Superfedt at tage på mor og søn ferie

Superfedt at tage på mor og søn ferie

Flere kvinder vælger at tage alene afsted på skiferie med deres børn. Med et bureau i ryggen er der sørget for transport, mad og jævnaldrende børn og voksne.

"Det er dejligt at slippe for at køre, der er nogen at snakke med, og Jacob og jeg fik stået super meget på ski sammen" - Sanne Baden, 42, og hendes søn Jacob på 13 år fra Odder er lige kommet hjem fra en almindelig familieskiferie med en af deres venner i Passo Tonale i Italien. Sanne bor alene sammen med sin søn, og de rejser meget de to alene både sommer og vinter og har også fornylig boet et lille års tid i England i forbindelse med Sannes job. 

"Vi elsker at rejse, og jeg har aldrig bekymret mig over, om jeg ‘mødte en’ undervejs. Jeg vil bare være sammen med mit barn", griner Sanne

Debut på juletur

Første gang de valgte en mor og søn skiferie var i julen 2014, hvor det var Sannes tur til at have Jacob i julen. De valgte destination efter et terræn med brede pister, fordi Jacob ikke havde stået så meget på ski, og en bustur, så Sanne slap for at sidde bag rattet. Fly var for dyrt, så valget faldt på Zell am See i Østrig med Slopetrotter Skitours.

"Jacob var lidt betænkelig ved at skulle være væk i julen og skuffet over, at der ikke blev gjort noget specielt ud af juleaften på hotellet, men vi hyggede, gik i wellness og tager ikke sammen afsted i julen mere. Men derudover var det dejligt. Jacob fandt kammerater at køre med om formiddagen sammen med guiderne, og jeg fik chancen for at drøne rundt alene. Og så tog vi resten af dagen sammen."

Singleture en mulighed

De har ikke været på decideret singleferier med børn. Sanne har undgået det, fordi hun har været bange for at blive sat i bås og få prædikatet ‘en single, der bruger skiferien som dating for at finde en partner’. Men nu er hendes fordomme blødt op, og hun overvejer at gøre det.

"Det kunne vi sagtens finde på. Ikke for at finde en kæreste, men for at få voksenkontakt, mens børnene har nye kammerater at være sammen med." Det har Sanne og Jacob afprøvet på en uges højskoleophold på Vejle Idrætshøjskole i en sommerferie med masser af udendørs og indendørs aktiviteter. Børnene var sammen om dagen, ligesom de voksne var sammen med andre voksne, og om eftermiddagen var alle mixet.

"Det var superfedt og meget stimulerende. Jeg kunne dyrke en masse af det, jeg gerne ville, og det kunne Jacob også sammen med jævnaldrende. Jeg lærte en del at kende og har stadig kontakt med en 5-6 kvinder og mænd. Det vil jeg gerne igen" - fortæller Sanne Baden


Læs mere: 

Udgivet af: Susanne Diekema

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen