« Til oversigten

Obertauern - lille og kompakt... med det hele

Obertauern har både alpint skiløb og off-piste muligheder. Stort set alle overnatningssteder her har Ski in Ski out

I uge 4 2009 havde skisport.dk en udsendt reporter på ferie i Obertauern i Østrig. Obertauern ligger 90 km syd for Salzburg, hvor den nærmeste lufthavn også er. I bil er der 1230 km fra Kolding til Obertauern. Der er motorvejskørsel næsten hele vejen, undtaget de sidste 25 km, hvor man kommer ud på lidt reel bjergkørsel - (kæder kan være nødvendige i tilfælde af snevejr).

Skiløbet

Obertauern er ikke verdens største område. Her er kun ca. 100 km pister, men alligevel føler man, at skiløbet er rigt varieret. Området er lille og kompakt og hænger godt sammen. Hvis man kan tale om udnyttelsgrader af pistekm., er den høj i Obertauern. Langt hovedparten af pisterne er ganske reelle, og der er kun begrænset med regulært transportskiløb.

Laveste punkt i terænnet er i 1630 meters højde, mens den højeste lift kommer op i 2313 meters højde. Og de tal rummer både Obertauerns største fordel og ulempe. Byens høje placering i 1740 meter giver en endog meget høj snesikkerhed, men det betyder samtidig, at den maksimale faldhøjde man kan opnå på een lift er knap 530 meter. Dvs. det er ikke i Obertauern, man kan løbe 10-15 km lange ture fra top til bund. Men når dagen er omme, har man sikkert kørt ligeså mange pistekm. som ellers. Der er blot lidt oftere et ophold i en lift.



Hver nat bliver alle pister strøget, presset og præpareret efter alle kunstens regler. Sjældent har vi hos skisport.dk oplevet så perfekte og velfrisererede gulvtæpper hver morgen - rent guf for pistefræs på moderne carving-ski.

Hovedparten af skiløbet er over trægrænsen. Det betyder - udover fantastiske naturscenerier - at området godt kan være lidt udsat i tilfælde af skidt vejr. Der er dog også pister under trægrænsen, hvor man kan søge læ og bedre sigt. I den sammenhæng bør det nævnes, at vi har en ikke bekræftet teori om, at det i Obertauern blæser lidt mere end andre steder. Grundet sin placering i et bjergpas, vil der ofte blive presset vind op igennem dalen fra enten den ene eller anden side.

Trods områdets lidt begrænsede størrelse kan man fint have "tur-oplevelser" i terrænet. De har til formålet opfundet den såkaldte Tauernrunde. Tauernrunden går både mod og med uret, og den er en rigtig god oplevelse, med god skiltning undervejs. En skitur, som ikke er sværere end, at alle kan være med. Pisterne ligger rundt om byen på alle sider - det betyder også, at man som skiløber kan bevæge sig rundt efter sol og sneforhold.

Skiskoler, slalom og flinke liftpassere

Obertauern har perfekte forhold og terræn til skiundervisning - både til børn, begyndere og øvede skiløbere. De gode forhold betyder også, at der er mange forskellige skiskoler i byen - vi talte helt op til 11 forskellige af slagsen. Vi noterede os, at underviserne forekom ekstraordinært entusiastiske i forhold til så mange andre steder. Som noget helt ekstraordinært mødte vi flere gange instruktører, som stod på ski i deres fritid. Det er da ægte skiglæde, som desværre ikke er en naturlov blandt indfødte instruktører. Vi mødte desværre ingen danske instruktører, men skal heller ikke kunne udelukke, at der var nogen.

Rundt i terrænet er der mange slalombaner, man som turist er velkommen til at prøve kræfter med. Man kan få taget tid og måske konkurrere lidt med sig selv og sine venner. Der findes også et par steder, hvor man kan få målt sin hastighed (speedski).

Til youngsters i alt for stort tøj og øjensynligt uden stålkant på skiene, er der også en mindre skipark. Men den ligner ikke noget særligt, og vi så heller ikke mange freestylere i byen. Så er man udelukkende til park, er det nok ikke Obertauern man skal besøge. På www.longplaypark.com kan man læse mere om deres park.


Overalt i terrænet møder man stor venlighed og hjælpsomhed - en lille historie som anskueliggør deres imødekommenhed overfor turister: I vores flok af skiløbere er vi vel, hvad der kan betegnes som "skinørder", så vi medbringer som regel egne knæporte til at køre slalom i. Vi er ikke ret gode til det, men betragter det primært som sjovt og lærerigt legetøj. Når man sætter en portbane, skal man altid spørge om lov hos liftselskabet - hvor man ofte får "nej". Da vi spurgte i Obertauern replikerede de: "er det ikke nemmere for jer, hvis I blot låner vores porte?" ... øh, ikke lige det svar man er vant til, så i ydmyg stil svarede vi "at de sikkert ikke passer til vores boremaskine, så vi kan fint bruge vores egne". Den trumfede de så med "jamen vi har da også en boremaskine, I kan låne - batterierne er fuldt opladet, og I henter blot". Vi tabte kæben i ren benovelse - ingen af os har nogensinde oplevet noget lignende. Folk plejer at være jævnt hysteriske omkring den slags. Som eksperiment kan man evt. næste gang, man er på skiferie på eksempelvis en større fransk skidestination selv prøve at stille lignende spørgsmål og så sammenligne svar og attituder.

Offpistemuligheder

Obertauern har fine offpistemuligheder. Der er ikke mange deciderede skibumser i byen som "smadrer" offpisten i samme sekund, som sneen falder. Men alligevel er der relativt mange, som bevæger sig udenfor pisterne. Det skyldes nok primært, at
  1. offpisten er så nemt tilgængelig, som den er
  2. der er mange gode skiløbere i terrænet
  3. de lokale instruktører står på ski, når de har fri
Men der er mange fine hang, som fint og uden større lavinerisiko kan køres. Måske ligefrem et godt sted at gøre sig sine første erfaringer med offpisten. Men man skal samtidig også vide, at det ikke er her man kommer på de lange turoplevelser langt væk fra alt og alle. Dertil er faldhøjden i terrænet simphelthen for lille.

Indkvartering - optimal ski-in/out

I Obertauern bor de fleste på hotel. Der er dog også pensionater og deciderede lejlighedskomplekser. Man kan finde overnatning i alle priskategorier - lige fra 4-stjernede luksushoteller til vandrehjem og "ungdomshytter". Det unikke med indkvarteringen i Obertauern er, at man skal kigge sig virkelig godt for for ikke at ramme en seng med optimal ski-in/out. Næsten alle indkvarteringsmuligheder ligger direkte ud til en piste, hvorfra man kan trille ned til nærmeste lift.

Vi hos Skisport.dk boede på Hotel Wismeyerhaus, som udmærkede sig ved ligge midt på pisten. Gik man ud af den ene dør, havde man en stolelift op til en grøn begynder/børnepiste, og gik man ud af den anden dør, var der en anden stol, som førte op til gode stejle pister og godt skovskiløb - simpelthen noget for alle i umiddelbar nærhed. Som ekstra bonus var det den ene af de to lifte (Edelweissbahn), som servicerede det aftenskiløb, der er muligt 2 gange om ugen.

Afterski og det som er vildere

Obertauern er ikke kendt som den vilde festby. Men tag ikke fejl. Der er skam ganske anstændig afterski og natteliv. Hver eftermiddag er der dans på bordene i Edelweisshütte. Man kan som ædru dansker godt tænke sit om østrigernes hang til smagløs konceptmusik, bestilt støvledans, små skarpe og store fadøl i spandevis... men efter 5 minutters betragten må man ofte konstatere, at man selv står og synger med, med en stor øl i hånden. Spille op til dans - det kan de altså.

Vi nåede desværre aldrig længere end til afterskien men plakater rundt om i byen afslørede da at der var livemusik og discos flere steder i byen.



Skiferie forslag i Obertauern

Hotel Tauernhaus Wisen... Hotel Tauernhaus Wisen... Bus fra 4.798,-/pers.
Obertauern Alps Apartm... Obertauern Alps Apartm... Fly fra 8.549,-/pers.
Freja Apartments Freja Apartments Bil fra 4.595,-/pers.
Apparthotel Hubertus Apparthotel Hubertus Bus fra 4.098,-/pers.
Nulstil   Udvidet søgning