To danske top 10 resultater i Topolino

Lukas Kilsgaard blev nr. 8 og 9 ved Trofeo Topolino, der har status som uofficielt Børne VM

Online: 26/02 2008

Lukas Kilsgaard blev nr. 8 og 9 ved Trofeo Topolino, der har status som uofficielt Børne VM

Dansk Skiforbund har sendt løbere til Trofeo Topolino - det uofficielle alpine Børne VM - i mange år. Men aldrig har der været så mange flotte resultater at glæde sig over som i år.

Trofeo Topolino 2008 fandt sted i Valsugana, Italien i denne week-end. Hos de yngste drenge, som omfatter årgangene 1995 og 1996, kørte Lukas Kilsgaard sig ind i Top 10 både i storslalom og kombination. Lukas lagde ud med en 9.plads i storslalom i fredags og lørdag fulgte han op med en 8.plads i kombination. En fremragende præstation af den unge Hareskov-løber.

I den samme klasse fulgte Casper Dyrbye og Victor Lemgart Techen op med placeringer som nr. 24 og 25. I de internationale børnekonkurrencer deltager man i samme klasse i to år. I den forbindelse er det interessant, at Casper Dyrbye var den fjerde hurtigste løber fra årgang 96. Det lover godt for næste års deltagelse.

Hos de ældste piger - født 1993 og 1994 - var der også flotte danske resultater. Blandt verdens 107 bedste piger, som deltog i slalomkonkurrencen, fik Danmark placeringerne 40, 42 og 47. De blev opnået af Yina Lange Moe, Charlotte Lemgart Techen og Marlene Madsen i nævnte rækkefølge.

Dagen efter hentede de samme tre piger placeringerne 36, 44 og 49 i storslalom. Denne gang var Marlene hurtigst foran Charlotte og Yina.

Der er ingen garanti for, at flotte resultater i Trofeo Topolino fører til en karriere i den alpine World Cup. Men langt de fleste af nutidens store World Cup stjerner deltog i Trofeo Topolino, da de var børn.

Hvem ved - måske ser vi Lukas, Casper, Victor, Marlene, Charlotte, Yina eller en af de andre danske Topolino-deltagere i World Cup'en om 10 år.

Udgivet af:

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen