« Til oversigten

Special skiture

Kategorien ”special-rejser” er vokset meget. Vi har forsøgt at trawle det danske marked igennem og beskriver her, hvilke muligheder du eller I har...

I de seneste år er tilbuddene blandt skirejser vokset og især kategorien ”special-rejser” er spændende. Hvis ønsket er en anderledes skiferie, så kig med her... Artiklen opdateres løbende!

Single på ski med børn

Der er rigtig mange enlige forældre, der vælger skiferien fra, fordi de måske ikke kan overskue det, eller måske i frygt for at enten barn eller voksen skal komme til at kede sig. Til dem tilbyder flere selskaber nu rejser, hvor man får mulighed for at rejse med ligesindede. Singleture med børn. Ungerne får mulighed for at lege på kryds og tværs, og de lidt ældre har pludselig nogle, som de kan løbe på ski sammen med. Så mangler du og dine børn nogle at tage på skiferie sammen med, så er dette en oplagt mulighed.



Der findes et stort udvalg i single skiferier med børn - og børnene elsker det

Single på ski uden børn

Men også for singler uden børn findes der muligheder, for skiløb er ikke kun tiltænkt børnefamilier. Singler uden børn kan jo også stå i en situation, hvor de mangler nogle at tage af sted sammen med. Derfor er der flere selskaber, der tilbyder ture for singler uden børn. Her har man som rejsende mulighed for at nyde og dele pisterne med ligesindede skientusiaster, kombineret med en masse sociale arrangementer – dog uden at det bliver en score- eller datingtur.

Gourmet (fokus på den gode madoplevelse)

Et Gourmet-ophold til de voksne hvor ungerne er fløjet fra reden, eller til dem der bare nyder kombinationen af skiløb og ekstraordinær god mad. Der har i de seneste år været en stigende interesse for denne type ophold, der udover skiløb og hyggeligt samvær, blandt andet kan byde på gallamiddag, vin og sågar champagnesmagning. Det lyder jo ikke dårligt, vel?



Luksusophold

Når kun det bedste er godt nok – fem stjernet ophold over hele linjen, hvad end det drejer sig om lejligheden/hotellet, maden eller den luksus, som du kan udnytte, når pisterne lukker. Så er du typen, der ikke vil mangle noget, eller leder du efter en mulighed for at forkæle din partner med noget ganske særligt, så har du her mulighed for at score nogle ekstra og meget vigtige point!



Når man først har prøvet et afslappende spa ophold på en skidestination, vil man uden tvivl opleve det igen

Drengetur

Næste gang du sidder over en øl sammen med drengene og planlægger den kommende drengetur, om det så er en weekendtur til Hamborg eller fodbold i London, så hav lige denne her med i tankerne: hvorfor ikke tage af sted på ski med drengene? For mulighederne er der, og rejseselskaberne ved, hvor I finder de bedste pister, den bedste afterski og det vildeste natteliv.

Piger i sneen

Nu er det også pigernes tur. I mange år har de været ladt tilbage, når drengene tager på forlænget weekendtur til alperne. Men det slutter nu. For hvorfor skal tøserne ikke også have muligheden for en skitur skræddersyet til dem? Der er desværre ikke mange rejseselskaber, der tilbyder ture kun for kvinder, men når efterspørgslen er der, mon så ikke der i de kommende år kommer flere destinationer og tilbud? – det tror vi! Så tøser I må gerne, så længe det ikke er i samme uge som os drenge...

Pudder-tur

Du kender det – jagten på den gode pudder, kombineret med familieturen et sted, hvor forholdene måske ikke altid er optimale til offpiste-skikørsel. Men hvorfor ikke i første omgang booke en tur, hvor omdrejningspunktet er pudder, pudder og atter pudder? Der er flere rejsearrangører, der tilbyder netop denne type skiferie. Så er I på jagt efter en udfordrende uge på ski, hvor pisterne kun bruges som transport-stykker mellem offpisten, så er det her lige noget for jer.



Der findes rigtig mange gode offpiste ture

Skisafari

Nye lifter, pister og bjerge hver dag – hvorfor ikke? Søger du udfordrende skiløb fra morgen til aften og kan du se det spændende i at overnatte nye steder hver nat, måske endda i en hytte langt fra afterski-tonerne og de mange weissbier, så har du muligheden her. Fantastisk måde at stå på ski på – og du behøver ikke være én der spiser mavedyb pudder til morgenmad for at være med!

Ski og yoga

Yoga giver bedre skiløb, udover øget fleksibilitet giver yogaen dig øget styrke, som man altid kan bruge når skal på skiferie. En uge med fokus på kroppen, hvor du får en skøn mulighed for at koble helt fra og nyde vinter naturen.