Varierende og stort skiområde
I enden af Salzburger Sportswelt, en del af Skiamadé, ligger den mindre by St. Johann im Pongau. Byen er en familieby, hvor bybilledet ikke er præget af vildt natteliv. Hvis dette ønskes ligger den lidt større by Wagrain tæt på. Dog er der oppe på bjerget flere afterski steder som er værd at besøge.
Toppen af skistedet ligger i knap 2000 meters højde. Selvom pisterne ligger på nordsiderne af bjergene skinner solen ofte fra en skyfri himmel. Der er rig mulighed for, på ski, at besøge Wagrain, Flachau, Kleinal, Flachauwinkel og Zauchensee. Sneforholdene er som oftest stabile, og pisterne står skarpt hver morgen. Hvis man ikke er øvet skiløber anbefales det ikke at køre på ski til bunden, men derimod at tage kabineliften til bunden når ens skidag er slut, da de nederste pister, sidst på dagen, er meget opkørte og kan være isede.
Den nye park, Betterpark Alpendorf, (Alpendorf er den by hvorfra kabineliften går fra dalen. Byen er en del af St, Johann) er glimrende. Fire forskellige linjer afhængig af ens niveau gør parken til en sjov oplevelse for alle.
Hvis man søger offpiste og dyb pulversne er St. Johann im Pongau ikke stedet at tage hen. Den smule offpiste der er, er kørt på så mange gange at det er ren is.
Der findes et utal af restaurenter på pisterne, hvor familier i årevis har huseret. Folkene er venlige og mange restaurenter har deres egen ret - deres specialitet.
Konkluderende er St. Johann im Pongau et fantastisk skisportssted med stor variation for både nybegynderen og den øvede.