« Til oversigten

Pas på, når du får høj sne-feber. Gode råd til skirejse forsikring.

Når snefeberen stiger, må du ikke glemme at kigge dig tilbage og tjekke, at du er forsikret. Ellers kan skirejsen blive rasende dyr.

Mon ikke de fleste skiløbere følelsen af at være så forelsket i sin snarlige skiferie, at man knap kan tænke på andet? Og slet da ikke på noget så tørt og støvet som forsikringer. Men hvad nu, hvis du kommer til skade og skal hjem med “knogleekspressen”? Hvad hvis du gør skade på andre? Hvad hvis du får indbrud eller får dine ski stjålet? Her er en lille guide:

1. Hav det blå sundhedskort

Først og fremmest er det klogt én gang for alle at få det blå sundhedskort. I store træk dækker det hele dit behandlingsforløb på et offentligt sygehus, hvis du bliver syg eller kommer til skade på din skiferie i Europa. Det er rigtigt, at en rejseforsikring typisk dækker det samme og mere til. Men få det alligevel på plads. Når du først har det blå kort, så hver opmærksom på at det skal bestilles igen når det udløber, det kommer ikke automatisk igen.
Læs mere om det blå sundhedskort samt hvad det dækker her.
Bestil kortet hos Borgerservice i din kommune eller på nettet her.

2. Det dækker din indboforsikring

Det er en udbredt misforståelse, at unge automatisk er dækket af forældrenes forsikringer indtil de er 21 år. Er du forælder, så tjek, at alle i familien er dækket. Er du ung og flyttet hjemmefra, så få dine forældre til at hjælpe med til at få nedenstående forsikringer på plads.

En dansk indboforsikring dækker ikke bare i Danmark men overalt i verden. Og den dækker akkurat de samme ting, som den gør herhjemme. For eksempel dækker den indbrudstyveri fra dit hotelværelse/skilejlighed. Hvis der ikke er synligt tegn på indbrud, er penge og smykker ikke dækket, men du får stadig dækket alt dit tøj og skiudstyr.
Får du stjålet “særligt indbo” som smartphone, ipad og fotoudstyr, er der en begrænset dækning på 10 procent af den samlede forsikringssum.

Får du stjålet dit liftkort, får du det dækket, hvis der er et billede på det.
Bliver dine ski stjålet, mens du spiser frokost på en skirestaurant, vil skiene normalt også være dækket af forsikringen. Dog vil forsikringsselskabet ikke dække tyveriet, hvis de skønner, at du har ladet skiene stå uden opsyn så længe, at det vurderes som grov uagtsomhed.

HUSK: Bliver du udsat for tyveri, skal du anmelde det til det nærmeste politi i området. Husk at få en kopi af din anmeldelse, for det kan være et mareridt at skaffe papirerne, når du først er kommet hjem.   

3. Hav en ansvarsforsikring

Tit køber man en forsikringspakke med både indbo og ansvar. Men tjek, at du HAR en ansvarsforsikring. Hvis uheldet er ude, og du kommer til at gøre skade på en person eller ødelægge andres ting, står du rigtigt skidt, hvis nogen vil og kan holde dig ansvarlig, og du ikke har en ansvarsforsikring. Det kan blive rasende dyrt.
Din forsikringsselskab vil dog næppe dække ski eller snowboard, som du lejer og kommer til at ødelægge. Du kan forsikre skiudstyret i butikken, hvor du lejer det. Men det er ikke helt billigt, så vurder, om det er pengene værd. Eller om du kan leve med risikoen.

4. Overvej kraftigt en rejseforsikring til skiferien

Måske er der allerede en rejseforsikring bygget ind i din indboforsikring. Måske er der ikke. Og selv om der er, dækker den måske ikke alt det, du gerne vil dækkes for. Det er du nødt til at tjekke selv.
Med en særlig skirejseforsikring fra f.eks. Europæiske er du som tommelfingerregel dækket helt ind. Brækker du anklen på skituren, vil du kunne få enten en helt ny rejse eller erstatning for de dage, du ikke kunne stå på ski. Og du kan få tilbagebetalt liftkort, skileje osv.

Læs mere om rejseforsikring til skiferien her.

Dækker hvor det blå kort svigter
Og hvad der er langt mere vigtigt: Du vil få dækket al din behandling og hjemrejse, hvis du kommer til skade.
Det blå sundhedskort har nemlig nogle slemme “huller”. Hvis du styrter på en piste, brækker benet og bliver fragtet med helikopter til et privathospital og senere sendt med særfly hjem til Danmark, er du på Herrens mark. Det blå sundhedskort dækker nemlig hverken behandling på privathospital eller hjemtransport. Og typisk heller ikke redningsaktioner.
Så selv om du ikke kan gøre for, at du havnede på et privat hospital og blev sendt med et særfly hjem, kan du meget let ende med at stå tilbage med en meget voldsom regning. Den risiko undgår du med en rejseforsikring.

Har uheldet været ude kan du læse mere om hvordan du sikre den rette erstatning ved en skiskade her.

Kilder:
Forsikringsoplysningen
Advokat Jørgen Dreyer, Brockstedt-Kaalund
Kommunikationschef Mark Bartram, Europæiske Rejseforsikring