Nedtælling til DM i Freeride er i gang

Nedtælling til DM i Freeride er i gang

Konkurrencerne kommer for andet år i træk til at foregå i Fieberbrunn i De Østrigske Alper.

Et danmarksmesterskab, der ikke foregår i Danmark, arrangeret af en detailkæde og faciliteter der er lånt fra verdenseliten. Flere ting er vendt på hovedet i den spektakulære ski-disciplin freeride.
 
Det er utænkeligt, at en DM-finale i håndbold foregår i Flensburg eller en pokalfinale i fodbold spilles på Barcelonas hjemmebane. Men når der er tale om et DM i freerideskiløb, så er det nødvendigt at konkurrencerne foregår hvor der både er bjerge og sne. 

Igen i år foregår konkurrencen i freerideparadiset Fieberbrunn i Østrig med det enorme skisportsområde Saalbach i baghaven. Området byder ofte på gode offpisteforhold, og i år kommer deltagerne til at  benytte præcis sammen bjerg og øvrige set-up som sportens verdenselite, da Freeride World Tour lægger vejen forbi Fieberbrunn i ugerne umiddelbart inden DM.

Freeride DM foregår altid i uge 12, hvor chancerne for både sol og nysne er størst. De 80-90 deltagere konkurrerer om DM-titlen i otte forskellige klasser indenfor både ski og snowboard. En af gangen sendes deltagerne ned over konkurrencehanget og fra startområdet på toppen og til målportalen i bunden vælger de selv ruten ned. De bedømmes på linjevalg, fart, flow og på hop og landinger ud over klipperne.

 

”Freeride DM er en meget seværdig konkurrence. Vi har placeret et tilskuerområde i solen på modsatte bjergside i forhold til konkurrencerne. Herfra kan tilskuerne følge spændingen og suset når der køres kvalifikationer den ene dag og finaler to dage senere. Stemningen i tilskuerområdet sikres med barbecue og loungemusik. Alle ugens dage er der skitest og workshops for tilskuerne og i løbet af ugen samles riders, crew og tilskuere til glad østrigsk afterski og DM-fester. Det er virkelig en god ferieuge for familier med store teenagebørn eller grupper af entusiaster, der samles om skiløbet” fortæller Palle Kjær, medarrangør af Freedride DM.


Se video fra tidligere Freeride DM her:


Udgivet af: Rasmus Skov

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen