerne forventer, at mindst 500 langrendsentusiaster vil deltage. Ska du?

Læs mere om løbet her.

Se også Ti vilde langrendsløb.

Udgivet af: Jesper Svennum

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen