St. Anton am Arlberg - 8 ting du SKAL opleve i St. Anton!

St. Anton am Arlberg - 8 ting du SKAL opleve i St. Anton!

Skiløb i verdensklasse, afterskiing med fuld fart på, kulinariske restauranter, hoteller i høj standard, wellness, fitness: St. Anton indeholder meget - men her er 8 ting vi anbefaler du skal nå!

St. Anton am Arlberg er kåret til en af top skidestinationerne i Europa (2015/2016), og det er der en god grund til: De har alt lige fra skiløb i verdensklasse og fantastiske restauranter til lækker wellness.

St. Anton am Arlberg, der ligger i Tirol, hænger sammen med byerne St. Christoph, Stuben, Lech, Zürs og Warth am Arlberg. Arlberg er en fælles betegnelse for området. Med sine 350 km nedfarter på piste og markerede ruter og over 200 km nedfarter i off-pisten tilbyder St. Anton noget til alle. Vinterens lift-nyhed 2016/2017 er Flexenbahn. Dette betyder, at man i stedet for at tage bus fra St. Anton området til Zürs og Lech, kan tage en spritny gondol over til Zürs. En lifte der er med til at gøre området til Østrigs største. 

Se alle rejser til St. Anton

Området vokser sig hvert år større og større, og der er en masse ting man kan opleve og prøve. Her er samlet 8 ting, som du SKAL opleve, når skiferien går til St. Anton am Arlberg.

St. Anton am Arlberg er en skisportsby i Østrig, der rammer de flestes hjerter...

1) Tag op off-piste eventyr i St. Anton

Hvis du er en så god skiløber eller snowboarder, at du kan stå i off-pisten, så er det helt klart noget du SKAL gøre i St. Anton, hvis sne og vejrforhold tillader det. Når der er sne i St. Anton, så er området et paradis for adrenalinsøgende, freeride skiløbere og snowboardere. 

Det er bare med at komme ud og stå i puddersneen, men gør det endelig ikke alene eller med folk, der ikke kender området eller off-piste skiløb og slet ikke uden lavinebipper og rygsæk med sonde og skovl. Husk at når man begiver sig ud i off-pisten, er der risiko for laviner. Det bedste du kan gøre er at leje dig en lokal off-piste guide, der kender de gode steder. Så behøver du ikke tænke over hvad, hvor og hvornår.

Kort sagt: Du behøver ikke tænke særlig meget på, hvor du finder de fede ruter og den gode sne. Du og dine venner skal bare følge off-piste guidens instruktioner og ellers nyde din måske bedste skioplevelse i dit liv. Det vil i hvert fald være den sikreste og bedste oplevelse for dig – og dine venner. Så kan off-piste eventyret rigtig begyndte… Oplevelsen er pengene værd.

I Stuben findes der super off-pistenedfarter mellem træerne

2) Tag på Mooserwirt og fest med DJ Gerhard


"No. 1 place to be!! Jeg er i mit es, når jeg er på Mooserwirt! Jeg kender alt personalet, kan alle sangene og alle folk er altid glade og festlige. En uge på Mooserwirt giver mange nye bekendtskaber, som man møder år efter år. Det bedste må dog uden tvivl være Dj Gerhard. Fantastisk mand. Ingen Mooserwirt ud Gerhard."
- Jeanette Arndal -

Præcis Kl. 15.30 starter DJ Gerhard på Mooserwirt med at spille ”The final countdown” og afterskiing på det sted i Østrig, hvor de sælger flest øl over vinteren, er begyndt. 

Der er fest og hygge, der bliver lavet drinks og efter et par timer med en masse alkohol i blodet, går alle folk amok og har en fest på både dansegulv, borde og trapper. De fleste føler sikkert, at de befinder sig i deres helt egen verden, væk fra det civiliserede samfund. Og det er heller ikke helt forkert… 

Folk på Mooserwirt holder sig ikke tilbage

Mooserwirt lukker omkring kl. 20.00 hver aften, hvilket betyder at afterskiing dér er meget intensivt. Når man går derfra, skal man dog lige tænke over et par ting, hvis man kan – eller tænke over det, inden man overhovedet ankommer: 
  • Man kommer ud i kulden bagefter, som kan få ens hjerne til at slå klik, så man intet husker den næste dag. 
  • Mooserwirt ligger 200 meter oppe på en bakke/piste over St. Anton by. Man kan vælge at tage en taxa ned eller tage skiene på og stå på ski ned, eller man kan rutsche ned på røven med skiene i armene - eller få en mindre beruset end dig selv til at holde udstyret for dig, imens du ruller ned i din brandert og håber på at møde vedkommende igen, som tager ansvaret for dit skiudstyr…Valgmulighederne er mange ?. 
Hvis man er til afterskiing, så SKAL man opleve Mooserwirt!

Efter Mooserwirt fortsætter de fleste videre i byen. Man kan følge nedenstående muligheder:

1) Tage hjem og hoppe direkte i seng
2) Tage hjem i bad, ud at spise og fortsætte festen
3) Fortsætte festen direkte i skitøj. Bare husk på, at de fleste steder i St. Anton by, ikke tillader skistøvler.

3) Tag en tur i byens wellnesscenter

Når man er på skiferie, kan man have en dag eller flere, hvor man har brug for at restituere af den ene eller anden grund. Det kan være, at man har brug for en pause fra afterskiing og vil opleve noget andet?! 

Så er Arlberg-well lige sagen, hvor du kan få den ultimative wellness dag. Der er forskellige saunaer og varmtvandsbassiner ude såvel som inde. Derudover kan du booke tid til en omgang god massage – således kan dine ben blive helt klar til ski igen den næste dag. Det SKAL helt klart opleves. Det kan opleves alene, sammen med partneren eller med børnene. 
Fra ca. kl. 19.00 bliver pristaksterne til svømmeområdet billigere…

Afslapning efter en lang dag på ski er jo ikke så dårligt!

4) Lej en skiinstruktør - øvelse gør mester!

St. Anton am Arlberg er ikke kun for ekspertskiløbere og personer, der vil ud at stå i off-pisten. Stedet er også meget populært for børnefamilier og personer, der skal på ski for første, femte eller tiende gang m.m. Har du en smule angst, eller vil du gerne blive bedre til noget bestemt (bedre teknik eller opfriskning), er det anbefalelsesværdigt at investere i en skiinstruktør allerede første dag på ski. Så får du nemlig rettelserne til din skiteknik at vide allerede fra starten af din ferie, og har hermed resten af dagene til at udvikle dit skiløb. Når du bliver bedre på ski, bliver din generelle skioplevelse normalt også meget bedre. I St. Anton findes der efterhånden mange skiskoler, hvor man kan vælge at tage på gruppekursus eller få privatundervisning. Der er desuden en del danske instruktører dernede, når man taler det samme sprog, kan læringsprocessen være lidt nemmere.

5) Prøv "The run of Fame"

I anledningen af den nye lift, Flexenbahn, der får sin begyndelse i december 2016, er der kommet et nyt navn til en skirunde, som man kan tage på én dag: ”RUN of FAME”.

Pistekort 2016/2017

Ved ”Run of Fame” kan man køre hele området igennem på én dag, men det kræver, at man en god/hurtig skiløber og ved præcis, hvor man skal hen. 

Her er et eksempel på turen i korte træk: 
Man starter i St. Anton. Vil man have Rendl med, der ligger i St. Anton området, tager man først Rendlliften op, kører ned til St. Anton by igen og tager derefter over på den anden side af området, ved at tage Galzigliften op. Derefter står man på ski ned til St. Christoph, hvorfra man forsøger at komme over til Stuben området, hvor målet er Flexenbahn, der fører dig over til Zürs. Fra Zürs står man på ski over til Lech og Warth. Derefter tilbage til Lech, Zürs, Alperauz og videre ned mod St. Anton igen. 

Når man læser ovenstående eksempel, er det nemmest at have pistekortet med ”Run of Fame” liggende ved siden af. Så får man mere overblik. Man kan selv vælge, om man skal igennem alle byer eller om man vil springe Rendl eller Stuben over etc. 

Lyder det alt for kompliceret, så kan man altid leje en guide eller en skiinstruktør, som kan vise dig/jer turen samtidig med, at vedkommende kan give nogle fif i forhold til teknik osv. Den billigste løsning ville være at rejse med et dansk rejsebureau, der har denne tur som pisteundvisning på programmet, da disse arrangementer normalt er gratis. Det skal siges, at når du køber liftkort i St. Anton (medmindre du køber et begynder punktkort selvfølgelig), så får du virkelig et liftkort til en kæmpe stort, fantastisk område…

6) Spis wienerschnitzel i ko-byen Pettneu am Arlberg

Pettneu am Arlberg ligger omkring 7 km øst for St. Anton am Arlberg. Det tager ca. 10 min. i bil fra St. Anton at køre derud. Pettneu er en lille hyggelig alpeby, der stadigvæk har den gammeldags østrigske charme med gamle huse. 


Kirken som ligger i Pettneu - den har en smuk udsigt til St. Anton

Det specielle ved Pettneu er, at der er ro fra masseturismen og at det rent faktisk lugter af ko, når man kommer til byen. Byen har et lille minimarked, et bageri og en skibutik, men også wellnesscenter og campingplads og dertil flere pensionater, lejlighedskomplekser og hoteller. Pettneu har desuden et skiområde, der er perfekt til begynderen. Og så er der en bar og en masse forskellige, gode spisesteder. 

I St. Anton findes spisesteder til enhver pengepung lige fra stjernerestauranter til burgerbar. I Pettneu findes der også burgerbar og restauranter, men eftersom det ikke er så kommercielt som St. Anton, findes her den ægte Tirolske stemning, når man tager ud at spiser om aftenen.

Skisport.dk’s udsendte har flere gange været i St. Anton og Pettneu og spise wienerschnitzel, men Gasthof zur Traube i Pettneu severer altså den bedste wienerschnitzel og salat i hele Arlberg regionen. Så skal du prøve noget mere traditionelt og gammeldags, er Pettneu am Arlberg stedet.

Den bedste Wienerschnitzel med tilbehør fås hos Gasthof zur Traube i Pettneu am Arlberg

7) På snowboard & Rendl beach

St. Anton am Arlberg er også et super fedt område for snowboardere. Der er fede snowboard forhold på pisterne såvel som i off-pisten, og der er god mulighed for at komme til en lift igen uden hele tiden at skulle tage foden ud af snowboardbindingerne og gå…

Der er en fed snowpark på Rendl!

Dernæst er der en snowpark på Rendl, som helt klart skal opleves, hvis man er til hop og tricks. Rendl beach, hvor parken er placeret i nærheden af, er desuden et fantastisk sted, når solen skinner højt på himmelen. Dér hygger folk sig med drinks i næsten intet tøj, mens de nyder udsigten, enten af en halvnøgne kvinder eller skiløbere og snowboardere, der laver tricks i snowparken. 
Det er sådan et område, der er lidt ”hang loose” og nogen gange, lugter det også lidt af rigtige snowboardere… 
Stedet har sit helt egen fantastiske charme. Det skal helt klart opleves! 

8) Se Skishowet "The show must go on"

Hver onsdag kl. 21.00 afholdes et skishow, der finder sted på pisten ved byens WM-stadion, lige ved siden af wellnesscentret. Bliver man i tvivl om, hvor det er, så kan man høre det, når det er gået i gang.

Ved dette skishow, som turistinformationen og byens største skiskole arrangerer, bliver skisportens historie og udvikling (skiteknik) fra begyndelsen til nutiden fortalt gennem spektakulært skiløb på højeste niveau, med hjælp af lyd og musik der passer til temaet. Det mest tankevækkende er, at man rent faktisk er i det område, Arlberg, hvor det hele startede. Showet varer omkring 45 min., hvorefter der er et stort fyrværkeri. Det er helt klart en oplevelse værd.

St. Anton am Arlberg er alt i alt et fantastisk skiområde. Når du har været der én gang, så vender du helt sikkert tilbage – for du kommer ALDRIG til at KEDE dig. 

Se alle rejser til St. Anton

Udgivet af: Anne-Louise Saikkonen Jørgensen

Fakta om St. Anton
Skiområdet: 1304-2660 m.o.h.
Byen: 1304 m.o.h.

305 pister i alt
131 km blå
123 km rød
51 km sort

Lifter: 110 stk. / 114.407 pers/time

Slæbelifter: 28
Stolelifter: 47
Kabinelifter: 12

Mere om skiferie i St. Anton

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen