Tag på weekendski i Norge

Den norske krone står i 80 øre. Her er fantastisk langrend og fint alpint skiløb tæt på Oslo og Larvik. Og du kan købe virkeligt billige pakkerejser hertil. Her får du nogle tips til en kort skiferie.
I 2015 blev Norge det land, som flest danskere googler i forbindelse med ordet ”skiferie”. Østrig har toppet listen i årevis, men nu er alpelandet altså røget ned på en tredjeplads – efter Norge og Sverige. Det viser en opgørelse fra Google, ifølge magasinet Alt om Data.  

Måske er flere af os ved at få øjnene op for, hvor afslappende, det er at sidde stille og roligt på færgen mod Norge og spille kort med familien eller læse i en god bog. Hvor lækkert det er at sidde foran knitrende pejseild i en norsk bjælkehytte, mens sneen ligger i tykke dyner udenfor. Og hvor hyggeligt det er at lave mad sammen. Hvis man da ikke har taget sine færdiglavede yndlingsretter med hjemmefra. Det er sådanne ting, Norge virkelig kan. Og selv om de fleste ting er dyre i Norge, skader det i ikke, at den norske krone i løbet af få år er faldet med 20 procent fra 1,02 krone til 80 øre.

Her får du nogle tips til weekendture/korte skirejser i Sydnorge.

Telemarken:

Kun få timers kørsel fra færgehavnene i Larvik og Oslo ligger Norges største skiregion – Telemarken. Her er masser af muligheder for overnatning i byer som Gaustablik, Rauland, Kongsberg og Vrådal blot for at nævne nogle.
Her er næsten endeløse muligheder for langrend, og også alpinisterne har noget at komme efter. Således kan man købe det såkaldte Telemark Super Ski-liftkort til apint skiløb i 8 skiområder i Telemarken. Du finder også prisvindende terrænparker her. Du kan også læse mere om vores besøg i Rauland og Vrådal her. Eller vores besøg i Gaustablikk her.

Hovden:

En tand længere vestpå finder du Hovden, der rangerer som nummer 8 på nordmændenes egen top ti listen over bedste langrendssteder. Hovden er samtidig den største skidestination i det sydlige Norge, hvilket betyder rigtigt fine forhold også for de, der foretrækker alpinski.  Vi har tidligere været på skitur til Hovden, du kan læse vores anmeldelse af Hovden her.

Holmenkollen/Nordmarka:

Mange danskere ved nok ikke, at der findes sublimt langrend lige uden for Oslo. Og altså ultratæt på færgehavnen. Holmenkollen er startsted for langrend på utallige, velpræparerede løjper i Nordmarka. Her kan du kombinere en storby- og skitur. Er der alpine skiløbere i dit selskab, skal du ikke vælge dette område.

Norefjell:

Fra Oslo er der kun 100 km og under to timers kørsel nordpå til Norefjell, der også er på den norske top ti rangliste over bedste langrendssteder. Her er et fint alpin-område. Faktisk kan Norefjell diske op med en piste, hvor faldhøjden er 1.010 meter, hvilket mange steder i Alperne ikke engang kan byde på. Området er blevet udviklet ret kraftigt i de senere år. Så her er gode muligheder for overnatning. Vi har tidligere også været på ski i området, læs vores test af Norefjell her.

Hvis du vil være lidt mere snesikker

Vil du være sådan cirka hundrede procent sikker på store mængder sne, sikker, kan du vælge at bruge et par timer mere på transport og tage til eksempelvis Geilo eller Hemsedal, der begge ligger i ca 800 meters højde.
Begge steder har nogle af Norges største alpincentre. Og begge steder – især Geilo - byder på virkeligt godt langrendsløb.
Geilo og Hemsedall har vi også tidligere besøgt, læs om besøget i Geilo her. Eller vores test af Hemsedal her.

Vejen til Norge i egen bil

Rigtigt mange veje fører til Norge. Vælger I at køre selv, og bor I på Sjælland, er det mest oplagte valg at sejle med DFDS fra København til Oslo. Man kan vælge at køre den lange vej i bil op gennem Sverige – evt spare en overnatning ved at køre om natten. Men der er langt!
Endelig kan I vælge at flyve fra København til Oslo. Men så mangler man bilen!

For jyske bilister – især midtjyder og nordjyder - ligger Norge snublende tæt på. Og der er hele tre færgeruter at vælge imellem:
  1. I kan sejle fra Hirtshals til Larvik (eller Kristianssand) med Colorline.
  2. Eller fra Hirtshals til Langesund (tæt på Larvik) med Fjordline.
  3. Eller fra Frederikshavn til Oslo med Stena Line.

Tag et godt kig på færgetiderne

Uanset hvilket færgeselskab, I vælger fra Jylland, sejler færgerne i dagtimerne og ankommer om eftermiddagen eller ved aftenstid. Det giver en overnatning på skistedet, FØR skiløbet starter.

Undtagelsen er, hvis du kan rejse mandage, for her sejler Stena Line nemlig kl 18.30 og er i Oslo næste morgen kl 7.30, så I kan spare en overnatning og køre direkte på ski fra om formiddagen.

På hjemvejen er det en fordel at tage Colorline eller Stena Line, da de sejler mod Danmark hhv. kl 17.30 og 19.30, så I kan nå en god halv skidag på hjemrejsedagen. Fjordline sejler allerede 14.30, så her er der næppe plads til skiløb på hjemrejsedagen.

DFDS-færgen fra København sejler om aftenen/natten og ankommer i Oslo den følgende formiddag kl 9.45, så der måske kan vrides en ski-eftermiddag ud af det. På hjemturen sejler DFDS fra Oslo kl 16.30, så her kan du måske nå en god halv skidag, hvis du ikke er for langt væk fra Oslo – for eksempel ved Holmenkollen.

Pakkerejser til Norge er ofte billige

Da det er meget let at booke en færgeoverfart, kan du vælge at tage dig af hytte/hotel-bookingen også. Det gode ved at booke selv er, at du/I kan planlægge nøje efter, hvornår og hvor længe, I vil afsted.
Men er I lidt fleksible, så tænk på, om I vil ofre tiden og kræfterne på at stå for al booking selv. Der findes mange pakkerejser, der er meget svære at trumfe, både hos rejseselskaber og færgeselskaber.

Brug søgemaskinen på Skisport.dk

For din egen skyld vil vi anbefale, at du prøver at søge på weekend-skirejser på Skisport.dk, inden du kaster dig ud i selv at være rejsearrangør. Søgemaskinen samler udbydernes ledige rejser og muligheder, så du slipper for at ringe i øst og vest for at finde en hytte i Norge.

Oven i priserne herover kommer udgifter til: Benzin, mad og evt. liftkort samt leje af skiudstyr.

Har du kun plads til en éndagstur i kalenderen, kan du tage en mandag-tirsdags pakketur til Norefjell med Stenaline for 799 danske kroner. Du sejler mandag aften kl 18.30, ankommer til Oslo næste morgen, bliver kørt i bus til Norefjell. Her har du seks timer på ski, før du køres tilbage til færgen. Og du ankommer til Frederikshavn 7.30 onsdag morgen. Se rejsen her.

Var det alligevel ikke Norge du ville til, finder du de gode tips til weekend i: Sverige, Østrig, Frankrig og Italien her.

Nedenfor finder du alle korte skirejser(mindre en 5 dage) til Norge.