Vi ankom lørdag eftermiddag.
Lige tids nok til at se semifinalen mellem Tyskland og Danmark på en overfyldt bar med overstadige danskere og måbende briter (ja, de forstår ikke meget af håndbold).
Dagen efter, benene dirrer af spænding. Går op til pisten (100 m), tager skruetrækkeren frem og indstiller bindingerne.
Nu er vi klar.
Jomfruelige bakker venter for vores ben.
Vejret er her den første dag lidt fesent men humøret er højt.
De første par ture i blidt tempo (det er ligesom at cykle men skal lige genopfriskes).
De næste dage, turbo, turbo, turbo.
Står 8.30 ved liften, utålmodigt, banker på, "hvornår åbner I?"!
Kommer ned 16-16.30.
Som dagene går mere og mere "sovs" i benene om morgenen, men vi skal ud.
Andet vil være helligbrøde med et sådant skiføre.
Efter en time er benene varme.
Resten af ugen perfekt vejr, næsten.
Næsen og kinderne bliver lidt rødere, men humøret peger kun én vej.
Den ene lift efter den anden.
Den ene bakke efter den anden.
Præpareret, puklet, pudret.
Transportstykker, udfordrende og kulsorte.
Pisterne er fantastiske, masser af sne, det meste der er faldet de sidste 15 år iflg. guiderne.
Dette område er uden diskussion det bedste, jeg nogensinde har besøgt.
Malurt i bægeret (ja, ingenting er perfekt):
Priserne og de arrogante franskmænd.
Dog på ingen måde i nærheden af, at kunne ødelægge vores humør og minde fra denne helt igennem fantastiske ferie.
Hjemme nu, stort smil men en smule trist.
Smil pga en fantastisk ferie, trist fordi jeg ikke er i Val d Isere mere....

P.S. Ja, og så nappede vi da også lige de kroatere om søndagen. Det kan godt være briterne ikke forstår sig på håndbold, men de forstår sig så sandelig på at fejre en sejr!!!