Netskiskolen - Balancen i fødderne

Fødderne er ofte overset i deres betydning for vores skiløb. De er jo trods alt lukket inde i to stive plastikklodser, så hvordan skulle de kunne hjælpe os til at blive bedre skiløbere?

Svaret er: På rigtigt mange måder!

For det første er vores fødder ikke så hårde som støvlerne og vil derfor deformeres i bløddelene, hvis vi ikke kompenserer ved at spænde i de rigtige muskler.

For det andet er fødderne vores balancecenter, når vi bevæger os ned af pisten på ski. Vores støvler er stive, fordi de kræfter vi udsættes for, er så store at det er en fordel at blive ”afstivet lidt”. Det ændrer dog ikke ved, at fødderne er vores primære informationskilde, når det gælder om at holde balancen og lave nogle gode sving på ski.

Støvlerne
Dine fødder er meget følsomme og kan give dig meget information om hvor god balance du er i. Derfor er støvler der sidder dårligt, trykker, får foden til at krampe eller på anden måde ikke sidder godt, med til at hæmme dit skiløb. Støvler bør være det første du køber når du er blevet træt af at leje. Brug god tid, hos en velkvalificeret forretning.

Fødderne bruges til at finde paratpositionen
Dine fødder er meget følsomme. Det kan vi udnytte til at reagere rigtigt på de påvirkninger vi udsættes for, når vi står på ski. Tolker vi disse signaler rigtigt og reagerer ved at gøre de rigtige bevægelser, kan vi hele tiden vende tilbage til en position, hvor vi er i balance.

Lad os dele fodsålen ind i en trekant. Storetå, lilletå og hælen udgør hver deres hjørne i trekanten. Linierne mellem hjørnerne kan vi bruge til at beskrive for eksempel, hvor vi gerne vil lægge trykket i et sving.


Den perfekte balance på flad piste findes, når der er lige meget tryk på alle tre hjørner.

Øvelse:
Stil dig op i din paratposition uden støvler og ski. Mærk hvilken position der giver en perfekt fordeling af trykket mellem forfoden og hælen.

Husk den position og prøv den med alt udstyret på! Når du har fundet den der igen kan du prøve at køre på ski på lette pister og hele tiden lægge mærke til om du er i balance.

Øg sværhedsgraden af pisterne i det tempo, du føler dig parat til. Mærk hele tiden efter under foden.

Fødderne bruges til at kante skiene...
Når vi kanter skiene skal vi også bruge fødderne. Linierne fra hælen frem til tæerne kan fortælle dig om du lægger trykket rigtigt.

Øvelse:
Kør nogle sving på en nem piste og læg mærke til trykket der skifter fra den en linie under foden til den anden linie. Prøv nu at øge det tryk ved aktivt at vippe i fødderne. Et godt trick er at presse ned med storetåen og løfte med lilletåen eller modsat, afhængigt af hvilket sving og hvilken fod det er.

Udskriv denne side


Til toppen Til toppen Tilføj siden til dine favoritter Bogmærk! Tip en ven om denne side Tip en ven Tilmeld dig vores nyhedsbrev om skirejser og skiferie med spændende nyheder, artikler, tilbud, nyttige tips Nyhedsbrev Bookmark and Share