Ja, det er jo ikke det sted med længste, farligste, sjoveste pister, men for mig er min første skiferie også den bedste. Det var nemlig dér jeg blev 'omvendt'...
Min mand og nogle gode venner havde fået den ide i sommeren '02, at vi skulle på skiferie sammen i uge 5 i 2003. Min første indskydelse var 'Ikke på vilkår! Jeg kan godt huske min fiasko som 11årig i Søndermarken. De brædder var ikke mine gode venner...' Men de var ihærdige og fik mig overtalt, selvom jeg tænkte, at jeg kunne da bare sidde og drikke varm cacao og læse mens de andre stod på ski. Kort sagt jeg var skeptisk.
Afsted kom vi. Jeg kom på skiskole og fik læst at håndtere 'brædderne' og er nu så vild med skiferie, at det nærmest er min 'hoved'ferie. Jeg skal bare afsted!
Jeg kan stadig sidde og smile og nyde minderne, når jeg tænker tilbage på den stilhed, der er i en svensk skov på stierne mellem pisterne, på den knirkene lyd sneen giver ligefør man sætter ned ad pisten, min 7årige søns frygtløshed da han så sit snit til at ta' en lift op mens de voksne stod og talte, og fór som en kanonkugle ned mod os, mens vores venner udbrød 'Han har ikke lært at bremse...' (Det gjorde han så i den høje sne et stykke inde i skoven), min 3årige datters kunnen, der overgik de voksnes med flere længder.
At det så blev den eneste jeg og min mand nåede at opleve sammen, han dødede af kræft året efter, gør den bare mere dyrebar og bedre at tænke på.
Jeg og børnene har siden været på skiferie hvert år med det samme vennepar til Sälen, Hemsedal og Bad Gastein og de har også været gode skiferier, men den første er noget helt specielt...