⚡ Perfekt til mandelgave! Dette har været savnet i årevis - Se årets Must-Have her 📢

Anmeldelse af Zermatt

Opret kommentar Se kommentarer for andre destinationer her
Conny & Lars Gardan 19/04 2020

Intet over Zermatt
Når man starter dagen i 3.800 meters højde - og kører ned til byen i 1.620 meters højde, må man konkludere: Der er intet over Zermatt. Men det koster :-( Man starter med at parkere i det opvarmede p-hus, før man læsser al bagage over på en bagagevogn og skubber den til toget. Der er ikke adgang for biler i Zermatt. Selv beboerne parkerer udenfor - med mindre de har en lille el-LEGO-bil i forbindelse med deres erhverv. Selv politiet kører i sådan en firkantet kasse. I toget lænker man sin bagagevogn til væggen - og så begynder opfarten til Zermatt. Fremme på Bahnhofplatz må man preje en lille firkantet taxi - med plads til 5 + al bagage. Med mindre man positivt ved, at ens bolig er inden for rimelig gåafstand. Har man valgt et af byens fineste hoteller, afhentes man naturligvis i hestevogn. Vi har boet 5 forskellige steder i Zermatt. Alle havde mindst 'Matterhorn Blick' - måske når man stod på toilettet og kiggede ud af badeværelsesvinduet - andre havde uhindret udsigt til dette magiske ikon af et bjerg (som du om ikke andet kender fra Toblerone-emballagen). Når du har betalt en million for liftkortet - efter at have overvejet om du også vil til Cervigne i Italien - så skal du vælge hvilket af te 3 hovedområder, du vil begynde dagen på. Du kan tage tog til Gornergrat - og tilbringe dagen der. Du kan stå på det 45 grader skrå tunnelbanetog, der kører til Sunegga - og køre i det område. Der er også børneområdet. Endelig kan du køre op med Matterhorn Express fra byens sydende. Her kommer du til området, hvor man kan stå på ski året rundt. Omend gletcheren svinder - så er der stadig skiløb en rum tid endnu. Forhåbentligvis. Byens kollektive trafik med el-busser fungerer fint. Dog kan der være en anelse ventetid i morgenmyldretiden. Du kan stå på ski på brede boulevarder i Glacier Paradies - eller på mindre brede pister mellem Gornergrat og Riffelberg. Her er der dog, som så mange steder i Zermatt-området, en kortvarig udfordring, hvis du vælger den tunnel der er nærmest liften op igen. Selv om en del af området er for let øvede, så er lige dén tunnel absolut ikke. Der er pister af alle typer i Zermatt. Og fantastiske restauranter overalt. Selv den mest øvede undgår ikke at blive svedt, så det er nødvendigt at tanke op med en Weissbier - eller hvad der nu er ens alpedrik. After-ski begynder allerede på den nederste del af pisterne. Her er en Vodka-Feige et absolut must. Der er også rigeligt med after-ski i selve byen, ikke mindst i hovedgaden Bahnhof Strasse. Byen er i det hele taget en rigtig by. Med alle typer restauranter - lige fra MacDonald's og den lille kælderbutik med wraps over hyggelige alpestilrestauranter til japanske og så lige dem med Michelin stjerner. Der er naturligvis også de lækreste konditorier og chokoladebutikker, med et udvalg, man ikke tror er muligt. Vil man lave mad hjemme, så er der både en enorm Coop og en Migros at handle i. Der er også masser af souvenirbutikker, hvor man kan købe en klassisk Zermatt-plakat til stuen eller måske et sødt, lille murmeldyr til børn eller børnebørn. Sner det for meget en dag, kan man se på Bang & Olufsen anlæg eller udvide sin samling af schweizerure (selv Swatch). Man kan også forny sin skigarderobe, f.eks. med en Borsalino-hjælm. Hvis man vælger ikke at bruge nogle hundrede tusind på indkøb, kan man altid åbne en konto i en af bankerne, så man har lidt ekstra til hårde tider. Man skal dog regne med at have gjort et ordentligt indhug i formuen på bjergrestauranterne i ugens løb. Og man må ikke undlade at bruge en time eller to på Gandegghütte. En lille restaurant mellem gletscherne. Bliver man lidt kold af at sidde ude, får man hurtigt varmen, når man får sin frokostregning. Men det er det værd. I Zermatt løber man på ski med folk fra hele verden. Jeg har været på skiskole med folk fra USA, Australien, Israel, Holland, Spanien, Tyskland og England. Har endda hørt et par danskere i liftkøen. Men det er ikke dem, der er flest af. Området er stort, men ikke fuldkommen integreret. Det betyder dog ikke noget. Og mange er de gange, hvor jeg lige har måttet stoppe op, for at tage endnu et billede af Matterhorn. Ikonet over alle alpetoppe. Vi har som nævnt boet i 5 forskellige boliger i byen. To af dem har vi lejet flere gange. Og det ER faktisk muligt at finde lejligheder, der ikke koster en formue. Det kan så være, at man skal have sine ski i husets fælles brændekælder. Men det lever man med. Vil man hurtigt hjem - og hjem skal man jo til sidst - er det godt at tage et af dagens tidligste tog. Bestil en taxi, der kommer til døren, og få al bagagen ombord. Selve turen er ikke dyr. Den sidste Zermatt-regning får man, når man skal købe sin bil fri af p-huset. Måske skal man lige sætte sit Zermatt-klistermærke i bagruden, så alle på Autobahn kan se, at man ikke har været i Østrig ;-)

Er denne kommentar til nogen hjælp?
Ja Nej

Se profilen for Johnny-H
Johnny-H 10/06 2009

Fantastisk...
Fantastisk... bedrer findes ikke, vi har bestilt igen til næste år.

Er denne kommentar til nogen hjælp?
Ja Nej

Peter Vibe 13/03 2009

Fantastiske Zermatt
Hej alle skielskere.
Efter en del år, at have afholdt min årlige skiferie i Østrig og Frankrig, blev jeg for 4 år siden anbefalet, af nogle venner, at tage til Zermatt i Schweiz. En destination jeg umiddelbart havde fordomme omkring primært det " eftersigende " høje prisniveau, en fordom der senere blev eftertrykkeligt gjort til skamme. Denne superhyggelige by som forøvrigt er bilfri blev jeg simpelhen forelsket i, serviceniveauet er suverænt på hotteller, restauranter osv.
Skiområdet er noget af det bedste i Europa ( det har jeg også fra andre ) 100 % snesikkert, derudover råder Zermatt over den højeste beligende kabellift i Europa. De sidste par sæsoner har jeg rejst med CK Travelcompany, de er eksperter i Zermatt, spørg efter Carole hun ved alt om denne fantastike destination. Vedrørende priserne er Schweiz ikke dyere end Østrig og Frankrig, det er en gammel skrøne som åbenbart er svær, at slippe af med.
Mange skihilsner
Peter.

Er denne kommentar til nogen hjælp?
Ja Nej

JJ 23/12 2008

masser af sne!
Er lige vendt hjem fra en tur til Zermatt. Eneste problem - alt for meget sne! Den første dag var 90% af bjerget lukket pga. lavinfare... Men den gode snefald lover godt for resten af sæsonen.

For dem, som overvejer en tur til Zermatt - hyggelig by med masser af stemning. Mange kommer til byen uden ski, bare for at se Matterhorn. Som Schweizerne hårdnakket mener er verdens flotteste bjerg.

En tur til Zermatt er nok lidt halvdyrt ift. så meget andet - uden at være pretentiøst som f.eks. St. Moritz.

Hvad skiløbet angår - vi kom aldrig til at opleve hele området. Men jeg fik indtrykket af at Zermatt er ikke vanvittigt udfordrende hvad on-piste ski angår. Imens der er masser af fede off-piste muligheder.

Er denne kommentar til nogen hjælp?
Ja Nej

Se profilen for Nicholas-D
Nicholas-D 10/05 2002

Verdens smukkeste skiløb
Højt oppe i de Schweiziske Alper omkranset af lutter 4000 meter høje bjerge som f. eks. Monte Rosa (4634m), Dom (4505) og Lyskamm (4527m). Mest imponerende er dog chokoladebjerget Matterhorn (4474m) der majestætisk knejser over byens tage. Bjergets karakteristiske pyramideform er et naturligt fixpunkt for hele dalen og skiområdet.
Skiområdet er en fantastisk perle med skiløb fra 1600 til 3900 m.o.h. Pistefarven appelerer mest fra den middelgode til experten. Området er kendetegnet for sine mange sorte og nordvendte pister med fantastiske sneforhold.
Nybegynderen skal dog ikke lade sig afskrække da f.eks. gletscherskiløbet fra Klein Matterhorn er perfekt for nybegynderen og den let øvede - (Man skal dog ikke lide af højdeskræk).
Byen Zermatt er fantastisk hyggelig. Byen er en gammel traditionel alpeby med små træhuse og smalle krogede gader. Byen er bilfri og al transport sker til fods, kane eller i små elbiler. Byen har et væld af shoppingmuligheder, restauranter, barer og caféer etc.
En ferie i Zermatt skal planlægges i god tid da stedet er meget eftertragtet, dog endnu ikke for danskere.
Prisen for et ophold her er i den dyre ende af prisskalaen, men til gengæld får man fuld valuta for pengene. Jeg må herned igen!!!

Er denne kommentar til nogen hjælp?
Ja Nej