Sommerskiløb i Tignes Frankrig
Af Rasmus Skov Jensen
Er det ikke bare noget hårdt is at stå på? Er det ikke kun for eksperter? Er
det ikke dyrt? Svaret er 3 gange nej.
Skisport.dk har testet sommerskiløb på Grande Motte gletscheren i
Tignes. Tignes er i vinterhalvåret skimæssigt forbundet med Val d´Isere og
hører til et af Europas bedste skisportssteder.
Der er mulighed for at tage en hel uge færdigpakket med bus, ophold i
lejlighed og liftkort. Eller man kan nøjes med et par dage i sneen hvis man
selv kører og kombinerer opholdet med den mere traditionelle sommerferie i
Sydfrankrig eller Norditalien.
Skiløbet
Gletscherskiløb er for a-mennesker. Sneen er god hele formiddagen, så for at
få fuld valuta for pengene er det op i skiområdet når lifterne åbner kl.
7.15. Om morgenen er sneen frosset og pisterne er relativt hårde, men
efterhånden som solen får mere magt bliver pisterne blødere og blødere for
ved 13-tiden at være en stor gang slush-ice. Turen fra byen som ligger i
2100 meters højde sker med det underjordiske skitog, funiclairen som på 6-8
minutter bringer dig direkte op på den store panoramaterrasse i 3.016 meters
højde. Her finder man også områdets restaurant og cafeteria som er åben
hele dagen og oplagt til en velfortjent frokost efter dagens strabadser i
sneen.
Der er nu mulighed for at tage kabineliften det sidste stykke til toppen af
skiområdet i 3.500 meters højde. Grande Motte er 3656 meter høj, men liften
går ikke helt til toppen.
Tager du turen helt helt til den nederste åbne lift herfra er
højdeforskellen 750 meter, altså et ganske betragteligt stykke. Der findes
8 lifter i området, to af disse er dog dobbeltlifte som går parallelt.
Lifterne giver adgang til blå, røde og sorte pister, ligesom der er en meget
stor funpark med spring, rails og halfpipes til de mere vovede skiløbere og snowboardere.
De blå pister ligger placeret på plateauet der ligger når man kommer op med
skitoget og her kan begyndere og letøvede prøve kræfter med sneen på ganske
overkommelige pister. Der er mulighed for skiskole, og med de mange andre
aktivitetsmuligheder der findes ved siden af skiløbet, er her en oplagt
mulighed for at førstegangsskiløbere kan prøve kræfter med sneen uden at
ferien kun skal handle om ski og sne.
Efter skiløbet...
Vi stod på ski indtil kl. 12.30 hvorefter vi alt efter vind og vejr nød en
sodavand på solterrassen på bjerget eller tog liften ned til byen for at
give os i kast med nogle af de mange andre aktiviteter som Tignes byder på
(liftkortet giver adgang til brug af mere end 50 forskellige aktiviteter og
faciliteter). Inden da lavede vi enten selv frokost eller nød en sandwich
eller lignende på "torvet foran bageren" som var "danskernes" foretrukne
mødested. Vi beskriver nu nogle af ugens øvrige aktiviteter....
Golf
På ankomstdagen, lørdag tog vi en runde mid-golf som kan spilles af alle. Det
er en 9 hullers par 3 bane. På denne bane er der 40-70 meter fra teested til hullet
som er placeret på en plastikgreen. Er du rutineret golfspiller er dette
ikke at sammenligne, så skal du i stedet tage den "rigtige" golfbane. Men har
du ikke prøvet golf tidligere kan du her få en lille smagsprøve på hvorfor så
mange er bidt af at jagte en lille gul 45 grams bold rundt i flere timer weekend
efter weekend.
Tignes har Europas højst beliggende 18 hullers golfbane. Efter dagens
skiløb havde jeg sat en af de medrejsende stævne til 18 hullers golf på den
meget kuperede golfbane. Til mit held havde jeg fået mig allieret med en
caddie til at bære min golfbag. Selve banen er utrolig smuk. Greens og
fairways er naturligvis ikke i samme stand som de findes på den spanske
solkyst, men banen er bestemt en runde værd. Fantastisk udsigt, vandløb,
søer og klipper giver en enestående oplevelse. Hul 7 er et kort par 4 hul
hvor højdeforskellen er større end længden fra teested til hul...
Greenkeeperen havde fået hvad man må kalde uønsket hjælp af et utal af
murmeldyr som boede i jord- og klippehuller omkring banen, ikke noget der
generede spillet, men såmænd blot et smil på læben når man dybt koncentreret
med øjnene på golfbolden kan skimte et murmeldyr stikke hovedet op 2 meter
foran en. Du kan enten selv medbringe dit udstyr men der er også mulighed
for at leje det på banen. Der er mulighed for at deltage i ugeskoler på
banen og få pudset spillet af.
Vand- og ekstremsport
Hjertet af Tignes er den store sø Tignes Le Lac med smeltevand fra gletscheren og
sneklatterne der stadig ligger spredt på bjerget. Her er der mulighed for at
vandcykle, sejle kano og kajak eller øve spring på flere af de skihop der er
bygget ud over søen. Så vis liftkortet, pak en sandwich og godt med
drikkevarer og solcreme og sejl ud på søen og nyd en storslået
udsigt på bjerge, sne og vanvittige spring ud i søen. Vi valgte at
prøve kræfter med en Hobie Cat, en katamaran med sejl og mulighed for
godt med fart ved rigtig betjening.... Vinden var ganske svag og vi drev
stille og roligt fra den ene side af søen til den anden, men så skete det
pludselige vejrskift som Alperne kan byde på. Himlen blev fuldstændig sort,
vinden tog til og i løbet af 2-3 minutter var vi bjerget i land stedets
ansatte i en motorbåd. 5-10 minutter efter var vinden så kraftig at bådene
der var fortøjret i vandkanten kæntrede, store hoppepudder blæste gennem
luften. Vejret er noget helt specielt i Alperne fik vi der for første gang
at opleve.
Smeltevandet fra sneen giver mange muligheder for at dyrke ekstremsport i
forbindelse med de store mængder smeltevand der strømmer ned fra bjergene.
Eksempelvis Rafting, Canoe-Raft og Canyoing. Skisport.dk´s udsendte har
tidligere prøvet kræfter med disse aktiviteter og denne gang skulle
Hydro-speed afprøves. Hydro-speed foregår iført våddragt, redningsvest,
styrthjelm og svømmefødder. Dertil udleveres "Hydroen" som mest af alt
minder om spidsen på en båd lavet i flamingo. Nu venter 8 kilometers rivende
flod med brusende fald og klipper. En fantastisk, men også meget ekstrem,
oplevelse som bestemt kun anbefales såfremt du er god til at svømme og i god
kondition. Men på turen følger flodguide som fortæller og instruerer inden
turen, samt guider gruppen med håndtegn på turen ned ad floden.
Mountainbike og øvrige aktiviteter
Udover lifterne i forbindelse med selve gletscheren kører yderligere to
lifter i området. Disse kan medtage mountainbikes og fodgængere der vil op i
bjergene og cykle eller vandre. Det er i Tignes man finder Nåleøjet som
James Bond sprang igennem på ski i filmen A view to a kill fra 1985. En lifttur op og en god
spadseretur så kan det også opleves. Der er også mulighed for at prøve
mountainbikes. Disse er ikke inkluderet i liftkortet og blev lejet på
stedet. Herfter gik det op med liften og en spændende tur ned for at ende i
Brevieres i 1.550 meters højde. Nogle valgte her taxien som guiderne havde
arrangeret hjem, mens vi valgte at fortsætte på cyklerne hjem... Resultat:
Ekstra regning for leje af cyklerne fordi vi var så langsomme. Taxien hjem
havde været billigere ;-)
Ovenstående var blot de aktiviteter som Skisport.dk´s udsendte kunne nå at
deltage i. Tignes byder på mange andre aktiviteter mange inkluderet i
Sportplus kortet som købes sammen med liftkortet, resten mod betaling.
Eksempler er 4-hjulede motorcykler, vandring i bjergene, isklatring, besøg i
gletschergrotten, en tur i swimmingpoolen og meget mere.
Det franske køkken og nattelivet
Frankrig er kendt for god mad og vin, og selv om Tignes bære præg af ikke at
være fyldt med skiturister er der dog alligevel mulighed for at besøge
spændende restauranter i byen. Så snyd ikke dig selv for en aften med det
franske køkken og nyd nogle franske retter. Fra den mere almene fondue eller
til de lidt mere vovede frølår eller snegle...
Er man til fest og farver er der også muligheder, der findes en hel del bare
og diskoteker i Tignes, men de bærer præg af, at alle skal tidligt op og
nyde sneen samt at antallet af gæster langt fra er i den størrelsesorden som
man finder om vinteren.
Praktisk omkring sommerski
Husk at vejret kan være meget omskifteligt, medbring rygsæk med ekstra tøj,
skibriller og masser af solcreme. Solen er ekstrem stærk i 3.000 meters
højde, og du skal nok få din ration sol i løbet af en uge på stedet. Prisen
for en uges ophold i lejlighed inkl. liftkort og Sportplus kortet der giver
adgang til mere end 50 aktiviteter og transport i bus starter ved kr.
3.590,-
Skisport.dk rejste med Østergaard´ernes Ski & Rejser til Frankrig. Bestil sommerskikataloget her
Relaterede artikler:
På ski om sommeren
Rejsebureauer med rejser til Tignes:
|










|
|
Accezzi Fodvarmer, 10 par Pris: 80,- SPAR 40,- |
Accezzi Håndvarmer, 10 par Pris: 80,- SPAR 40,- |
Kama halsedisse, fleece Pris: 110,- |
Accezzi sko- og støvlevarmer Pris: 149,- SPAR 70,- |
Bliss ARG Rygskjold, vest Pris: 950,- |
Find skitøj i SkiShoppen ››
|