Danske familier vil have mere off-piste i norden

Danske familier vil have mere off-piste i norden

På både norske og svenske skisportssteder har man fældet skov i stor stil for at lave mere off piste. Det tyder på, at skistederne ruster sig i kampen om freeriderne.

Danskere, der tager på skiferie i norden, efterspørger mere af det lækre skiløb i dyb sne, som man er vant til det fra Alperne.

Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man kigger på, hvor flere nordiske skisportssteder gearer op i disse år. For eksempel har man i norske Kvitfjell ryddet grundigt ud i nåletræerne på vestsiden af bjerget, så sneen bedre kan lægge sig mellem træerne og skabe fede muligheder for skov-offpiste.

Der kommer mere plads mellem træerne til freeride skiløb

Folk er glade og kræver mere

Om den satsning skriver daglig leder i Kvitfjell og Hafjell, Odd Stensrud, optimistisk i en pressemeddelelse:
“Vi har fået mange gode tilbagemeldinger på udtyndingen, som vi lavede sidste år. Og skiløberne efterspørger mere inden for off piste. Så målsætningen er nu at videreudvikle freeride-tilbuddene”.

Også i svenske Stöten har man fældet træer og lavet en off-piste “bane” mellem pisterne Worldcupbakken og Näcken.
“Ja det er rigtigt. Vi åbnede en freeride-rute sidste år for at imødekomme vores skigæster”, siger Linn Olsson fra Stöten. Selv om man i Stöten nok har mærket en stigende efterspørgsel efter offpiste-skiløb, har man foreløbig ikke mærket det på udlejen af offpiste-skiudstyr. Det tyder på, at folk tager en tur eller to i dyb sne – men med det almindelige skiudstyr.

Offpisten er for alle aldre

Mest for at tiltrække familier

De nye freeride-områder er heller ikke lavet specielt til ære for hardcore freeridere, mener Morten Agersnap, der er udviklingskonsulent i Danmarks Skiforbund.

“Ligesom snowparker og børneområder har været et konkurrenceparameter for at tiltrække familier, synes det nu at være freeride-områderne, man kæmper om at have på programmet. Jeg tror, skisportsstederne mener, de er nødt til at tilbyde skiløb i dyb sne til familierne”, siger han.

Hemsedal og Riksgränsen er stadig bedst 

Det er rigtigt udmærket, at flere skiområder begynder at tilbyde mere freeride, mener Morten Agersnap, der selv er ivrig freerider.


Funparksene i norden, bliver bedre år for år, nu ønsker destinationerne at forbedre offpiste mulighederne.

”Dog vil jeg sige, at de gamle klassikere som Hemsedal i Norge og Riksgränsen i Sverige byder på langt mere og bedre off-piste. Disse steder er stadig i en klasse for sig i norden. I hvert fald når vi snakker om steder, hvor der er skilifte”, mener han.

Læs mere om skiferie i Riksgränsen og Hemsedal her.
Læs mere om Skisport's tur til Kvitfjell i 2015 her.

Udgivet af: Jesper Svennum

Fakta om Kvitfjell
Skiområdet: 200-1044 m.o.h.
Byen: 200 m.o.h.

34 pister i alt
14 km grøn
10 km blå
7 km rød
3 km sort

Lifter: 14 stk. / 11.300 pers/time

Slæbelifter: 6
Tog/baner: 3
Stolelifter: 4
Kabinelifter: 1

Mere om skiferie i Kvitfjell

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen