|
Gautefall
Vil du have et større skiområde eller bruge lidt flere dage på skituren er Gautefall et godt alternativ.
Skiområdet i Gautefall er ejet af Danskere og der er det seneste år foretaget mange forbedringer. Der er tænkt meget på brugervenlighed/plads i skiudlejning, cafeteria etc. Umiddelbart virker det til, at der her kan være rigtigt mange gæster uden, at der bliver "kaos".
Skiområdet byder på 13 nedfarter fordelt på blå, grønne og røde og en enkelt sort. Højdeforskellen er på 200 meter og en stolelift beliggende centralt i området giver en samlet liftkapacitet på 6.000 personer i timen. Desuden har området et udbygget snekanoneanlæg.
Der er mulighed for aftenkørsel tirsdag og fredag, hvor flere pister er belyst frem til kl. 20.30.
Masser af børneaktivitet
Gautefall har børnebakke med "rullebånd" og gratis liftkort til børn under 7 år. Derudover findes der i det store skicenter ikke mindre end 5 store oppustelige hoppeborge hvor børnene kan boltre sig hvis vinterkulden er for meget og der skal en pause med varme og leg til.
Gautefall tilbyder et meget bredt udvalg af aktiviteter. Udover de alpine aktiviteter findes der 55 km. langrendsløjper, svømmehal, kælkebane, snescooterkørsel, isbanekørsel i ægte rallybiler.
Wellness og konference
Gautefall har konferencefaceliteter til 220 deltagere, grupperum og alt elektronisk udstyr. Hvad er mere afslappende for hovedet end at komme ud og opleve den friske luft efter at have brugt hjernen. Eksempelvis i den udendørs "badestamp", et opvarmet trækar med indbygget kakkelovn som der fyres i for at opvarme vandet til ca. 40 grader. Lige ved siden af findes saunaen, som fyres med fyrretræ fra skovene og giver den helt rigtige duft og stemning.
Ambitioner
De danske ejere har store ambitioner for området. Tro kan måske flytte bjerge, men kan desværre nok ikke gøre dem højere. Det største minus i den fortsatte udvikling af Gautefall mener vi er højdeforskellen på beskedne 200 meter i øjeblikket. Men udbygningerne af området i en retning hvor der er større højdeforskel betyder at man inden for ganske få år kommer op på en højdeforskel på omkring 400 meter. Alle godkendelser til udbygninger foreligger, og de problemer, som andre skiområder kan have med tilladelser og miljøhensyn er i orden.
Udbygningsplanerne for pister og lifte i kombination med udvalget af aktiviteter, et godt hotel, mulighed for indkvartering i både hytter og lejligheder er lovende for Gautefall som rejsemål både sommer og vinter.
Rejsebureauer der har skirejser til Gautefall:
- Du kan læse hvordan Skisport.dk´s brugere oplever Gautefall her
- Se flere billeder og pistekort her
- Se mere om Gautefall på www.gautefall.com
Skisport.dk var inviteret til Gautefall og Kongsberg af Innovation Norway
|