Andorra - Skiferie i Pyrenæerne
Pyrenæerne forbandt vi i første omgang med en bagende hed sommerferie, for 25 år siden, på bagsædet i familiens Volvo. Og fra nyere tid, hvor Susanne fra den danske søster-duo Me&My sang for landet, med det gule og lilla-farvede flag, i årets Eurovision og hvor Tour de France feltet susede af sted gennem de smukke bjerge. Men at sætte landet i direkte relief med årets skitur, var en anden indgangsvinkel, som de udsendte for Skisport.dk var spændte på at se udfaldet af.
Efter flere års tilløb og overvejelser, var det i uge 5 endelig tid til at få stillet nysgerrigheden! Valget faldt på området Grandvalira og byen Pas de la Casa, højt beliggende i 2.100 meters højde. Pas de la Casas høje beliggenhed var medvirkende til valget af netop denne by, blot 200 meter lavere end Europas højst beliggende skisportsby i 2.300 meters højde (Val Thorens, Frankrig).
Lad os bare slå det fast med det samme: Sneen var der i rigelige mængder og i ugens løb blev området beriget med samlet set ca. 1 meter sne, så på den front var forholdene perfekte.
Skiområdet
For mange vil skiløb og Andorra nok klinge en smule eksotisk i ørerne, men ved nærmere eftersyn af Grandvaliras pistekort, vil selv den mest krævende skiløber stille sig fuldt tilfreds. Der bydes på hele 193 km velpræparerede pister og i alt 67 lifter. Et liftsystem, der vel og mærke er fuldt på højde med flere af Europas bedste. Naturligvis kunne vi finde enkelte lifte, som var af ældre standard, men oplevelsen var alligevel, at vi uden problemer kom rundt i 80 % af området, ved hjælp af moderne ekspres stolelifter og gondoler.
Pisterne var i suveræn stand under vores ophold, hvilket så meget ny-sne naturligvis påvirker og i forlængelse heraf, var der i netop denne uge, endnu flere oplagte steder, at nyde de uberørte hang i dyb pudder. Generelt fandt vi dog, at området havde overvægt at blå og røde pister, som gør området perfekt, for familier med børn, der ønsker at kunne følges ad dagen igennem.
Ligeledes er området oplagt, for folk der rejser i grupper, med skiløbere på forskellige niveauer, der søger et område, der byder på nok pister til en uges ferie og med rige muligheder for at komme rundt i området sammen. Desuden var der et par rigtig gode sorte pister, ofte sideløbende med flere røde, så man igen kunne mødes i bunden.
Der var generelt god plads på pisterne, da området strækker sig over flere dale. Vores udgangspunkt var som sagt byen Pas de la Casa, som er beliggende helt yderligt, i den ene ende af området. Dette havde den fordel, at man som morgenfrisk skiløber kunne køre over de første to toppe og suse rundt i de først par dale, følende, at man var den eneste i området. Op af formiddagen havde folk naturligvis fordelt sig i området, de der boede i de andre byer, kom i retningen imod os, men der var alligevel meget lidt liftkø og trængsel på pisterne.
Flere gode restauranter var beliggende i en gryde for foden af pisterne ned mod byen Pas de la Casa. Dette skabte lidt trængsel ved 12.00-tiden, når mange søgte ned for at få en plads i solen, til dagens frokost.
Flere dage lod vi os fascinere af boardere, der i farvestrålende og smarte outfits lavede tricks og hop, i en af de tre særdeles velplejede snowboard-parks, som området byder på. Fra stoleliften "TSD 6 Tossa Espiolets", der langsomt svæver ind over hele parken, kan man være publikum til de vilde hop, med lyden af et tungt og svedigt hip-hop beat. Netop musikken, beliggenheden og ikke mindst sikkerhedspersonale, gav snowboarderne noget nær optimale forhold i parkerne.
Nyttige links:
Se pistekort - klik her
Se områdets placering på kort - klik her
|
Uden mad og drikke...
Netop maden, og det at kunne nyde en god ret i solen, på en terrasse med udsigt over området, er for mange også en stor del, af en vellykket dag på ski. I Italien har vi de skønne pastaretter og sprøde pizzaer - i Frankrig de lange baguettes med paté. Andorra var ukendt for os og vi anede ikke hvad vi skulle forvente. Området var absolut ikke fyldt med masser af gode steder, men få gode, der først skulle findes. Derudover fandtes en del mindre caféer og barer med cafeteria-lignende forhold.
Der var specielt tre steder, som bør nævnes og varmt kan anbefales. Beliggende lidt skjult, i et sving ved den meget lette og super hyggelig blå piste "camí de pessons", fandt vi "Restaurant Llac de Pessons", der kunne byde på det hele. Her var både salg af lette retter på den store terrasse, med liggestole og udsigt over den tilfrosne sø, indendørs café med salg af diverse varme drikke og lækker restaurant, med hvide duge, tjenere og hvad der sig dertil hører. Noget for alle.
I "gryden" ovenfor byen El Tarter fandt vi den sidste dag en lækker restaurant på 1. salen, med borde både ude og indenfor. "Trattoria-Pizzeria Riba Escorxada" lavede gode pizzaer og en fantastisk Tiramisu. Endelig må vi nævne vores lokale favoritsted i Pas de la Casa, nemlig "Cafe Madison", beliggende lige ud til pisten. Her serverede de store skønne salater og de bedste burgere.
Hvor skal man bo?
Med næsten 200 km pister og 5 forskellige byer med adgang til området, kan det være oplagt at spørge, "hvor skal man bo?" Umiddelbart vil vores top 3 bestå af byerne Encamp, Soldeu og Pas de la Casa.
Encamp, fordi der er kortest afstand til lufthavnen og dermed kortest transfertid. Desuden har man en yderst moderne kabinelift, der på blot 12 minutter bringer dig direkte ind til den absolutte midte af området. Hertil kommer, at selve byen er større end de andre og prisniveauet på hotellerne er lidt lavere.
Soldeu ligeledes på grund af nem adgang til skiområdet og den mest centrale placering i området, med skiløb helt ned til byen, i 1.800 meters højde.
Pas de la Casa naturligvis grundet den høje beliggende og nemme tilgang til skiområdet. Dertil kommer desuden, rig mulighed for shopping, med mange spændende butikker. ønsker man at danse natten lang, er der rig mulighed for at slå sig løs på de mange beværtninger i byen - måske specielt, når natmaden efterfølgende kan nydes på en vaskeægte McDonald's.
Guldur, sprut og elektronik
Andorra er toldfrit, hvilket giver visse fordele, skulle man ønske at købe lidt elektronik eller en flaske alkohol med hjem fra ferien. Der kan gøres nogle uhyggeligt billige indkøb. I supermarkederne fandt vi for eksempel alkohol fra 15,- kr. og op, for køb af en liters flaske. øl på en bar i "happy hour" timerne fra 1,- euro og en flaske vin på en restaurant fra ca. 70,- kr.
Transporten
ønsker man at komme på skiferie i Andorra, har man næsten også sagt ja tak til en rejse med fly. Vi fløj til Barcelona og kørte derfra med bus op til Andorra. Transfertiden vil ligge på mellem 2-3 timer, afhængigt af hvor i området man skal bo. Busturen var på forholdsvis store gode veje, og kun den allersidste del inde i selve Andorra, op til de forskellige byer, var mere bjergkørsel.
Da vi satte os i bussen for at returnere mod Danmark efter en uge i Grandvalira, var vi alle overbeviste. Skiområdet kan fint sammenlignes med mange andre mere kendte steder, hvor skiområdet hænger godt sammen, lifterne er af god standard, byerne har også noget at byde på uden for pisternes åbningstid og den høje beliggenhed sikrer gode sneforhold hele vinteren. Helt sikkert et sted vi ønsker at komme tilbage til og som varmt kan anbefales.
Skisport.dk var inviteret til Andorra af Sun Tours.
Rejsebureauer med rejser til Grandvalira:
|
|
Kommentarer til artiklen om Grandvalira
| ...kan næsten ikke vente - Skrevet den 20/09 2011
|
|
| Glæder mig allerede HELT vildt til ASK (Allerød Skiklub) skal til Andorra i uge 7/2012 med 60 pers. Læs mere om turen på http://allerodskiklub.dk/Andorra2012/andorra2012.html, men er vist allerede udsolgt
| Er denne kommentar til nogen hjælp? Ja Nej | | Hop til toppen |
| Et skønt område - Skrevet den 01/03 2011 af Peter69
|
| Peter69
| Har netop afprøvet Andorra for første gang, men bestemt ikke sidste og kan kun være enige i anerkendelsen af Andorra som ski-destination på højt niveau.
De realiserede omkosninger endte på kr. 15.000,- for en uges skiferie (6 skidage) for 2 voksne, alt inklusiv - dvs: fly aalborg-kbh-barcelona t/r, bus mellem lufthavn og hotellet i andorra t/r, dobbeltværelse med 1/2 pension på hotel austria 2 km udenfor soldeu, liftkort, skileje, leje af boks til skiudstyr ved liften i soldeu, forplejning på pisten - samt under ud- og hjemrejse. Vi valgte at spise godt på restaurant ude på pisterne, så en tur kan sagtens gøres billigere.
| Er denne kommentar til nogen hjælp? Ja Nej | | Hop til toppen |
| Soldeu-Andorra ...Nu for anden gang - Skrevet den 26/01 2011
|

| Hej Grandvalira området samt højde på området er bare i orden. Vi er en familie der skal afsted for anden gang. Denne gang har vi booket lejlighed fra vor engelske ejere i 14 dage. Flybiletter er rimelige i feb. måned til Barcelona da storbyferiegæsterne ikke er at finde i stor stil i febuar måned. Kan sagten købes for det samme som en bilfuld til østrig med alt hvad det indebærer af evt. overnatning, stop, indkøb,færge, benzin og tiden bag rattet. Lejligheden er på 100 m2 med 8 pladser. SUPER. Leje 1 uge 8 pers. 9500 kr/rimeligt. Så er der både tid til afslapning på de "dårlige dage" samt udforske byerne. Afstand fra Barcelona ca. 180 km af gode veje hele vejen. Husk GPS'en især omkring el prat lufthavnen da der bliver udvidet og lavet om på fra og tilkørselsforholdende omkring den. Man skal lige ramme de rigtige veje men ellers ikke noget problem. Leje af bil er jo nærmest til at trække lidt på smilebåndet over. 14 dages leje i feb. 1700 kr. / Peouget partner / Berlingo typen med god plads til bagage. Husk Snekæder. De bliver MULIGVIS kun aktuelle det sidste stykke på ca. 10-20 km. afhænig hvor / hvilke by man vælger. Vi valgte Soldeu. Lejlighed til hovedgondolen ca. 200 m.
Personligt har jeg vel været på ski i ca. 15 uger og er rimelig til det. Andorra har nem adgang til offpiste skiløb hvor man ikke mister forbindlsen til familien. Selv i vinterferien er der ikke væsentligt overflod af folk på pisterne. HERLIGT. Priserne på mad og drikke er bare iorden. eks. en kæmpe sandwich på terassen Hotel Bruxelles kr. 35,-
Man kan med fordel købe ind i de store supermarkeder der ligger lige efter grænsen fra Spanien (kør via seu d'urgell i Spanien) til Andorra. Her kan man forsyne sig med alt fra kød, pålæg og basics varer til ugen da der er et begrænset udvalg (Soldeu).
Masser af af folk fra spanien handler i Andorra som vi gør det i tyskland. I supermarkederne kan du få alt fra spegeskinke, vin til iphones......Ja sæt tid af.........
Området Grandvalira er et godt sammenhængende område med små 200 km. pister, masser af nem tilgængelig offpiste med kontakt til pisterne. En tur for 4 pers 2 voksne og 2 børn 10-13 år der med det hele liftkort, fly, billeje, lejlighed, børneskileje (vi tager selv ski med) kan gøres for ca. 22-24.000 eks. forplejning. Lejligheder evt. www.hollidaylettings.com/uk, her er flere lejligheder i de forskellige områder der også er i andorra..
Vi glæder os.
| Er denne kommentar til nogen hjælp? Ja Nej | | Hop til toppen |
|
|
|
|