Flere nyheder i østrigske St. Johann

Flere nyheder i østrigske St. Johann

Til denne vinter er der flere store nyheder i St. Johann i Tirol. Blandt andet nye lifter og en ny skiskole, som ellers mest er kendt fra de nordiske områder.

St. Johann i Tirol hører ikke til de største skidestinationer, men er alligevel et besøg værd. Stedet er velegnet til familier og skiløbere, der nyder brede og velplejede pister.

Til de skiglade turister, der til vinter tager turen til St. Johann, byder området på nogle særlige nyheder. Skistar, der driver området har nemlig investeret i nye lifter og en ny skiskole, som nogle måske kender fra flere nordiske destinationer. Men det er ingen tilfældighed, for svenske Skistar ejer og driver nemlig skiområderne i fx Åre, Sälen, Hemsedal og Trysil.

Nye lifter

Skiløbet i St. Johann består af tre ”områder” på bjerget. Harschbichl/Hochfeld i midten flankeret af Eichenhof og Oberndorf-Bauernalm. Og det er i Eichenhof, at der er nyheder til den kommende vinter. Hvor lifterne tidligere har bestået af slæbelifter, så er der til december kommet helt andre boller på suppen. To af slæbelifterne er nemlig blevet skiftet ud til henholdsvis en 10-personers gondollift og en 6-personers stolelift.

Fra bunden i Eichenhof træder du ind i en af de 24 nye 10-personers gondoler og nyder den 960 meter lange tur op i området. Cirka halvvejs oppe på toppen. Her ligger en hyggelig restaurant, som er et oplagt mødested i løbet af dagen, men vil man længere op, så hopper man blot direkte videre med den nye 6-personers ekspreslift, der bringer én små 550 højdemeter længere op mod toppen. De to nye lifter vil helt sikkert gøre Eichenhofs pister mere attraktive for skiløberne i St. Johann.

Foto: Ola Matsson

Området bliver nu endnu bedre, efter en stor opjustering af lifterne

Valles skiskole – nu også i St. Johann

Snemanden Valle tager succesen fra Sverige og Norge med sig til St. Johann, hvor børn mellem 3 og 9 år fra denne vinter kommer til at stifte bekendtskab med den store snemand på ski. På Valles skiskole skal det være en leg at være på skiskole, og der stilles ingen krav til børnene om niveau eller præstationer. I løbet af ugen lærer børnene, at færdes sikkert og trygt på pisterne, men omdrejningspunktet er stadig, at det skal være sjovt – derfor er alle også vindere, når Valles skiskole arrangerer skikonkurrencer i løbet af ugen.

Foto: Skistar.com

Alle elsker Valle. Fra denne vinter tager Valles Skiskole imod de mindste. Skiskolen er for børn mellem 3-9 år.

Om St. Johann

St. Johann ligger i hjertet af Tirol med Kitzbühl som nabo (en halv times tid i bus/tog). Området byder på 43 pistekilometer fordelt på 22 pister. Byen ligger i 670 meters højde, og med skiløb op i 1.604 meters højde hører området ikke til blandt de højest beliggende. Men derfor hører stedet alligevel til blandt de mere snesikre i Østrig. Og hvis det en sjælden gang glipper, kan områdets mange snekanoner dække hele 32 kilometer af pisterne med kunstsne.

St. Joahnn er en klassisk østrigsk købstad med omkring 8.500 indbyggere, altså en rigtig by. Byen emmer af liv og byder på et bredt udvalg af restauranter, butikker og barer. Og med 20 restauranter og barer oppe i skiområdet, så skal det nok være muligt at finde en plads i solen med en velfortjent weissbier i løbet af ugen.

Læs mere om skiferie i St. Johann Tirol. 

Foto: Ola Matsson


St. Johann i Tirol byder på 43 pistekilometer, 22 piste og 17 lifte. 

Udgivet af: Jesper Varming

Rejsebureauer til St. Johann in Tirol
Fakta om St. Johann in Tirol
Skiområdet: 659-1604 m.o.h.
Byen: 659 m.o.h.

40 pister i alt
21 km blå
18 km rød
1 km sort

Lifter: 10 stk. / 16.000 pers/time

Slæbelifter: 3
Stolelifter: 3
Kabinelifter: 4

Mere om skiferie i St. Johann in Tirol

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen