Zell am Ziller ser sort

Zell am Ziller ser sort

Fra december 2015 får adrenalin-junkierne i Zell am Ziller en ny, udfordrende piste at boltre sig på. Pisten kommer til at løbe fra mellemstationen ved Wiesenalm og ned til byen.

Med en hældning på op til halvtreds procent og et fald på 730 højdemeter bliver den 2,2 kilomenter lange nedfart af de absolut sværere, der nok skulle kunne få syren frem i benene selv hos garvede skiløbere.

Er det ikke udfordring nok, kan man bare starte højere oppe i terrænet. Den nye, sorte piste kan nemlig benyttes som “sidste ben” på en 8,4 kilometer lang nedfart i ét stræk og med et fald på hele 1.920 højdemeter.

Denne megatur starter i Übergangsjoch i 2.500 meters højde og ender ved dalstationen 580 meter over havet.

Man kan også tage den lange Karspitzbahn-lift op til 2.100 meter. Herfra er turen til dalen 6.6 kilometer. Undervejs på denne tur napper du 1.500 højdemeter.

“Ingen tvivl om, at Zell am Ziller bliver et endnu mere attraktivt område, nu hvor man kommer til at kunne køre helt ned i dalen”, siger Kent Østergaard, medejer af Østergaard Rejser, der har Zell am Ziller som deres primære rejsemål.

“Det er den helt rigtige måde at komme til afterski. Man kommer fræsende direkte ned til skibussen i stedet for at skulle tage liften det sidste stykke ned fra Wiesenalm. Og så er det godt, at området får en rigtig lang nedfart”.

Nogle betragter Zell am Ziller som et familie-skisportssted. Hvilket det også er. Men med den nye piste – sort 10 - understreger byen, at området bestemt også er for hardcore skiløbere. Således byder Zillertal (i mayrhofen) på Østrigs sværeste piste, Harakiri – det japanske ord for en særlig selvmordsmetode!

Udgivet af: Jesper Svennum

Fakta om Zell am Ziller
Skiområdet: 550-3286 m.o.h.
Byen: 580 m.o.h.

166 pister i alt
42 km blå
114 km rød
10 km sort

Lifter: 62 stk. / 84.000 pers/time

Slæbelifter: 17
Stolelifter: 21
Kabinelifter: 11

Mere om skiferie i Zell am Ziller

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen