Lofsdalen uge 4, 2010
Anmeldelse af Lofsdalen:
Hvem anmelder?
Vi er en familie på 2 voksne, en rutineret skiløber og en nybegynder, og 2 børn på hhv. 4 og 6 år. Den 6-årige har været på ski før, det var første gang for den 4-årige.
Turen derop
Vi valgte at køre selv hele vejen. Vi kørte over Oslo, og ind i Sverige ved Trysil.
Indtil 20 km før Trysil var vejene helt snefri, men derefter var de isbelagte resten af turen. Ialt ca 200 km på isbelagte veje, hvor vi ikke turde køre mere en ca. 60 km/t. Der var dog flere der overhalede os med 70-80 km/t.
De sidste 50 km var dog på meget snø og snoede veje, så der kørte vi ikke hurtigere end 40-50 km/t. Venter man med at køre ind i Sverige til ved Idre, blir turen mindre iset og mindre kringlet, den vej kørte vi på hjemvejen.
Vi ankom således først kl 18.30 på ankomstdagen, og da turistkontoret (som ligger lige overfor den lokale ICA) lukker kl 18, kunne vi ikke checke ind på normal vis. Det har de kloge folk i Lofsdalen dog tænkt over, så udenfor kontoret i en kasse lå vores nøgle med vejbeskrivelse, dejligt!
Lejligheden
Vi havde lejet en lejlighed i Hjortronet. Lejligheden er en af otte der ligger i en hus, ganske tæt på pisterne. Vi fik lejlighed nr. 1 og den havde to soverum, ét med dobbeltseng og ét med 1½-mandsseng med køje over. Der var ikke sengehest på køjen, så den er ikke småbørnevenlig. Derudover er der det der skal bruges, tv, sofa, spisebords, bad og køkken med det hele (incl microbølgeovn). Derudover er der et meget anvendeligt tørreskab og en sauna man deler med 7 andre lejligheder.
Vores medrejsende venner boede i Fjeldterrassen 2, den er beregnet til 2 familier, med 2 forældresoveværelser og to børnesoveværelser med køjesenge. Her er køkkenet lidt lækrere og der er sauna og tv med DVD. Derudover ligger det tættere på liften, næsten klods op af børnebakken, men der er en grøft imellem, så man skal alligevel gå lidt (40-50 meter). De øvrige boliger kender jeg selvsagt ikke så godt, men beliggenhedsmæssigt kan jeg dog komme med et par kommentarer. Vil man ha ski in/ski out er det ikke så mange muligheder. Enkelte af hytterne i Lofsen Fjellby ser dog ud til at have det, idet de ligger så tæt på pisterne så man lige kan smutte gennem skoven for at komme hen til dem. Det kræver dog at man mestrer en blå piste, noget ikke alle børn ville kunne.
Pisterne
Lofsdalen har sveriges 3. største faldhøjde på knapt 500 meter. Og det er da ogå meget varierede forhold man finder. Fra toppen finder man 4-5 røde og sorte pister, og de er rigtigt fine for den rutinerede skiløber. Derudover er der en tværløjpe som selv (næsten) nybegynderen kan klare, og den er bare superlækker at køre af. Nede i bunden finder man en grøn og 4-5 blå pister. Derudover er der lidt væk fra hovedpisterne et par lækre røde og sorte pister.
Jeg vil bedømme den ideelle målgruppe til skisteden til at være børnefamilien med børn i alderen 7-14 år, er børnene yngre vil mange af bakkerne være lidt for overvældende, og er de ældre vil stedet hurtigt blive ensformigt for en hel uge.
Især for helt små børn kan det hurtigt blive kedeligt. Der er ikke en eneste ansændig lang og børnevenlig grøn bakke, det eneste børnene har er børnebakken som de hurtigt bliver trætte af, selvom den endda er blevet forlænget i år. Der er en række blå bakker som desværre har den ulempe at mange af dem undervejs har stejle stykker som godt kan skræmme en 5-årig.
Lifterne
Der er en stor 6-personers stollift som servicerer alle de blå og grønne lifter i bunden. Den er let at stige på og kører hurtigt. Derudover er der et par klassiske t-lifter og tallerkenlifter. Vil man op til toppen skal man køre med nogen ganske spøjse tallerkenlifte. Selve stangen med tallerkenen sidder ikke fast på wiren, men kobler sig på når man aktiverer en lille stang (á la den skiløberne starter tiden med i skiløb). Og så blæser man ellers afsted i en rygende fart. Som rutineret er det ikke noget problem, men jeg så et par mindre børn der havde problemer med den.
Personalet
Personalet i pisterne var alle steder søde og flinke og venlige. Det er jo også sådan det skal være, men når man gennem en hel uge ikke møder et eneste surt ansigt i blandt personalet i pisterne er det sku rart!
Byen
Lofsdalen har en sommerpopulation ca 120 personer, om vinteren stiger den til 5000 i højsæsonen, så det er et udpræget turistområde. Handelslivet består af en ICA Nära samt et par restauranter og et pizzaria. Natteliv er der stort set intet af. ICA'en er ganske stor, velforsynet og priserne er ganske rimelige, svarer til priserne i Brugsen i Danmark, altså ikke super billigt, men heller ikke møgdyrt. Når man betænker at alle varer skal transporteres mindst 100 km af tilisede veje synes jeg det er rimelige priser. En liter mælk kostede f.eks. 10 SEK. Pizzariaet er skønt at bruge på ankomstdagen, hvor man selv og ungerne er trætte, og igen er priserne rimelige, en pizza koster ca. SEK 60.
Vejret
Vejret er jo noget man ikke selv er herre over, men derfor kan man jo godt kigge på historikken. Lofsdalen ligger i et område af Skandinavien som er kendetegnet ved at det praktisk taget altid er frost fra slut november til slut marts. Læg dertil moderat snefald, så får du en vinter med masser af sol, men også risiko for meget streng kulde. Temperaturer på -25 grader er ikke usædvanlige i januar og februar. Men dermed ikke sagt at man ikke kan opleve behagelige temperaurer, vi var afsted i uge 4 og vi havde mellem -10 og -5 i hele ugen. Derfor er højsæsonen heroppe også først i marts måned.
Andre aktiviteter
Der er en virkelig lækker legeplads ved siden af børnebakken og det var faktisk et hit blandt begge børnene. Jeg havde ellers forestillet mig at det var lidt overflødigt, men børnene synes det var rart med lidt afveksling. Derodover er der et aktivitetshus med et stort legeland. Det koster 100 SEK pr barn pr dag, vi brugte det onsdag og fredag. Den første dag synes ungerne det var sjovt, men den anden dag blev de hurtigt trætte af det. Der var osse bowling i huset, men det nåede vi ikke.
Priserne
Det er billigt deroppe! Vores lejlighed kostede kun DKK 2600 incl. slutrengøring, og skileje og skiskole og pistkort var tilsvarende billigt. I alt kostede turen for 2 voksne og 2 børn incl alt (benzin, husleje, skileje, mad, drikke etc) 13000 kr. Det kan nok ikke gøres meget billigere.
Opsummering
Alt i alt havde vi en fed tur, især den ældste morede sig på pisterne, men for den yngste var de fleste pister lige overvældende nok. Aktivitetshuset og legepladsen var dog osse med til at gøre turen god. Men den kunne nok være blevet lidt bedre havde der været flere helt lette pister. Har man derfor børn i 4-6 års alderen vil stedet nok ikke være super velegnet, det ligger så langt nordpå at børnene let når at blive trætte af den lange køretur, og næsten alle pisterne vil være for svære især for de yngste.
Men for lidt større børn vil det være et paradis. Man kan sende dem afsted alene, og da stedet er enkelt opbygget vil de ikke kunne fare vild. Samtidig er pisterne også tilpas udfordrende for de voksne.
Er denne kommentar til nogen hjælp?
Ja Nej