Whistler er ultimo det bedste skiområde der findes, en upoleret gave med superb skiløb og fantastiske mennesker.. Starten på sæsonen startede i Vancouver lufthavn med et let snefald, der gradvist tog til henover aftenen. Vi kom med den sidste bus inden vejene blev lukket helt af, turen tog otte timer normalt beregnet til 2. Den lange ventetid blev dog sødet af det konstante pudder der dalede ned over vejene. Vi vågnede næste morgen til 105 cm nyfalden sne, en gave sendt fra oven.

Den første oplevelse om morgenen var af en hujende mængde skiløbere der heppede på lifterne og virkede som de var i den vildeste ekstase. På toppen af bjerget fandt vi en stor legeplads af mennesker der løb, skred og kastede sig ud i sneen som for at tage det hele i besiddelse. En skyfri himmel og bidende frost gjorde det til den mest spektaculære skueplads man kan forestille sig.

Med fatski på gik jagten på de uberørte snemængder. Vi mødte skiløbere overalt i dette mekka, pisterne var bare en guideline for hvor man evt kan løbe, men resten af området var ligeså tilgængeligt. Flere pister førte til enorme bouls med meterhøje skranter og byb sne i bunden. Løbere stod langs kanterne heppede på andre og tog selv mod til sig for at tage det forste drop der førte dem ned af kanterne med mængder af sne der dækkede en op til over hofterne. Man fik en vægtløs fornemmelse ved blot at falde nedaf med hvert perfekte sving. Alt kunne lade sig gøre og hele bjerget summede af mennesker der fik det vildeste rush ud af farten, mængderne af sne og den bidende kulde der var at se på min første dag i Canadisk pudder.