Åre - skiferie med et væld af aktiviteter for alle
Åre
Enhver skiløber kender det at skulle rydde op i sine ting hjemvendt efter en tur i den hvide vidunderlige verden, og så falder man over sit pistekort, som er blevet nulret, bøjet og slidt efter at have ligget i en bukse- eller jakkelomme og af at have været hevet frem utallige gange. Med dette pistekort i hånden går man i gang med at genopleve alle de sjove oplevelser og spændende nedfarter. Nøjagtig den slags minder fremkalder pistekortet fra Åre også, og gør det svært at fremhæve nogle få specielle ting ved stedet, som gør det unikt. Faktisk er Åre meget mere end et skisportsted, der er faktisk tale om et vinterressort, som byder på et væld af muligheder for at få en unik oplevelse samtidig med, at du har al den skiløb, du lyster. Som tog-skiturist i Åre får du ski-in/ski-out tog, hvor du faktisk kan stå af toget med skitøjet på og sidde i den første lift efter fem minutter.
 Åre store kabinelift tager dig helt til toppen.
Tog-ski-in/ski-out i Åre startede faktisk lidt ved et tilfælde. I 1882 åbnede jernbanen til Åre, som siden hen var startskuddet til skiturismen i byen. Men jernbanen skulle faktisk slet ikke have gået igennem Åre. I stedet skulle den have gået igennem en by på den anden side Åreskutan, som er det største bjerg i Åre. Omme på den anden side var der nemlig en omfattende minedrift, som havde meget mere brug for en jernbane. Men et stykke omfattende lobbyarbejde af en mand fra Åre, som sad i Rigsdagen, fik gennemtrumfet den alternative rute for jernbanen gennem Åre. Det medførte i første omgang, at sommerturismen rykkede ind i Åre, hvor den friske sommerluft var grundlaget for et eftertragtet helseophold. Denne helseturisme medførte, at den første lift i Åre - Åre Bergbana - blev åbnet i 1910 med det formål at fragte helseturisterne op på bjerget om formiddagen til en dag med sunde aktiviteter og ned igen om eftermiddagen til hotellerne nede i byen. Åre Bergbana var samtidig startskuddet for skiløbets udbredelse i Åre, men først i løbet af halvfjerdserne overhalede vinterturismen sommerturismen.
 Bjerge og sne så langt øjet rækker
 Skøn sne og en god plov hører sammen.
Skiløbet
Åre er et stort skiområde efter nordiske standarder med over 40 lifter og over 100 pister. Egentlig er Åre delt op i fire områder med Åreområdet placeret i midten. Åreområdet hænger sammen med Bjöneområdet, som er et rigtig godt familieområde velegnet for kør-selv-gæster med børn op til 10 år. Her er børnene i centrum med aktiviteter og sjov for de mindste, og mange af lejlighederne i området ligger lige op af pisterne, og næsten alle har den eftertragtede ski-in/ski-out beliggenhed.
 Fantasifulde træfigurer og masser af sjov i Bjöneområdet
 En tur op i liften gir en masse inspiration til den næste
nedkørsel.
På den anden side af Åreområdet ligger Tegefjäll og Duved, som henvender sig til familierne med de lidt ældre - ca. fra 8 til 16 år. Her er flere pister og udfordringer. Tegefjäll/Duved-områderne hænger ikke sammen med Åreområdet, hvilket måske er den eneste svaghed ved Åre. Men omvendt byder Tegefjäll og Duved på rigeligt med pister til, at børn kan få rørt sig, og den manglende forbindelse til Åreområdet er måske med til holde de mest inkarnerede pistefræsere væk, og dermed kan de unge boltre sig lidt mere beskyttet. Under alle omstændigheder er Åreområdet aldrig mere end en skibus væk.
|
Åreområdet er nerven i Åre. Her er de længste og sværeste pister, her en stor park med alle de udfordringer en twintip skiløber kan ønske sig, og de lokale skiguider kan give dig en fantastisk offpiste-oplevelse både ned ad uberørte bjergsider og gennem skønne skovområder. Det kolde vejr så langt oppe i Sverige giver en skøn frost-let sne som kun i ydersæsonen oplever tøvejr. Ikke nok med, at det gør skiløbet på pisterne til en fornøjelse, men det betyder faktisk også at transportpisterne er en fornøjelse - selv sidst på dagen. En anden ting ved transportpisterne i Åre som er dejligt er, at de næsten alle har en dejlig hældning, som gør, at du kan køre og øve dit næsten perfekte carvingsving, uden du ustandselig skal stave dig af sted.
 Her er der plads til at øve de carvingsving vi alle elsker.
 Det første spring ud i Zipline kan være grænseoverskridende -
især nå man ikke kan se hvor den ender.
I Åre er der hver aften i sæsonen en lysløjpe åben fra kl. 18 til 20, hvilket er en kærkommen mulighed for de af os, som bare ikke kan få nok af skiløbet. Men Åre har selvfølgelig også mange af de andre ting, som vi har vænnet os til skal være en del af et godt skisportsted. Her gode restauranter, afterski og diskotekerne er til fest i gaden hver aften.
 Åre set fra en snescooter tur over på den anden side af søen.
Vinterressort
Antallet af aktiviteter ud over skiløbet i Åre er stort. Mange andre skiområder kan sikkert hamle op med antallet af muligheder. Men der er to ting, som gør Åre til et godt sted at opleve en af de mange alternative vinteraktiviteter. Den første ting er byens placering. Åre ligger klemt inde mellem et bjerg og en sø. Det betyder at bjergaktiviteter, som heliski, paragliding, Zipline og isklatring ligger side og side med snescooter- og hundeslædekørsel, isfiskeri og ridning. Den anden ting er at næste alle aktiviteter kan bookes samlet gennem én aktør. Det har aldrig været nemmere at få en vinter oplevelse.
 Her kan det rigtig ses hvor lille afstanden er fra
togstationen til lifterne.
 Slalomkørsel på snescooter er meget nemmere nå nogen kører
foran - En guide er et must.
Åres pistekort er et af dem med mange minder, og dem smider man ikke ud ved en oprydning, så den bliver gemt til en anden gang, hvor der er behov for at blive mindet om hvor meget man savner sneen. Har du selv et nulret pistekort fra Åre, er vi mange, der gerne vil høre din mening og om dine oplevelser.
Tak til:
Sverige Turistråd
Skistar AB Åre
Camp Åre
Nyttige links:
Se kort over Åre - klik her
Læs mere om skiferie i Åre
Søg skirejser til Åre her
Rejsebureauer med rejser til Åre:
|
|
Kommentarer til artiklen om Åre
| Åre 2010 - Skrevet den 04/02 2010
|
|
| Hej Jeg har været i Åre her i uge 4 (2010) med tog. Vi boede i Åre fjeldby der liger ca 75m fra lift. Super beboelse,m tøreskab,støvletørre mm. Det var koldt (-19C) men sneen er tilgængæld go hele dagen dejlig løs. Påklædningen er selvfølgelig nød til at være iorden, husk at medbringe noget til at dække underansigtet inkl næsen så undgår du frost skader. En anden vigtig ting er at huske "fika" der betyder kaffe pauser på svensk, tit, det er rart at komme ind og side med en varm kop kaffe.
Mht rejsen, det er super at køre i tog vi havde ligge vogn og det fungerer fint, desværre havde SJ der er de svenske statsbaner sat en ligge vogn fra før 1800 ind til hjem turen det betød at varmen var i stykker og vi havde tæt ved +30C på hele turen hjem, og at toileterne var i stykker, må sige at hjem turen var skod! Hvis i skla med toget op så klæd om til skitøjet inden i er fremme ved Åre, vi oplevede et sandt kaos, da lejlighederne ikke er klar før kl ca 15 og toget ank kl 900 det betød at vi skulle klæde om sammen med ca 400 andre og opmagasinere vores tasker ved Skistar´s reseption. På hjem turen opmagasinerede vi taskerne ved den gamle stations bygning, og det fungerede bare super godt, dog koster det penge. Et lille fif hvis i vil lave mad selv så undgå køerne i ICA i den ny stationsbygning brug lidt tid på at gå i Konsum der liger ved systembolaget, apoteket og den økologiske bager. En sidste anbefalig er ski området Rødkullen der liger på venstre side af Åreskutan når man kikker på pistkortet, et super godt begynder/øvede område og så kører skibussen der op til. www.tvare.se er den lokale tv station der fra kl 8.00 fortæller om området dag for dag inkl vejr udsigt for 3 dage afgangen, de rammer meget præcist. Det er absolut ikke sidste gang turen går til Åre for os, kan kun anbefale det og også tog turen selv om vi havde en kedelig retur rejse. Go skiferie Kjel
| Er denne kommentar til nogen hjælp? Ja Nej | | Hop til toppen |
| Jeg troede ellers at det var min opfindelse! - Skrevet den 03/09 2008 af Annemarie
|
| Annemarie
| Jeg "fandt" Åre ved et tilfælde i begyndelsen af 90'erne - og er der altid en uge i skisæsonen. Det kan godt være at jeg besøger andre steder, men der er altid en uge i Åre! Jeg synes, at artiklen glemte at nævne et par ting: - det lækre vandland, der i Holiday-Club i Åre - super til en dårlig vejr-dag. - Våffelstugan i Lilleådalen – Mums! Man kan køre derned på ski fra Tegefjäll Et par tips: Jeg bor næsten altid i Duved-området. Boligerne er tæt ved stationen og det er lidt billigere end i selve Åre. Når det er dårligt vejr og lifterne i Åre lukker ned – så er hele Duved-Tegefjäll som regel åbent. Busforbindelsen til Åre er god og efter 10-15 minutter står man ved Kabinbanan i centrale Åre.De fleste buschauffører er flinke til at tage op og sætte af udenfor de autoriserede stoppesteder. I det hele taget er flinke folk deroppe og de elsker at stå på ski. Hvis man har været til afterski/ude og spise i Åre så går den sidste bus til Duved omkring kl. 20:45 ellers koster en taxa ca. 200 SEK Lad være med at tage derop for tidligt på sæsonen. Marts og april er de gode måneder og DER ER SNE. Og endelig hold jer væk i påsken – der står det halve Stockholm i kø deroppe, samtidig med at det er hundedyrt Kh. Annemarie
| Er denne kommentar til nogen hjælp? Ja Nej | | Hop til toppen |
|
|
|
|