Dansk sølv ved VM i telemarkOnline: 23/01 2009 Thomas Bergfors fra Skiklubben Hareskov vandt sølv i juniorklassen i dag, da VM i telemark klassisk blev afviklet i Kreischberg i Østrig.
Thomas Bergfors fra Skiklubben Hareskov vandt sølv i juniorklassen i dag, da VM i telemark klassisk blev afviklet i Kreischberg i Østrig.
Hos herrerne blev Troels Tore Larsen fra Københavns Skiklub nr. 7 og Mathias Madsen fra Københavns Skiklub nr. 53, mens Julie Duedahl fra Ebeltoft Skiklub kørte sig ind på 8.pladsen i dameklassen.
Det er med blandede følelser, at den danske træner, Magnus Wonsyld, fortæller om dagens forløb:
- Det er virkelig flotte danske placeringer, vi får i dag, men jeg ærgrer mig alligevel en lille smule, fordi vore løbere blev ramt hårdt af dommerne.
Magnus Wonsyld uddyber:
- Thomas er klart hurtigst blandt juniorerne, men han får tilkendt 9 straftillæg af dommerne, hvilken koster guldet. Troels får 6 straftillæg, og koster også flere placeringer. De østrigske dommere er efter vores vurdering ikke præcise nok i deres bedømmelser. Vi er ikke de eneste, der føler os bortdømt. Franskmændene truer med at trække sig ud af mesterskaberne, hvis ikke dommerne får indskærpet, hvor bedømmelsesgrænsen skal ligge.
Men trods ærgrelsen er der trods alt glæde i den danske lejr over Thomas medalje. Troels’ 7.plads og Julies 8.plads er også ”klart godkendt”. Mathias var så uheldig at brække en stav umiddelbart før han gik i gang med selve skøjtestykket. Det kostede masser af tid og placeringer, inden han fik en ny stav i hånden.
Verdensmesterskaberne slutter lørdag med sprint. Her er de danske løbere atter med i kampen om topplaceringer.
|

|
|