Oplev toppen af verden

Oplev toppen af verden

Du står helt bogstaveligt på toppen af verden. På en stor terrasse ved det sten-refugio, som just har dannet ramme for din overnatning i italienske Canazei.

Morgenkaffen nyder du, mens du overværer solopgangen, som du ikke har set den før. Den stiger op over den kuperede horisont og lyset rammer en helt jomfruelig og mennesketom piste. Du tømmer koppen, hilser på solen og glider fra terrassen direkte ud på den store piste. Og som den første i verden på denne dag tager du turen alene ned igennem stilheden. Velkommen på safari – skisafari.  

Oplev dine egne dagdrømme

Skiferie er kolossalt populært i Danmark. Vi er en nation af leverpostejsskiløbere – men der skal også være oplevelser for entusiasterne, og her kommer sydens alper og Dolomitter i spil. Skiferie er svært at blive træt af, men måske du alligevel gerne vil udfordre formatet og dig selv – og prøve at opleve de dér øjeblikke, som du har siddet i liften og dagdrømt om på vej henover pisterne? Bare tanken om at være den første på vej ned? Drømmen om at bo oppe på toppen i de rustikke sten-refugio’er, som man normal kun drømmer sig ind i? At tage på skisafari er ikke kun hårdt arbejde – det er også til at holde til. Men i ordet safari ligger det at opleve og afsøge helt centralt, og det er præcist det, man gør! 

Stor efterspørgsel – danskerne vil på eventyr

Safari? Glem alt om kakifarvet lærred og jeeps. Her er du iklædt dit alpingrej, og med board eller ski under fødderne. At være på skisafari er noget andet. Det er en sjælden adgang til det unikke, det eksklusive og til nye oplevelser. Og det er tilsyneladende noget, som danskerne gerne vil. Den førende danske skirejseudbyder, Højmark Rejser, har måttet skrue voldsomt op for antallet af skisafarier i denne sæson:” Vi tog konceptet ind i vores program igen sidste vinter og forventer nu en stigning på mindst 85 % i denne sæson. - Allerede nu rykker både tidligere og nye rejsende i os”, lyder det fra Jesper Merrild, marketingansvarlig hos Højmark Rejser, som fortsætter: ”Generelt er konceptrejser rigtigt stort lige nu, og vi oplever stor efterspørgsel her ligesom med vores piger-ture, Ladies Week, som vi testede sidste sæson. Og fælles for begge koncepter er, at de er udviklet i samarbejde med brugerne”.

Livsnydere vs hardcore ekspert?

Sidste sæson blev Højmark Rejser ikke kun opmærksomme på, at skisafarikonceptet havde sin gang på jord – det blev også klart, at de rejsende gik i forskellige retninger. ”Vi evaluerer og måler uge for uge på vores rejsendes input, og med konceptrejser går vi dybt til værks med samtaler, interviews og involverende tiltag på sociale medier – og det blev hurtigt tydeligt, at skisafarikonceptet tiltaler to typer: Personen, som gerne tilbringer en halv time i morgensolen på refugio’ets terrasse, og så personen, som tømmer koppen, varmer op, sætter wattmåler og GPS og så af sted til næste lokation på skisafarien – og gerne via den sorte”, siger Jesper Merrild og fortsætter: ”Derfor har vi to adskilte skisafariprogrammer – Livsnyderen og eksperten. Begge indkvarteres unikt og eksklusivt og oplever det gastronomiske program, men skioplevelsen er vidt forskellig”.

Safari i Dolomitterne – på ski, med tog – og til hest?

Canazei i de italienske Dolomitter, er i sig selv unikt, men det er ikke ”den almindelige” skigæst forundt at opleve bagsider, ”gemte” områder og et fra dag til dag sammensat program og indkvartering bl.a. i de rustikke sten-refugio’er oppe på toppen. Der skal tilbagelægges ca. 200 km, så selv for livsnyderne, -og modsat en mere konventionel skiferie- skifter rammen dag for dag. ”På skisafari ledsages du af den samme guide alle fem dage, og terrænet skifter hver dag. Enkelte steder oplever vi også fladt terræn mellem to toppe, og så tager vi bjergtransport – fx et hestetræk, hvor en kane med 2 heste hjælper os at passere. Vi tilbyder også oplevelsen af et ”finsk bad” med solnedgang og saunatur med rul i sneen. Med andre ord er man på eventyr”, slutter Jesper Merrild.  

Udgivet af: Rasmus Skov

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen