72 timer i Hannibals hule

72 timer i Hannibals hule

Den ultimative Sölden oplevelse

Der kommer en tid i enhver skiløbers liv, hvor man har set nok franske kosteskabe, spist sin sidste ski-spaghetti med ketchup og siddet 4 mand på en feltseng og delt en flaske Vernet Branca inden aftenens bytur. Når den tid indtræffer, og måske endda lang tid før, så er du ved at være moden til besøge Sölden! Sölden har, måske ikke helt fortjent, et ry for at være rettet mod den lidt mere modne ski-crowd med pengepungen i orden. Men én ting kommer man ikke udenom; Sölden har et eminent skiterræn med over 140 km. pister og "The Big 3" som den helt store attraktion. Her kan du på én dag opleve 10.000 højdemeter, 50 pistekilometer og teste Schwarze Schneid, Tiefenbachkogl og Gaislachkogl, der alle er over 3.000 meter høje. Med andre ord - selv den mest kræsne skiløber bør føle sig hjemme i Sölden.Dette har Skisport.dk imidlertid testet tidligere, så det var med en lidt alternativ agenda, vi i uge 15, 2008 drog mod Sölden for at opleve 72 timer i Hannibals hule.

72 timer i Sölden med sublim skiløb og afterski

Afgang fra København til München torsdag formiddag og efter en relativ kort transfer fra München står du med fødderne plantet i Sölden sidst på eftermiddagen. Aftenen blev brugt på "Wine&Dine" der diskede op med autentisk tyrolerstemning, sublim mad og de klassiske tyrolske ørehængere kompetent leveret af et lokalt 3 mandsorkester. Østrig viser gang på gang at være garant for den gode stemning! Sölden konkurrerer i øvrigt på samme høje niveau som Ischgl og St. Anton, når det kommer til natteliv og muligheden for at høre tyske tophits og drikke exorbitante mængder af Flügl. Fredag morgen, tidligt op og af sted mod "The Big 3". Sölden tilbyder en fantastisk kombination af krævende, meget stejle sorte pister og brede super præparerede boulevardpister med masser af plads. Derudover er der mulighed for gletcher skiløb, så du er garanteret gode skiforhold fra oktober til april. Der er i det hele taget ikke meget at sætte en finger på ift. mulighederne for skiløb. Og overalt hvor du kommer frem kan du finde små og store hyggelige alpehytter, der lokker med forfriskninger og klassisk tyrolsk mad, der er væsentligt bedre end stort set alt, hvad du kan finde på de store skisportssteder i Frankrig. Og så kan man jo altid more sig over, hvordan man udtaler navnene på de klassiske østrigske frokostretter, og gætte på hvad de mon består af. Prøv eksempelvis med "Gernknödel"...

Gigantisk Hannibal show - En oplevelses værd

Fredag aften blev tilbragt på Rettenbach gletcheren, hvor det store årligt tilbagevendende Hannibal show blev opført. Hannibal fortæller historien om, hvordan Hannibal 218 år før vor tidsregning drog over alperne mod Rom med sin hær bestående af 60.000 mand og 37 elefanter. Showet er et spektakulært, avantgarde teaterstykke, der involverer hundredvis af statister, fyrværkeri, snescootere, motorcykler, skuespillere hængende i wires under helikoptere og ikke mindst 37 pisten-bullys, som agerer elefanter! Scenen er 30 meter høj, hugget ud i gletcheren og stykket kombinerer den klassiske fortælling om Hannibal med tabloid journalistik, rock n' roll og et inferno af lys og lyd. En helt uovertruffen oplevelse der i sig selv er en tur til Sölden værd.Aftenen og de sene nattetimer blev brugt i downtown Sölden, hvor specielt "Bierhimml" (navnet taler vist for sig selv) og "Snow Rock Cafe" kan anbefales.

Skiløb i Obergurgl-Hochgurgl

Lidt mat i koderne efter fredagens strabadser er der ikke andet at gøre lørdag morgen end at komme i støvlerne og ud på nye eventyr. Er man i humør til lidt nye udfordringer, kan det anbefales at springe i en taxa og for ca. 10 Euro begive sig mod Obergurgl-Hochgurgl som ligger et stykke udenfor Sölden. Området består af 110 km. Pister og 23 lifter, så der er rigeligt at gå i gang med. Området er efter sigende dér, hvor de lokale selv står på ski, og man forstår hvorfor. Der er langt færre løbere på pisterne, og du har udsigt til "postkort-scenarier" næsten uanset hvilken retning du kigger. Vi var heldige at have Alfred med som guide. Alfred arbejder som instruktør i Obergurgl på sin 52. sæson i træk. Manden er 70 og har en kondi af den anden verden. Alfred brugte meget af sin tid på at vente på pisterne på forpustede danskere, som han sagde. Han kunne derudover berette, at han havde en kollega på 80 år, der også stadig underviser, så der var ingen planer om pension i den nærmeste fremtid. Hvis man er i Obergurgl området, skal man besøge Hohen Mut Alm, som er en restaurant, der ligger i 2.670 meters højde og byder på udsigt til intet mindre end 21 gletchere. Denne lørdag var der imidlertid så tåget, at man ikke kunne se, hvor man havde stillet sine ski. Det gjorde dog ikke oplevelsen mindre god. Hohen Mut er i særklasse, når det kommer til østrigsk cuisine! Det er ikke billigt, men du får mad og vin i den europæiske superliga - og på de solrige dage (som der efter sigende er flest af) en udsigt, der ikke ses magen til ret mange steder i verden. Derudover kan man tage Gaisbergbahnen direkte op til restauranten, så der er ingen undskyldninger for ikke at få denne oplevelse med - måske lige udover et (i forvejen rødglødende) kreditkort. En frokost her kommer hurtigt til at vare et par timer.



Aqua Dome - Badelandet som slår alt herhjemme

Efter endnu en dag med hårdt, men suverænt skiløb - samt erindringen om nattens begivenheder på Bierhimml, kan man godt trænge til at få ladet batterierne op. Det enkle og rigtig gode svar er; Aqua Dome. Man husker sikkert en god oplevelse i et badeland som barn, men tanken om skrigende unger, oversized badedyr og børn der tisser i vandet, er måske ikke så fordrende. Men glem alt om det! Aqua Dome får Lalandia til at ligne et mellemstort oppusteligt badebassin, og det er stedet, hvor Don Ø kunne have været taget på studietur, inden han kastede sig ud i sit nye badelandseventyr i Billund. Aqua Dome er, udover at være et 5 stjernet hotel, en eminent, hypermoderne SPA facilitet, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Udendørs kan man blandt andet sidde i et 40 grader varmt svovl bassin 15 meter over jorden og se op på de østrigske Alper. Stedet holder åbent til 24.00. og har en rigtig god restaurant, hvor du kan sidde og spise gourmet mad i din badekåbe. Men der kan naturligvis gå FOR meget "well-ness" i den. Og det tilgodeser Aqua Dome også på fornemmeste vis. Så der er spektakulære og fantastisk underholdende vandrutschebaner, som vækker dit indre legebarn. Sidst på aftenen er alle børnene og bademestrene væk, og derved opstår muligheden for ikke at respektere det røde trafiklys i toppen af vandrutschebanen, køre med hovedet forrest og generelt give den gas! Men husk badebukser; man kan ikke leje badetøj i Aqua Dome, og priserne på et par relativt almindelige badebukser starter ved 60 Euro.

Afslutning på Branca Mental

Efter at have ageret sofistikerede verdensborgere lidt for længe sluttede sidste aften i Sölden på mere klassisk østrigsk maner. Branca Menta og de store fadøl tilbød sig i rigelige mængder, og endnu engang må vi konkludere, at Sölden er i toppen af det østrigske hierarki, når det kommer til after-ski og natteliv i det hele taget. Søndag formiddag gik med roligt skiløb i bragende solskin og super sne - en perfekt afslutning på 72 fantastiske timer i Sölden.

Sölden er et suverænt skiområde! Og hvis du kun har en forlænget weekend til rådighed til skiløb i denne sæson, så kan Sölden varmt anbefales. Hvis du samtidig har mulighed for spæde lidt ekstra i kassen, tilbyder Sölden uovertrufne muligheder for at få en ekstra én på opleveren, og 72 timer kan hurtigt forsvinde. Det kan et forholdsvis stort bundt Euro sedler også, men sådan er det, når man har det sjovt!


Vigtige links om Sölden:

Aqua Dome.
Sölden officielle hjemmeside

Læs mere om Sölden her.

Udgivet af: Jacob Bang

Fakta om Sölden
Skiområdet: 1377-3250 m.o.h.
Byen: 1377 m.o.h.

141 pister i alt
45 km blå
73 km rød
23 km sort

Lifter: 33 stk. / 61.000 pers/time

Slæbelifter: 9
Tog/baner: 3
Stolelifter: 19
Kabinelifter: 2

Mere om skiferie i Sölden

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen