Winterberg er beliggende i hjertet af det store skiområde Sauerland og kendt som det mest snesikre skiområde i Nordrhein-Westfalen.
Winterberg er forholdsvis ukendt blandt danske skiløbere, men med kun ca. 500 km til Winterberg fra grænsen, er afstanden overkommelig for kør-selv-turisme fra Danmark og måske også for kortere kør-selv-skiferier. Det ligger ikke fantastisk højt (842 m), men med flittigt brug af snekanoner er der alligevel sne på pisterne og alle løjper er åbne, hvis temperaturen er under 0. Der er i alt 97 km løjper, og 10 af dem er aftenåbne med belysning. Der er omkring 20 skilifte ved Winterberg by og et veludviklet langrendsnet.