« Til oversigten

LAAX - eksklusivitet med hængerøv

Skisport besøgte skisportsstedet LAAX i uge 4 2008. LAAX består af byerne Flims, Laax og Falera og ligger i de Schweiziske alper, 1219 km fra Odense.

Vælger man at flyve, er den nærmeste lufthavn Zurich.

Schweiz er ikke et velkendt rejsemål hos de danske skiturister, hvilket egentlig er synd og skam. Schweiz byder på alt hvad den moderne skiturist søger. Højt og snesikkert, nem transport og høj komfort. Og prismæssigt er det ikke dyrere, end så mange andre destinationer i alperne.


Skiløbet i LAAX

Skiløbet starter i 1100 meters højde, og højeste skiløb finder man i 3018 meters højde på Vorab gletscheren. Over 70% af de 220 km pister ligger i over 2000 meters højde. Skiløbet ligger derfor højt og særdeles snesikkert, med sæsonstart allerede midt i november.

De 220 pistekm er jævnt fordelt mellem grønne, blå, røde og sorte pister. Farvegradueringer er jo en subjektiv størrrelse, og i vores øjne kan man fint sætte "lyse-" foran de forskellige farvemarkeringer. De røde er i vores øjne således lyserøde og de sorte er ikke sorte som sorte pister i eksempelvis Frankrig. Eksempelvis fandt vi ikke een eneste pukkelpiste, endsige pukkel.

Alligevel opfylder området fint behovene for både begyndere, børnefamilier og meget rutinerede skiløbere. Generelt er pisterne meget brede og med super præparering - en rigtig cruiserdestination velegnet til moderne carvingsving.

Området hænger fint sammen - omend man kan risikere lidt rigeligt "transportkørsel" hvis ikke man kigger sig lidt for eller kigger på pistekortet. Der er i vores øjne lidt rigeligt med lange "glidestykker". Glidestykker som begyndere vil elske men som bedre skiløbere vil falde en smule i søvn på.


Fyldt i weekenden - ikke et øje i løbet af ugen

LAAX er en rigtig "weekend-destination" i den forstand, at man lørdag og søndag kan opleve liftkø og fyldte pister. Det skyldes primært nærheden til Zurich og Chur. I weekenderne er der derfor et par flaskehalse i terrænet, man skal søge at undgå. Til gengæld er der ikke mange mennesker i løbet af ugen. I løbet af den uge skisport.dk var i LAAX kørte vi således konsekvent direkte ind i liften uden kø eller trængsel på pisterne een eneste gang.


Indbydende offpiste

En ting, man som rutineret skiløber kommer til at sætte stor pris på i LAAX, er deres syn på offpiste. Offpiste er ikke "kriminaliseret" som på visse andre destinationer i alperne. De har således flere dedikerede "offpiste ruter". Dvs. ruter som er markerede og lavinesikrede men IKKE præparerede. De har sågar et par lifte, som er dedikeret til off piste. Er man en god skiløber, skal man derfor ikke snyde sig for den legendariske kabinelift op til toppen af Cassons. Er man til destinationer som La Grave i Frankrig og Alagna i Italien, vil man elske turen op til toppen og ikke mindst turen ned. 1000 højdemeter på et 800-900 meter bredt superhang kan få enhver offpiste-freak til at gispe efter vejret.



Kombinationen af vanskelig adgang til liften/hanget, klientellet i byen og lav liftkapacitet gør, at der i uger med snefald er plads til "untracked powder" hver dag hele ugen. I den uge skisport.dk var der, faldt der ca. 50 cm. sne. Aldrig har vi kørt så mange powdersving i uberørt sne - ikke så ringe endda.



Snowpark - ren verdensklasse

Indrømmet - vi hos skisport.dk er ikke de store freestylere. Men vi må erkende, at vi efter et ophold i LAAX fint kan sætte os ind i fascinationen af disse "nymodens discipliner". Vi har vel aldrig været på en destination med en så velgennemtænkt og ikke mindst velgennemført park. Ja, park i een-tal er nok nærmest en underdrivelse. Der er parks med små kickers og brede rails, nem bordercross til de uøvede og måske lidt forsigtige, og der er kæmpepark med quarter-pipe, dyb-dyb halfpipe, kæmpe-kickers til de allermest frygtløse og rails og boxe i alle afskygninger strøet med let hånd udover hele park-området.

Hele parkområdet serviceres effektivt af 3 tallerkenlifter som kører op direkte forbi de forskellige "forhindringer", således at man på opturen har frit udsyn til, hvad de andre freestylere laver og måske på den vis kan aflure et par tricks.



Til det lille område i området hørte også en bar "forbeholdt" freestylerne. Der herskede en utrolig hyggelig og international stemning.

Det fremgik tydeligt, at andre nationer har fået øjnene op for LAAX til freestyle. I den uge skisport.dk var der, havde Holland således nationale mesterskaber, og det fremgik, at både England og naturligvis Schweiz selv tidligere havde afholdt deres.

Møder du således en freestyler som er træt af uplejede parks, ringe liftlogistik, nedladende syn på deres attituder eller dåbsattester for den sags skyld... så tøv endelig ikke med at anbefale dem LAAX. De vil elske dig for tippet.


Afterski og natteliv

Er man til vild afterski og ditto natteliv, er LAAX ikke destinationen, man skal besøge. Her er ingen fællessang, her er ingen støvledans på bordene. Derimod er der en afslappet, nærmest laid-back-stemning i de smagfuldt indrettede barer og restauranter.



Kombinationen af meget rolig afterski og mange freestylere/snowboardere efterlader os således med et mindre mysterium. Freestylere/snowboardere plejer ellers nok at kunne skabe en fest, når sidste lift er lukket. Måske vi kiggede de forkerte steder, måske freestylerne var løbet tør for penge, måske freestylerne slet ikke boede i byen. Faktum er, at vi aldrig fandt dem eller noget vildt afterski/natteliv.

Finder nogen af vores læsere festen, hører vi naturligvis gerne så vi kan få fakta ajourført.

Indkvartering

Indkvarteringen i LAAX foregår typisk på 3 eller 4-stjernede hoteller. Det lyder umiddelbart dyrt, men er man en børnefamilie kan der opnåes fine "familierabatter", som gør det attraktivt. Der er ikke mange indkvarteringsmuligheder, som giver mulighed for ski-in/ski-out. Et udpræget fænomen i byen er dog, at de forskellige hoteller stiller gratis bus-shuttle-service til rådighed. Endelig er der også en gratis skibus, som kører mellem de forskellige byer.



Opsummering
LAAX er en destination med Schweizisk og eksklusivitet. Her findes ægte alpeidyl, kombineret med et godt skiområde med stor afveksling. Vi anbefaler LAAX til alle niveauer fra begynderniveau til eksperten (eksperten er mere for off-pistens end for pisternes skyld). Og vi anbefaler det særligt til snowboardere og freestylere - prøv det.




Læs mere om skiferie i Laax


Skiferie forslag i Laax

Mountain Hostel Crap S... Mountain Hostel Crap S... Bil fra 4.425,-/pers.
Hotel Laaxerhof Hotel Laaxerhof Bil fra 4.332,-/pers.
Hotel Bellaval Hotel Bellaval Bil fra 3.867,-/pers.
Peaks Place - 4-8 pers... Peaks Place - 4-8 pers... Bil fra 9.344,-/pers.
Nulstil   Udvidet søgning