Et pust fra svundne tider midt i alt det hvide
Rifugio Città di Vigevano i Alagna
Fra skisporet, som foerer forbi midt imellem de to rifugier ”Guglielmina og Città di Vigevano, ser det ikke ud af noget. Ordet ”Aperto” paa et gammelt skilt af trae samt omkring 20 par ski sat rundt omkring i snedriverne er de to sikre tegn paa at stedet er aabent.
Vi stiller vores ski i driverne og bevaeger os i den knirkende frostsne rundt om hushjoernet. Roedt! Her i 2700 meters hoejde omringet af hvide bjergtinder er roed en sjaelden farve og derfor meget overvaeldende for sanserne naar man foerste gang kigger om hjornet og ser facaden af Rifugio Città di Vigevano. Alle skodderne paa det gul/graa murstenshus i to etager er roedmalede og det er den lille veranda, som goer det ud for indgangen ogsaa.
Facaden af rifugiet ligger tre skridt fra et frit hvidt fald paa 20 meter. Klipperne under bliver tilsyneladende holdt paa plads af en mur og paa kanten af muren staar et lille traebord med to stole i roedmalet trae.
Selvom solen skinner og de eneste skyer vi kan se paa himlen er dem, der haenger sorte og truende lang vaek ude over Posletten, er det lidt for koldt til at sidde ude idag, saa vi gaar ind i varmen.
Duften er en blanding af trae og roeg fra braendeovnen. Alt er trae, de knirkende gulve, loftet og vaeggene, som omkring braendeoven, er sorte af sod.
Tidligere paa vej op med kabineliften blev vi underholdt af en aeldre herre med historier fra dette rifugio’s kronede dage for omkring 100 aar siden, hvor Dronningen af Piemonte blev bragt herop paa aeselryg for at holde ferie.
De tydlige rester fra dengang er to smukke loftslamper i messing samt noget fint porcelaen, som er laast inde i et vitrineskab. Nu spiser man af plastic tallerkner – ikke mindst fordi der ikke er rindende vand til at vaske op i.Vand bliver floejet op med helikopter i store plastic dunke og udelukkende brugt til essentielle ting som kaffebrygning og toiletskyl.
Vi bestiller ”Miaccie”, som er en specialitet fra omraadet. Med et saa indbydende navn havde jeg bestilt retten ogsaa uden at vide, at den bestaar af en tyk majspandekage med fyld for eksempel af den lokale Toma ost og roeget spaek.
Det er svaert at beslutte os til, hvor vi skal sidde. Et stort langbord i midten af lokalet er optaget af en gruppe af italienske skiloebere. Foran vetrineskabet staar et lille rundt bord med to laenestole, som ser meget indbydende ud, men herfra er der jo ingen udsigt. Saa vi beslutter os for et lille bord foran et vindue med udsigt ud over dalen. Vindueskarmen er 30-40 cm dyb paa grund af de tykke mure, som alle de gamle hus i bjergene er udstyret med for at holde paa varmen. I vinduet haenger smaa hvide gardiner samlet forneden med en roed slojfe saa de ikke tager for meget af det smukke udsyn.
Med en saa let frokost er der selfoelgelig ogsaa plads til et stykke hjemmebagt taerte med toerret frugt, noedder og creme og som helt klart er det der giver os energien til tilbageturen.
Vi forlader Città di Vigevano med en dejlig tilfreds og afslappet fornemmelse fra alle de positive sanseindtryk og begiver os ud paa den 15 minutters vandretur rundt om bjergtoppen med skiene paa ryggen for at komme tilbage til pisten og civilisationen.
